Hver gang du lærer et nyt sprog bliver du et nyt menneske

12 timer den 17. januar 2010 publicerede Peter-Clement Woetmann og Erik Scherz Andersen 124 tekster på ”Hvis skriften standser har den ikke været her”. De skrev op imod hinanden og det slovakiske ordsprog ”Hver gang du lærer et nyt sprog bliver du et nyt menneske”. Det hele startede med indlægget ”100 Procent” klokken 14:03 og sluttede med ”386” klokken 01:57.

Tak til alle de fulgte med og til dem som lagde en kommentar.

Når der ikke længere tales.

Når alle har lært et nyt sprog. Et andet sprog, et tredje.

Når der ikke længere tales.

Når kødet forvandler sig. Har forvandlet sig. Har forandret sig. Når der ikke længere tales. Når ishavet, når knoglerne, når det sorte sår dybt inde i bevidstheden.

Når der ikke længere tales. Når verden glider videre bort i sin egen ligegyldige bane. Når gletcherne kælver og havene stiger.

Når det ikke længere er et nyt sprog, et andet sprog, et tredje.

Når der ikke længere tales. Når forvandlingen. Når forandringen. Når digteren ikke længere er den samme som altid, en anden. Når der ikke længere tales.

Tidslomme

med viseren fast besluttet på vanvid
er der ikke andet tilbage end at vente
på en ny begyndelse, et nyt menneske

hånden har slået rod i nattens tidslomme
planeten drejer jorden hvid som sne
i sprogets blege virvar

Når der ikke længere tales.

Når alle har lært et nyt sprog.

Når der ikke længere tales.

Blindskrift

ilden tager ikke fat om kødet
der langsomt drejer om knoglerne

JEG falder for aldersgrænserne
hinsides digtets struktur

med roligt blik i bleghedens blindskrift

blækket er fæstnet til bælgen
ribben knækker på lånte fjer

Rød trøje.

Tynget af katedraler.

Grå Krystalhimle.

Arbejdere

Vi spadserede rundt i forstæderne

Jeg med min tvivl, med min angst
og du. Du hævede
alt din konto kunne bære

og løb bort, forsvandt
i de hærgede haver. O

Februarmorgen, og sommer, o vinter.

Fanatiske fædre fulde af harme og fly

Isblomsters knitren i mørket i LED-lysets nat.

Gentagelse

gentagelse på gentagelse på gentagelse
der er en mumlen i dit hjerte
en sitren under isen
jeg kværner et æble
i dundrende knasen
mærket i mørket
en vanvittig begyndelse
hænderne forplantet
i jorden under tungen
det tindrende mørke
summende ribben
i en flygtig forveksling
vippende i balance
diamanter, dig og et helt andet menneske

Duer spytter på et orgel.

Jeg
trækker hår ud af skyerne,
stjernernes stilhed af sne.

Jeg sender regnen pr. brev,
kan du høre mig?
Nej,
selvfølgelig ikke,
gamle notater, digte
ligger spredt herinde i mørket,
herinde i lyset, tegninger
af forlængst glemte
hænder,
drivende streger af tvivl.

Æblerne har kogt

æblerne har kogt bag øjenlågene og dampen er for længst blevet til efterår

dine sange står skrevet i gaderne for det er umuligt at holde noget hemmeligt

radioen skratter og vandet banker i radiatoren, der er ingen helte på tredje sal


når jeg kigger dig efter i fødderne kan jeg se du er badet i sprogets sved

men det er ikke tid til at give op det er tid til at mærke efter det er ikke slut endnu


jeg har lukket min mund for at udskyde vanviddet og tæller i to tempi for

som skov kræver kroner som sprog kræver stemmer således kræver mennesket handlinger

Isbjerge drøner bag brystet (en mærkelig fugl), det er bare forundringen, forandringen, forvirringen. Jeg kradser mærker i min nakke. Det er følsomt og ømt. Det er hemmelighederne der falder ud af mine øjne. En hel ørken, der spreder sine sanddynger, klitformationer, sit godtgemte glas. Spreder det, spreder det.

Digterens lånte fjer

hvis jeg husker igår
sker igår igen lige nu

sytråden kan passere igennem igen
men aldrig været nøjagtig samme sted

den kan gå fra samme hul til hul
men vil udvide hullerne i gentagelsen

det samme sted findes ikke
den samme tid findes ikke

Mere virvar

ishavet er ikke et ishav
himlen er ikke en himmel
kroppen er ikke en krop
jorden er ikke kold
angsten er ikke en angst
solen er ikke en sol
ansigtet er ikke et ansigt
maskinen er ikke søvnløs

Ind gennem mørket trækker maskinen (mit indre)
tilfældige ansigter, blikke, berøringer, glemte
forvirrede navne, jeg kender dem
ikke som andet end skygger på hjertet, skygger
i sproget (altid et andet, altid en anden),
skygger bag øjet,  bag  kroppens grå sol.
Telefonen ringer ikke. Lydene lytter
og er stille, mit hjerte: Jeg lukker mine øjne, følger
med tiden, forandrer mig
ikke, forvandler mig
ikke, jeg bevæger mig udad og udad,
indad og indad, gemmer mig blandt noder og klassisk musik.

Afventende vejrtrækning

isblomstens ansigt vender
sig mod os og taler i tunger

grammatisk korrekt

himlen rejser sig bagfra
og slår sprækker i vores ryg

ordforrådet stort

vandet vil ikke sive ind og
ilden vil ikke tage fat

afventende vejrtrækning

Det er som om der er en mur af sort udenfor.

Jeg skriver Norge med øjnene rettet mod solen
ind mellem læberne, skriver Norge langs
halsens forvirring, det uendeligt bløde, fanget bag øjnene,
skriver     og skriver     mørke bevægelser
gamle forvitrede smil i erindringens, jeg skriver Norge igennem
min krop, mine fingre mod frostens, skriver dét blik
og dén hånd, jeg skriver R i erindringens mørke, forvirrede,
skriver     og skriver
jeg skriver på mørket, sætningens mørke, jeg skriver
jeg skriver, jeg skriver.
(det er verden, der gør mig lidt skør)

Mod syv milliarder mandage

Første person flertal, sidste person ental
det er nu det gør sig gældende
med ondt i maven og hænderne langstrakt
ud mod syv milliarder menneskers mandage

jeg kloner mig selv og fører kort proces
i en evighed med tørre hænder
og aske i gummerne
tørresnore fra mit vindue til dit

med æbler som noder i vinden
smadrer i faldet grønfulde af liv

det er så smukt at være flere
det er så svært at være alene

Nye figurer

hånd efter hånd efter hånd efter hånd
vinker langs brænding langs strand

stadig forbundet og oprejst skuende
over havet over havet over sproget

i din bevægelse i et skyggespil
med samme fingre men nye figurer

Det er ikke godt at regnen falder tungt og tæt

falder ungt og let, det er ikke godt, nej, slet ikke.

som sne imod sne, nej, nærmere sne imod is,

med vinden som hånden, bevægelsen hvid, hvid

h videre væk mig lidt senere, væk

ikke sindssygen, væk ikke søvnløshed, virvar

berøringer blikke, små tegn på ulykke,

lad det bare smuldrer, lad det die, lad de kølige skygger træde ind og forme sig

Mandens tunge er ru, fordi
jorden i hans hjerte er mere stenet

Når skriften fortsætter, udvandes og bliver ved med at udvandes, når sproget forandrer sig, flyder over og bliver ligegyldigt, når det ikke giver mening at række hænderne ud i det blå, når man fejler og ikke lever op til sine egne dumme krav. Når skriften fortsætter videre væk, væk, når de hiver øjnene ud af industrien, prikker øjnene ud, når vi fortvivler i hver sætning og famler i blinde, folder blinde vinkler ind i os selv og udskyder indskydelserne. Når det river i angsten, når sætningerne ikke samler sig til mere som mere, men bare fortsætter i deres egen strøm, når det bliver hængende. Jeg ved ikke hvad det er.

Ansvar

Skriften, vanviddet og virvaret, der om lidt blander sig med stilhedens sved i verdens tusinde vindforhold

Jeg lukker min mund, ikke en vind skal sive fra mit hoved, ikke et ord skal slippe mit inderst mørke fri

Du lukker øjnene for bedre at føle hudens berøring mod huden som sne mod sne

I morgen er det mandag og jeg er et nyt menneske, ikke genfødt, ikke uden historie, men tankten slår i to tempi

Kald mig fra sans og samling, jeg har fundet mig selv, hvor jeg aldrig har været i et hjørne af ingenting

Hvilket offer, hvilken omkostning, så kort før afslutningen iklædt dialekt og nationaldragt

Du mærker det ikke, kapitalbevægelserne, mærker ikke deres drifter, deres hurtige bevægelser fra marked til marked og væk, kapitalen, pludselig er der intet tilbage og de griner af hinanden, direktionen, griner af fondsbestyrelsen, aktionærforeningen, griner længe og som om spyttet hænger lidt længere i luften, små klatter af snot, af hals-slim, små grønne klumper, fugtige og bløde, de griner af vejret, de griner af de nye bebyggelser, planstrategierne griner de af, værdisættelser, indskudsudskydelser, de griner af hinanden og slår sig på låret, og små klumper af snot, måske snot, måske noget andet end snot, slimede klumper griner de op, de griner velklædte, sirlige, striber i tøjet, små tegn i frisuren, de griner af de daglige rutiner, af sekretæren, af bestyrelsen, de griner af de unge, de vilde, de kreative, de griner af fiktionsøkonomiens sammenbrud, de griner af reklamebureauerne, kommunikationsbureauerne, griner af pr virksomheder, spindoktorene, redaktørene, bladsælgerne, de griner af bioindustrien, af sædopsamlingsklinikerne, de griner og de griner længe og hvidt.

Jeg er en vinge i vandet

Det er ikke så ofte overmester J. J. Jensen, Jørgensen, Johansen, Joachim F. Andersen, det er ikke så ofte at Jens Abraham Jespersen, Jonathan F. Frandsen, J. J. Nielsen sætter sig ind i slægternes historie: sammenvævninger, forvildelser, uægte børn og ægte børn, det er ikke så ofte at J. Joakim Sørensen, Mikkel J. J. Jørgensen, sætter lidt tid af, sætter sig ind i sagerne, akterne, sætter familien lidt højere end sædvandligt, Niels Anders Andersen, Tobias Caspersen, med K, Kaspersen. At det lille øjeblik i øvrigt ikke er meget værd, at de ikke kan finde glæde i andet, altså omgivelserne, at familien ikke interesserer sig for deres opdagelser. De er jo rejsende, Nikolaj F. Schneider, i familieforskningens vinde.

nedfældet drøm fanget af tåre
trillende, morgengry, trillende

Kæntrende mod min kind

hun nedfælder drømme som tårer som vinden i træerne

hun kaster bøgerne mod himlen som fugle på flugt

hun slipper kysset i hånden som låsen i døren

hun haster videre som kødet masserer knoglerne som vand



hun lunger i trækvind fra vest / så sørgmodig et gespenst

Jeg holder vejret. Jeg gentager de samme sætninger,

skriver dem ud over himlens bredbånd,

gennem dns-natten, ip-virvaret

til endnu et javascript

har fundet vej i dit indre, til endnu

et javascript har fundet vej til dit indre.

(du gemmer dig bag noder og klassisk musik)

Natten sletter hvad dagen har bragt

natten sletter hvad dagen har bragt

diamanterne er kridhvid kindrødt morgendamp

fra cisternen opkogt med fregner

fængslede noder i symfoniens tørresnore

lånte ribben knækker med blæk mod bælgen

det kan være lunger

der møder stilhedens vinde

det kan være ishavets blomster

der indhylder, hende

det kan være fugten og frosten

der omslutter mindet

det kan være en ugle

der tegner diamanter mod natten

det kan være ribben

der knækker mod stjerner

det kan være et nyt sprog

der møder den uset blinde

ishavet i dine inderste

Der er ingen helte i radioen

lungerne puster sig op som ugler i natten
med ild i uglerne og håret i hænderne
det lange hår viklet om faklerne i hænderne
forvandler jeg mig ikke forvandler verden sig ikke

der er ingen helte i radioen / der er ingen helte i radioen

ribben er rystende river gennem jorden i munden
så mørk en jord under tungen så rådden en smag
den råddenskab efter fugt og lys fra kys
i baggården mellem sprækker i stenfliser

o o o – armene flugter med solstrålers

suk – å å å – luften hvirvler a a a

diamanter som stjerner som fregner som skønhedspletter modermærker r r r

hendes lette smil forvilder sig en dag i sol

til mig, hej hej, hurra, goddag, vi ses

vi folder fødderne i takt i formiddagens knæk til

eftermiddag solen virker helt almindelig vidunderlig

i i i hun hiver mørket ud af dagene, af smagene

jeg vælter solen en af dagene.

Digtene er stadig en måde at være ærlig på.

I kyssets forventning

alle disse flammende, brændende
det er vandet der klapper
det er søvnen der smitter
i famlende blinde, frostklare

læberne fugtige i kyssets forventning

oprejst, kæntrende
klamrende til skriften
du ikke kan lære
fordi du ikke kender følelserne

Jeg holder ikke fast i dine linjer, i dine brud.

Sæt-sæt-sætningerne glimter af vanvid og sol

og du, du driver med,

ubekymret og legende let, driver

ordene ned bag duggede ruder

mens jeg, jeg vakler i silende regn

fra den håbløse skrift  (en hudløs

bevægelse i dette mørke) til

mørket tætner og bliver som blinde.

Jeg holder øje med mørket. Jeg forvandler mig ikke. Det er ikke en skrift i blinde, og det er alt alt for tidligt at sige noget om noget. At følge med gennem aftenen til natten tager over. Aldrig mere, at gå i lige linjer gennem frosten, og glemme disse ubekymrede. Tiden er anderledes. Jeg hører radiatoren suse, jeg kan mærke det driver koldt ind fra ruden. At nedfælde linje på linje. Katastrofens venlige kløft. Det er et brev til dig, og dig, og dig. Jeg sletter jer ikke, jeg er ligeglad.

En maraton

Din tilværelse er ikke en maraton ;

målet ændres i takt med hvert skridt

du kortlægger dit nye jeg og arkiverer

det gamle ansigt i søvnens bug

heldet er med dig for det er ikke muligt

at glemme hvad du har lært

at huske hvad du skal blive ;

det bider sig selv i halen som 69

I alle retninger

Din tilværelse er ikke en maraton
men bider sig selv i halen

selv i skriften, i tilværelsens konturer
ser du byen rejse sig

du ælter den, du banker den
du steger den, du spiser den

du trækker salt op af havet
du banker knoglerne på plads i kødet

langs brændingen, lader ilden dø hen
for at kunne tage asken

i munden og sprede det
i alle retninger.

Så går jeg videre ned, gennem gården,

jernlågen lukker om mørket.

Vandet brænder nu, og vejret trækker

sig ind til min krop. Jeg lukker øjnene

og fortsætter videre, søger i blinde, og famler.

Bag huden blusser kødet af væske, mine hænder

i kulden (famlende blinde). Det er blodet som sort,

frosset til is, og mine fødder i stadig bevægelse.

Jeg ringer ikke igen, jeg rører mig ikke.

Jeg gemmer mig bag bag planeternes tavse,

du ler.

Stilheden hører mit hjerte
og ligegyldigt hvad
og at vide. Sætter mig i mit vindue,
kigger på byen, fortvivlet, fortabt.
Vandet koger, bordet er koldt,
det suser fra ruderne.
Det er det eneste virkelige
omkring mig
her i nat
Jeg spiser en kiks,
og sørger for mine læber er bløde.

Jeg er byen, der aldrig sover
og er dog efterladt til søvnens grådighed

I dit ansigt

København
glider forbi dit
ansigt i en togkupe i
nattens flugt langs
markerne
affotograferet på
hovedet kortlægger
sproget i tilfælde
af hjerteslag

fyldt med flager af is og træt og tom som nu
tegner jeg diamanter i havet
så afstanden ængstes af afstanden
mellem os, dine hænders fjernhed, sår.

Isflager af billeder

ishavet splinter til isblomster
jeg pryder mig selv med
med hovedet under vandet og
hænderne i alle retninger ja
sommerfuglesværmen over himlen nu
stor som gennem dit værelse

åhh i åhh åhh

den blå planet er et brev
til et nyt menneske her
der er gået nok så meget
og nok så lidt igennem ja
fra luften i munden til hovedet nu
fyldt med isflager af billeder

At en båd trækker brev efter brev efter brev efter brev efter brev efter sig.

Jeg tegner havnekanalen i dit øje,

tegner sejlretningen ind mellem ørene, tegner

operaen ved din næse, havnebusserne henover hud-

en, tegner Knippelsbro fra munden med tungen

ud, tegner morgentrafikken langs læberne,

morgencyklister ned ad din hals, jeg tegner

gående, blinde, forvirrede fædre, barnevogne osv.

fra din ene skulder til den anden, tegner Børsen

og Holmens kirke ned ad din armen, børnehaver

og fordrukne stakler ned ad den anden, tegner

den sorte diamant i dit håndled,

lukker op.

Æggetyv

fodsoldat pløjer med lille båd
afhuggede hænder i låst greb
ishavet åbner sig

som fuglerede
himlen er grå æggetyv
og kaster bølger mod brænding

Jeg roder mig ud i ruder af luft, roder og river mig i håret. Den enkle sætning, det skrøbelige. Så driver en sommerfuglesværm igennem mit værelse. Så driver snedriver videre væk-væk. Jeg kradser mig i hovedet til det bløder. Jeg haster efter mit hjerte. osv. osv.

en båd trækker en lille kløft efter sig. bjerge falder sammen. kløften forsvinder

Københavnerbænk

københavnerbænk / københavnersmæk / københavnerflæsk
københavnerkrydderi / københavnercykel / københavnerhusmur
københavnerkrop / københavneravis / københavnersandhed
københavnerkærlighed / københavnersorg / københavnerkommunisme
københavnerkæk / københavnerrødkælk / københavnerhåndskrift
københavnerøjne / københavnerløgn / københavnerregnskaber
københavner giraffer / københavnerløfter / københavnertestikler
københavnergryde / københavnerknogler / københavnerskyer
københavnerkys / københavnerskyer / københavneringenting

en båd åbner det blikstille hav som en konvolut

Ingenting

verden kigger på dig hvergang du blinker hvergang du lyver lukker du dig selv inde i stedet for at lukke andre ind lukker du skuffen, skabet, skibet er ladet med det man siger er man selvfølgelig ikke når verden kigger på dig hvergang du ikke blinker hvergang du taler sandt åbner du op for andre i stedet for at holde døren for dig selv holde tankerne tæt på afstand helt inde ved kroppen hvor det gør ondt værre end du nogensinde havde troet på ingenting trækker fra og siger til når det bliver fornuftigt og ikke fortalt af verden der kigger på dig hvergang du lukker øjnene og hvisker om kærlighed til mine drømme min længsler mine rodløse sæt-sæt-sætninger der tøffer af sted som ordet på skinner over ishavet og hjem på dit værelse din tilværelse der er ladet med det man siger er man selv nærmest under dække af at verden kigger på dig hvergang du åbner øjnene og lader lyset skinne ind i stedet for ud af din mund kommer små spillopper der lyver og taler sandt i samme sekund du standser op går det hele i gang igen det er strømmen der fortsætter og dig der sætter det hele på spil i et spørgsmål om tid og sted

Så en dag holder han op, går i stå, sætter sig, sætter sig på bænken, en københavnerbænk nede ved volden, sætter sig og ser på fuglene, ænderne, ændrer sig, falder tilbage, sætter sig tilbage, trækker vejret, langsomt, ind og ud, trækker vejret som han ikke har trukket vejret længe, roligt og uden at høre noget, bare sidde på den bænk, mageligt, nyde sekunderne, nyde livet, det er da et dejligt liv tænker han, og smiler ved sig selv, ved de stråler af sol som også har fundet vej ned til københavnerbænken, den grønne gamle bænk, ja, det klatter herned, tænker han, og lukker øjnene, her er jeg lykkelig, tænker han, her kan jeg sidde og nyde alting for mig selv. Det var dog utroligt tænker de, da han kommer hjem, helt stille er han, det var dog utroligt, ingen klik-lyde med tungen når døren lukker efter ham, ingen susen og brummen under emhætten, ikke nynnen og fløjten efter telefonen, dørklokken, ingenting, han sætter sig i en stol, gør sig det behageligt, åbner en avis, ser op, forundret, kigger på de to som om intet var forandret, smiler, ja, det er da i sandhed en forunderlig dag, smiler han. La la la

Sultens lindring

sultens lindring jeg stønner
et kongerige for gode løg
indkoger gryden en vinter
smertefalder suppe i en kop

*

samtalens mæthed du trækker
en havnekanal hen over tekst
forlader efteråret køkken
bearbejder verden sine lyde

Han brummer under den, emhætten, sætter sig til rette og brummer. Det er sådan noget han er begyndt på, at brumme, fx. under emhætten, i badet, ved vaskemaskinen, efterligne lydene fra opvaskemaskinen, kaffemaskinen, computerens bløde støj, han brummer og han nynner og han laver lyde, i metroen fx. næste station Islandsbrygge, gentager ordene for sig selv, forvandler sig mere og mere til omgivelsernes lyde. Det er ikke fordi han gerne vil sige de lyde, men han kan ikke lade vær, han kan ikke slippe dem, han må fastholde dem, gentage dem, høre dem igen og igen. Det er hans måde at gøre det på. Bearbejde, nej, det kan han ikke, han vil ikke slippe sin sorg, også selvom det går hans nærmeste på, at han vender sig indad, at han forvandler sig, han prøver at lære det sprog, lydene, tingenes lyde, kanalrundfarten fx. ned langs kanalen, han har ikke noget imod den kanal, det er molen som er problemet, det er den han ikke kan holde ud, at de sammen skal tage derud og mærke vinden. Han er jo ikke blevet fuldstændig tosset, de vil bare ikke give ham den ro, vil ikke give ham plads til at bære sin sorg, være i sin sorg, han vil gerne klæde sig i sin sorg, klæde sig i de lyde, verdens lyde, som han tænker det, blive en del af verden, forvandle sig til verden. Tale som den, blive den.

Susende Sussi

Efteråret hastigt gennem emhætten

Han vil ikke tale rent, vil ikke med ud til molen, nej, det er ikke personligt, det er bare blæsten, bølgerne, havets skum, du ved, angsten ved den store flydende krop, sorgarbejdet har ikke fået greb i ham, han vil ikke slippe den, sorgen, han mumler, taler udenom, nævner træerne: dunbirk,  smalbladet lind, bævreasp, og fortsætter: hestekastanje, østrigsk fyr, osv. vil ikke sige noget rigtigt, vil ikke være præcis, vil tale om træerne, kronen, de grønne blade, blodbøgens røde, osv. vil ikke tale rent, vil ikke med ud til molen, han holder igen, sidder i bilen og skumler, har sat musik på og vil ikke med ud, kom nu, siger de, du har godt af det,  han skruer op, han skruer helt op og er ligeglad, han vil ikke, han kan ikke, ikke ud til molen, ikke al den sorgbearbejdning, nej, fanme, han vil sidde og høre høj musik, vil ikke give sig hen til al den pædagogiske knevren, vil ikke konfrontere sin angst, sin sorg, sit indre mørke, nej, det tilhører mig selv, tænker han, skyerne flytter sig hastigt afsted som om havskummet var havnet deroppe, det ser sådan ud, tænker han, som om bølgerne havde pisket sig helt op i himlen og nu fortsatte videre ind over land.

Tømmer

Tømmer mit ansigt i dit ansigt
olie fra en tanker til en anden anden

Fylder min mund med din mund
græs fra en park til en anden tredje

Tømmer mit mørke i dit mørke
trevlerne fra dit kødet til mit

Fylder læberne med læber
æbler fra en hals til en anden længere

Tømmer min himmel i dit ishav
afhuggede hænder hånd i hånd

Fylder mine linjer med dine linjer
sæt-sæt-sætninger som et løfte til andet

Det simrer i gryden, sprutter og sprøjter, nej, simrer

i gryden, det simrer, syder og simrer, en sommer

i din første bevægelse: ind af dagen et stort smil og hej

ja, øh, hej, et efterår, tvivlen: et isbjerg, kælvende,

små klumper af is i den samtale, hej, vinter, forår,

sommer, efterår, vinter,

nu, vinter, i gryden, frost-frost og ned gennem

opgangens knirken: en hel latter af hej et forår

i bevægelse, ind af dagen et stort smil, sommer

og godt drøn, spruttende, sprøjtende, i bunden af

gryden: Løg, chili ingefær, ja, ja.

Soltomt

De forvitrede sætninger kaster mig af
griber mig i glimt fra en stjerne i havet
de hendøende bål kobler ishavet fra
spalter kødet i tråde som digternes fjer
de smuldrende tanker løfter mig op
summer i gryden fra et soltomt værelse

Det er det ødelæggende, at skrive noget virkelig dårligt. At kaste sig ud i verden og vide at man ødelægger det for sig selv. Det er jo sådanset ok. Fint nok. Det let poetiske. At omfavne ishavet, gletcherkroppene, at trække havet ind og tegne streger i sandet. Jeg ved ikke om det giver mening? Men det er måske ømheden. Det urolige mørke. Dagenes lette forvirring. Strategier, planlægning, tvivl. Sætningerne vakler afsted, tøver i det kolde, tøver i det mørke, tøver på vej ned ad trappen. Trækker intet efter sig. Lader det hele smuldre, forvitre.

Man må lære af sine linjebrud, holde fast i dem, fordre dem med nye sætninger.

Jeg har lavet

en helt forfærdelig

kop kaffe.

Den smager som den

jeg drak

i Beograd

i sommer.

Jeg kan ikke

glemme den

modbydelige

smag.

Og nu

har jeg selv

skabt den.

Sitrende, støvgrå, (stirrende).

Plant ikke

dine øjne

i mine

øjne, jeg

kan ikke

plante

dem

om

.

Sitrende, sølvgrå

det koger i kløften og himlen trækker sig sammen under mine fødder er der jazz i skuret og skabet står åbent langt tid efter det er lukket sammen om sig selv frosset fast i en grøn olietanker der følger efter den store kinesiske isbryder tværs gennem halsen der brækker i stykker og luften siver ud af skyerne der er hvide som sneen der knirker under mine ord så tynde som papiret i din lomme i frakken af meninger og målinger af mørket der banker og kødet der summer under den sitrende sølvgrå himmel der understreger hvad jeg lige har skrevet

Jeg forandrer mig hele tiden

lærer jeg nye sprog

og nye verdener opstår i mit indre

spreder landskaberne sig

og forandrer mig hele tiden

lærer jeg nye sprog

og nye verdener opstår i mit indre

driver tunge gletchere, trykker gletcherkroppe

alt ned, ned, ned

jeg lægger mig bare lidt i vejen sagde han og trak sin fjerde whiskey op af lommen

hvordan kan jeg vide at det ikke er mig selv jeg har på krogen på kornet på nakken

Fodspor der tripperrrr

jeg forandrer mig hver dag
men uanset hvor mange gange
jeg vågner som en anden
er jeg stadig den samme
plantet i jorden
med hænderne i alle retninger

jeg spørger mig selv om der er
flere fremmedsprog at lære
og tæller sprækkerne i brændingen
for at kende ishavets tøven og
genkende mine fodspor der tripper
på tungen mellem alle sætningerne

Det koger bag øjnene. Ishavet. Kløften i panden, nej. Det koger bag øjnene, buldrer og brager og bløder ishavet nedover kinderne, bløder af isbjerge blege og knasende (knirkende). Nomade i øjnene, flygtig, flygtig, tager flugten videre væk-væk. At sætte sådanne sætninger i havet er umuligt og meningsløst: sæt-sæt-sætninger flyder i havet, flyder over af iver, af vandet koger, jeg lægger an til kaffe. Jeg lægger mig bare lidt i vejen. Øjekløftens kogning. Underligheder i det hele. Hele det hele. Halvere det halve. Halse med halsen brændende: Vinterens kulde sætter tryk på, aftryk, mærke, lalala.

At åbne en dør og se: Sorte sår lyser i det pragtfulde kød. At lukke den, døren, efter sig. At åbne døren igen og igen og uden at lukke, at lukke, at lukke. At åbne, at lukke, at åbne. Det er mørke der hænger i ordene (ishavets tøven). En sværm af skarlagenrøde duer buldrer om min tanke. At lukke døren efter sig. At gå.

(jeg er ikke mig, jeg er en anden)

Ishavet kæntrer
som tungen i din mund

Tungen kæntrer
som ishavet i din mund

Din mund kæntrer
som tungen i ishavet

Ishavet kæntrer
som din mund i tunger

Brændingen skælver
som kødet i himlen

Kødet skælver
som brændingen i himlen

Himlen skælver
som kødet i brændingen

Brændingen skælver
som himlen i kødet

Skyerne blafrer
som skjorter i vinden

Skjorterne blafrer
som skyer i vinden

Vinden blafrer
som skjorter i skyen

Skyerne blafrer
som vind i skjorten

Det er fint med mig

I hver vores tilværelse

min af sne / din af mangojuice

kan vi bevæge os samme vej, selvom vi ikke taler samme sprog
kan vi tale med hinanden, selvom vi ikke er det samme menneske


Det er fint med mig
Jeg råber for at fremkalde din hvisken

Du tegner et billede af en pistol plantet
i jorden med løbet i alle retninger

Jeg er ører overalt

Jeg drikker min juice langsomt, roligt og langsomt drikker jeg min juice. Det er mangojuice. Det er kølig mangojuice. Solen er gået ned og jeg drikker min mangojuice helt roligt. Meget roligt. Den er tyk, juicen, og lys orange. Tyk og sød. Jeg drikker et glas. Jeg drikker to glas. Jeg bliver ved.

Tunge / sne

Åndsvage brænding!
Åndsvage brænding!

Isen er tyk som den sæd
jeg har sået i min mund
klæg som dej
under frakken af meninger

Vand kyst brænding / en streg i sandet
Vand kyst brænding / en streg i sandet

Åndsvage åndsbolle i ovnen.
Jeg er dejen der hæver i munden,
her ruller tungen som sne
over bjerget langt ude i skoven.

skriver du diamanter i jorden
skriver du himlen
skriver du ishavet, angsten & ishavet
jeg tror lige jeg fusionere mit poetiske flow,
lægger an til et par tricks,
vildt god juice!

jeg tænker det kan da godt forsvinde.
Skriver du diamanter i jorden skriver du diamanter i jorden.
Nu er jeg på vej væk,
tilstedeværelsen er bare et andet værelse,
tilværelsen. Værelset inde ved siden af dunker af hård bass, han er nok en idiot.

Jeg tror det nye sprog er et andet og et gammelt

og det er tykt som om isen var lavet af dej.

Langt ude. Helt åndssvagt.

Hvid bil / rød pil / sort bil

Skriften skyder som en hvid pil
Skriften skrider som en rød bil
Skriften skyder op som sort pil

Genfødt

Jeg er ikke genfødt. Jeg starter ikke på en frisk. Jeg er ikke blank. Eller hvid. Jeg erstatter ikke noget med noget andet. Det er sætningen der sletter sig selv i en ny sætning. Jeg kræver ikke noget for noget. Det er skriften, der skyder en sort pil hen over ishavet. Måske er der en omkostning. Men jeg er ikke blank. Måske blind. Blændet. Ikke af kærlighed, men efter kærlighed til noget. For noget. Nej, ikke noget for noget. Jeg er ikke genfødt.

maskinen klaprer sit ubrugelige bifald.

Så langt stranden rækker

Fuldfede skyer i formationer
der fremkalder det grammatiske
sikkerhedsnet

der er ikke kød i havet
der er salt i dine øjne
der er tunge i min mund
der er sprog langt ud af halsen

himlens store øje
blinker et sekund så det blitzer
med syntaksfejl

der er ingen flyvere der falder ned
der er billeder af pistoler
der er kolde fødder under isen
der er bål så langt stranden rækker

En mumlen går gennem Europa

Det summer i kroppen. Det summer i gulvet. Det summer i væggene. Det stikker. Det forandrer sig. At tale korrekt, at stirre på himlen til gulvet knuses. Jeg har bare sat mig til rette med et glas mangojuice og tænker lidt på det svære liv. Så lækkert! Man undslipper ikke virkeligheden, og man undslipper ikke sit hjerte, sit lille fortvivlede hjerte: Jeg tror det tæller ned. En to tre. Vær med!

Det er ikke et tilfælde

det er ikke et tilfælde

skriver du diamanterne i jorden
tæsker du himlen med medicin

det er ikke et tilfælde

når angsten griber om halsen
og stopper trafikken i din mund

det er ikke et tilfælde

fodrer du bålet på stranden
smelter ishavet i dine øjne

det er ikke et tilfælde

når du ikke længere er det samme
menneske men et andet

Det koger i øjnene, beatet, gryner
og griber om sig,
klumper sig sammen i halsen,
klinger,
klynger,
flænger fat om, fat i, flænser
ned gennem ryggen, griber ind i de dovne dage.
Hør engang: Jeg har det helt fint med
henover hånden glider en blød bevægelse henover byen
(blødt) glider ishavet henover ishavet glider dine læber
din mund dit smil dine øjne

glider henover ishavet glider henover berøringer (blidt) glider
henover øje øje henover næse glider henover havet strandet engen
glider henover.

Jeg går ind i alle som ånde og trækker vejret efter mig. Åh, lille forvirring, har du det godt med de andre. Skønne og smukke.

Ilden tager ikke fat

hvis nogen spørger om de må tage bopæl i dit sprog, hvad skal jeg da svare
vil du blænde dig selv for at kunne se på ny

hvad hvis jeg ikke er den samme som for et øjeblik siden, hvem vil genkende mig
vil du tie for at undgå at tale i tunger

ilden tager ikke fat om kødet
linjerne og knoglerne dingler i ørerne

ungkødet, kvæget kælver, gletsjeren kævler, det koger under øjenlågene

Skyer læner sig mod natten mellem sproget og mine fingre. Det brænder og mumler og vil ingen steder hen. Du lægger dråber af drømme og salt, små anstrengelser, små sitrende ryk, i hver berøring blidt. Kredser om flyenes fortvivlet. Når sproget ikke kan finde vej. (noget sort). Det summer i kroppen. Det hamrer.

Ruller med tungen

rækker hånden frem
rækker hånden frem og griber
griber hånden rækker frem
griber hånden griber om min
rækker hånden frem og griber om min tunge
hånden griber om min tunge

med hånden om tungen
bruger du min stemme
og tager plads i
min mund fuld af muld

ruller med
ruller min tunge
ruller med min tunge
ruller for at vride
tunge for at armen
ruller med min tunge
min tunge
tunge
ruller for at vride armen af led
ruller min tunge af led
for at vride armen
vride min tunge af armen
ruller for at vride

Jeg har stået til rådighed for alt

Kolde fødder. Dagen begyndte med et nyt sprog (altid det samme) og et nyt mirakel af væske, flydende og stammende. Jeg krøb efter, jeg lod mine øjne følge det (dvælende), lod stuerne tælle sekunderne og gik udenfor følgende sætningens et to tre ned ad gaden, ned til søerne, udover søerne (den blanke vinter) til det forsvandt igen. I mit hovede fortsatte jagten, uden mål.

Undtagelsestilstande

…og arbejder sig op
sætning for sætning som
ubeskyttede fly
lastet med billeder af pistoler
der skyder huller i sprækkerne
gnider salt tilsat jod i såret
der væsker med ord
udvalgt med omhu
til den grå himmel
og de kolde fødder
der skal gå den lange vej
gennem døende bål på stranden
og punkterede skyer i formationer
der fremkalder grammatiske
undtagelsestilstande

Jeg jager hvepse. Jeg jager bier. Jeg jager ænder. Jager i blinde (en -). Det er noget med at prøve sig frem. At lægge det åbent, at det er svært, svævende. Samfundet bevæger sig i en anden retning. Det er ikke noget jeg forstår mig på. At milliardinvesteringer bliver

det er længe siden (din finger)

dagen dæmper sig langsomt til aften.

jeg hører ikke til. jeg går langs stranden

jeg forvandler mig. det er ikke flygtighed
en. det er ikke et tilfælde.

Alt hvad jeg gør er flytigt

ingen sneleoparder i neon
tusind køleskabe med freon
alle skrifter er bål langs stranden

min far har ridset et mærke i træet
så jeg husker at træet altid har været her

ingen grå himmel i himlen
tusind hamrende hjerter hamrer
alle diamanter findes på den anden side af ishavet

min far synger en sang hver aften
så jeg husker at alt hvad jeg gør er flygtigt

Bag ishavet knirker og knager et sprog for sig selv (nynner en sætning)
og arbejder sig, sætning for sætning, længere op
til en sætning sletter sig selv i en sætning og lukker sig
og bliver ved med at arbejde sig op.