Når der ikke længere tales.

Når alle har lært et nyt sprog. Et andet sprog, et tredje.

Når der ikke længere tales.

Når kødet forvandler sig. Har forvandlet sig. Har forandret sig. Når der ikke længere tales. Når ishavet, når knoglerne, når det sorte sår dybt inde i bevidstheden.

Når der ikke længere tales. Når verden glider videre bort i sin egen ligegyldige bane. Når gletcherne kælver og havene stiger.

Når det ikke længere er et nyt sprog, et andet sprog, et tredje.

Når der ikke længere tales. Når forvandlingen. Når forandringen. Når digteren ikke længere er den samme som altid, en anden. Når der ikke længere tales.

Når der ikke længere tales.

Når alle har lært et nyt sprog.

Når der ikke længere tales.

Rød trøje.

Tynget af katedraler.

Grå Krystalhimle.

Arbejdere

Vi spadserede rundt i forstæderne

Jeg med min tvivl, med min angst
og du. Du hævede
alt din konto kunne bære

og løb bort, forsvandt
i de hærgede haver. O

Februarmorgen, og sommer, o vinter.

Fanatiske fædre fulde af harme og fly

Isblomsters knitren i mørket i LED-lysets nat.

Duer spytter på et orgel.

Jeg
trækker hår ud af skyerne,
stjernernes stilhed af sne.

Jeg sender regnen pr. brev,
kan du høre mig?
Nej,
selvfølgelig ikke,
gamle notater, digte
ligger spredt herinde i mørket,
herinde i lyset, tegninger
af forlængst glemte
hænder,
drivende streger af tvivl.

Isbjerge drøner bag brystet (en mærkelig fugl), det er bare forundringen, forandringen, forvirringen. Jeg kradser mærker i min nakke. Det er følsomt og ømt. Det er hemmelighederne der falder ud af mine øjne. En hel ørken, der spreder sine sanddynger, klitformationer, sit godtgemte glas. Spreder det, spreder det.

Ind gennem mørket trækker maskinen (mit indre)
tilfældige ansigter, blikke, berøringer, glemte
forvirrede navne, jeg kender dem
ikke som andet end skygger på hjertet, skygger
i sproget (altid et andet, altid en anden),
skygger bag øjet,  bag  kroppens grå sol.
Telefonen ringer ikke. Lydene lytter
og er stille, mit hjerte: Jeg lukker mine øjne, følger
med tiden, forandrer mig
ikke, forvandler mig
ikke, jeg bevæger mig udad og udad,
indad og indad, gemmer mig blandt noder og klassisk musik.

Det er som om der er en mur af sort udenfor.

Jeg skriver Norge med øjnene rettet mod solen
ind mellem læberne, skriver Norge langs
halsens forvirring, det uendeligt bløde, fanget bag øjnene,
skriver     og skriver     mørke bevægelser
gamle forvitrede smil i erindringens, jeg skriver Norge igennem
min krop, mine fingre mod frostens, skriver dét blik
og dén hånd, jeg skriver R i erindringens mørke, forvirrede,
skriver     og skriver
jeg skriver på mørket, sætningens mørke, jeg skriver
jeg skriver, jeg skriver.
(det er verden, der gør mig lidt skør)

Det er ikke godt at regnen falder tungt og tæt

falder ungt og let, det er ikke godt, nej, slet ikke.

som sne imod sne, nej, nærmere sne imod is,

med vinden som hånden, bevægelsen hvid, hvid

h videre væk mig lidt senere, væk

ikke sindssygen, væk ikke søvnløshed, virvar

berøringer blikke, små tegn på ulykke,

lad det bare smuldrer, lad det die, lad de kølige skygger træde ind og forme sig

Når skriften fortsætter, udvandes og bliver ved med at udvandes, når sproget forandrer sig, flyder over og bliver ligegyldigt, når det ikke giver mening at række hænderne ud i det blå, når man fejler og ikke lever op til sine egne dumme krav. Når skriften fortsætter videre væk, væk, når de hiver øjnene ud af industrien, prikker øjnene ud, når vi fortvivler i hver sætning og famler i blinde, folder blinde vinkler ind i os selv og udskyder indskydelserne. Når det river i angsten, når sætningerne ikke samler sig til mere som mere, men bare fortsætter i deres egen strøm, når det bliver hængende. Jeg ved ikke hvad det er.

Du mærker det ikke, kapitalbevægelserne, mærker ikke deres drifter, deres hurtige bevægelser fra marked til marked og væk, kapitalen, pludselig er der intet tilbage og de griner af hinanden, direktionen, griner af fondsbestyrelsen, aktionærforeningen, griner længe og som om spyttet hænger lidt længere i luften, små klatter af snot, af hals-slim, små grønne klumper, fugtige og bløde, de griner af vejret, de griner af de nye bebyggelser, planstrategierne griner de af, værdisættelser, indskudsudskydelser, de griner af hinanden og slår sig på låret, og små klumper af snot, måske snot, måske noget andet end snot, slimede klumper griner de op, de griner velklædte, sirlige, striber i tøjet, små tegn i frisuren, de griner af de daglige rutiner, af sekretæren, af bestyrelsen, de griner af de unge, de vilde, de kreative, de griner af fiktionsøkonomiens sammenbrud, de griner af reklamebureauerne, kommunikationsbureauerne, griner af pr virksomheder, spindoktorene, redaktørene, bladsælgerne, de griner af bioindustrien, af sædopsamlingsklinikerne, de griner og de griner længe og hvidt.

Det er ikke så ofte overmester J. J. Jensen, Jørgensen, Johansen, Joachim F. Andersen, det er ikke så ofte at Jens Abraham Jespersen, Jonathan F. Frandsen, J. J. Nielsen sætter sig ind i slægternes historie: sammenvævninger, forvildelser, uægte børn og ægte børn, det er ikke så ofte at J. Joakim Sørensen, Mikkel J. J. Jørgensen, sætter lidt tid af, sætter sig ind i sagerne, akterne, sætter familien lidt højere end sædvandligt, Niels Anders Andersen, Tobias Caspersen, med K, Kaspersen. At det lille øjeblik i øvrigt ikke er meget værd, at de ikke kan finde glæde i andet, altså omgivelserne, at familien ikke interesserer sig for deres opdagelser. De er jo rejsende, Nikolaj F. Schneider, i familieforskningens vinde.

nedfældet drøm fanget af tåre
trillende, morgengry, trillende

Jeg holder vejret. Jeg gentager de samme sætninger,

skriver dem ud over himlens bredbånd,

gennem dns-natten, ip-virvaret

til endnu et javascript

har fundet vej i dit indre, til endnu

et javascript har fundet vej til dit indre.

(du gemmer dig bag noder og klassisk musik)

det kan være lunger

der møder stilhedens vinde

det kan være ishavets blomster

der indhylder, hende

det kan være fugten og frosten

der omslutter mindet

det kan være en ugle

der tegner diamanter mod natten

det kan være ribben

der knækker mod stjerner

det kan være et nyt sprog

der møder den uset blinde

ishavet i dine inderste

o o o – armene flugter med solstrålers

suk – å å å – luften hvirvler a a a

diamanter som stjerner som fregner som skønhedspletter modermærker r r r

hendes lette smil forvilder sig en dag i sol

til mig, hej hej, hurra, goddag, vi ses

vi folder fødderne i takt i formiddagens knæk til

eftermiddag solen virker helt almindelig vidunderlig

i i i hun hiver mørket ud af dagene, af smagene

jeg vælter solen en af dagene.

Digtene er stadig en måde at være ærlig på.

Jeg holder ikke fast i dine linjer, i dine brud.

Sæt-sæt-sætningerne glimter af vanvid og sol

og du, du driver med,

ubekymret og legende let, driver

ordene ned bag duggede ruder

mens jeg, jeg vakler i silende regn

fra den håbløse skrift  (en hudløs

bevægelse i dette mørke) til

mørket tætner og bliver som blinde.

Jeg holder øje med mørket. Jeg forvandler mig ikke. Det er ikke en skrift i blinde, og det er alt alt for tidligt at sige noget om noget. At følge med gennem aftenen til natten tager over. Aldrig mere, at gå i lige linjer gennem frosten, og glemme disse ubekymrede. Tiden er anderledes. Jeg hører radiatoren suse, jeg kan mærke det driver koldt ind fra ruden. At nedfælde linje på linje. Katastrofens venlige kløft. Det er et brev til dig, og dig, og dig. Jeg sletter jer ikke, jeg er ligeglad.

Så går jeg videre ned, gennem gården,

jernlågen lukker om mørket.

Vandet brænder nu, og vejret trækker

sig ind til min krop. Jeg lukker øjnene

og fortsætter videre, søger i blinde, og famler.

Bag huden blusser kødet af væske, mine hænder

i kulden (famlende blinde). Det er blodet som sort,

frosset til is, og mine fødder i stadig bevægelse.

Jeg ringer ikke igen, jeg rører mig ikke.

Jeg gemmer mig bag bag planeternes tavse,

du ler.

Stilheden hører mit hjerte
og ligegyldigt hvad
og at vide. Sætter mig i mit vindue,
kigger på byen, fortvivlet, fortabt.
Vandet koger, bordet er koldt,
det suser fra ruderne.
Det er det eneste virkelige
omkring mig
her i nat
Jeg spiser en kiks,
og sørger for mine læber er bløde.

fyldt med flager af is og træt og tom som nu
tegner jeg diamanter i havet
så afstanden ængstes af afstanden
mellem os, dine hænders fjernhed, sår.

At en båd trækker brev efter brev efter brev efter brev efter brev efter sig.

Jeg tegner havnekanalen i dit øje,

tegner sejlretningen ind mellem ørene, tegner

operaen ved din næse, havnebusserne henover hud-

en, tegner Knippelsbro fra munden med tungen

ud, tegner morgentrafikken langs læberne,

morgencyklister ned ad din hals, jeg tegner

gående, blinde, forvirrede fædre, barnevogne osv.

fra din ene skulder til den anden, tegner Børsen

og Holmens kirke ned ad din armen, børnehaver

og fordrukne stakler ned ad den anden, tegner

den sorte diamant i dit håndled,

lukker op.

Jeg roder mig ud i ruder af luft, roder og river mig i håret. Den enkle sætning, det skrøbelige. Så driver en sommerfuglesværm igennem mit værelse. Så driver snedriver videre væk-væk. Jeg kradser mig i hovedet til det bløder. Jeg haster efter mit hjerte. osv. osv.

en båd trækker en lille kløft efter sig. bjerge falder sammen. kløften forsvinder

Så en dag holder han op, går i stå, sætter sig, sætter sig på bænken, en københavnerbænk nede ved volden, sætter sig og ser på fuglene, ænderne, ændrer sig, falder tilbage, sætter sig tilbage, trækker vejret, langsomt, ind og ud, trækker vejret som han ikke har trukket vejret længe, roligt og uden at høre noget, bare sidde på den bænk, mageligt, nyde sekunderne, nyde livet, det er da et dejligt liv tænker han, og smiler ved sig selv, ved de stråler af sol som også har fundet vej ned til københavnerbænken, den grønne gamle bænk, ja, det klatter herned, tænker han, og lukker øjnene, her er jeg lykkelig, tænker han, her kan jeg sidde og nyde alting for mig selv. Det var dog utroligt tænker de, da han kommer hjem, helt stille er han, det var dog utroligt, ingen klik-lyde med tungen når døren lukker efter ham, ingen susen og brummen under emhætten, ikke nynnen og fløjten efter telefonen, dørklokken, ingenting, han sætter sig i en stol, gør sig det behageligt, åbner en avis, ser op, forundret, kigger på de to som om intet var forandret, smiler, ja, det er da i sandhed en forunderlig dag, smiler han. La la la

Han brummer under den, emhætten, sætter sig til rette og brummer. Det er sådan noget han er begyndt på, at brumme, fx. under emhætten, i badet, ved vaskemaskinen, efterligne lydene fra opvaskemaskinen, kaffemaskinen, computerens bløde støj, han brummer og han nynner og han laver lyde, i metroen fx. næste station Islandsbrygge, gentager ordene for sig selv, forvandler sig mere og mere til omgivelsernes lyde. Det er ikke fordi han gerne vil sige de lyde, men han kan ikke lade vær, han kan ikke slippe dem, han må fastholde dem, gentage dem, høre dem igen og igen. Det er hans måde at gøre det på. Bearbejde, nej, det kan han ikke, han vil ikke slippe sin sorg, også selvom det går hans nærmeste på, at han vender sig indad, at han forvandler sig, han prøver at lære det sprog, lydene, tingenes lyde, kanalrundfarten fx. ned langs kanalen, han har ikke noget imod den kanal, det er molen som er problemet, det er den han ikke kan holde ud, at de sammen skal tage derud og mærke vinden. Han er jo ikke blevet fuldstændig tosset, de vil bare ikke give ham den ro, vil ikke give ham plads til at bære sin sorg, være i sin sorg, han vil gerne klæde sig i sin sorg, klæde sig i de lyde, verdens lyde, som han tænker det, blive en del af verden, forvandle sig til verden. Tale som den, blive den.

Han vil ikke tale rent, vil ikke med ud til molen, nej, det er ikke personligt, det er bare blæsten, bølgerne, havets skum, du ved, angsten ved den store flydende krop, sorgarbejdet har ikke fået greb i ham, han vil ikke slippe den, sorgen, han mumler, taler udenom, nævner træerne: dunbirk,  smalbladet lind, bævreasp, og fortsætter: hestekastanje, østrigsk fyr, osv. vil ikke sige noget rigtigt, vil ikke være præcis, vil tale om træerne, kronen, de grønne blade, blodbøgens røde, osv. vil ikke tale rent, vil ikke med ud til molen, han holder igen, sidder i bilen og skumler, har sat musik på og vil ikke med ud, kom nu, siger de, du har godt af det,  han skruer op, han skruer helt op og er ligeglad, han vil ikke, han kan ikke, ikke ud til molen, ikke al den sorgbearbejdning, nej, fanme, han vil sidde og høre høj musik, vil ikke give sig hen til al den pædagogiske knevren, vil ikke konfrontere sin angst, sin sorg, sit indre mørke, nej, det tilhører mig selv, tænker han, skyerne flytter sig hastigt afsted som om havskummet var havnet deroppe, det ser sådan ud, tænker han, som om bølgerne havde pisket sig helt op i himlen og nu fortsatte videre ind over land.

Det simrer i gryden, sprutter og sprøjter, nej, simrer

i gryden, det simrer, syder og simrer, en sommer

i din første bevægelse: ind af dagen et stort smil og hej

ja, øh, hej, et efterår, tvivlen: et isbjerg, kælvende,

små klumper af is i den samtale, hej, vinter, forår,

sommer, efterår, vinter,

nu, vinter, i gryden, frost-frost og ned gennem

opgangens knirken: en hel latter af hej et forår

i bevægelse, ind af dagen et stort smil, sommer

og godt drøn, spruttende, sprøjtende, i bunden af

gryden: Løg, chili ingefær, ja, ja.

Det er det ødelæggende, at skrive noget virkelig dårligt. At kaste sig ud i verden og vide at man ødelægger det for sig selv. Det er jo sådanset ok. Fint nok. Det let poetiske. At omfavne ishavet, gletcherkroppene, at trække havet ind og tegne streger i sandet. Jeg ved ikke om det giver mening? Men det er måske ømheden. Det urolige mørke. Dagenes lette forvirring. Strategier, planlægning, tvivl. Sætningerne vakler afsted, tøver i det kolde, tøver i det mørke, tøver på vej ned ad trappen. Trækker intet efter sig. Lader det hele smuldre, forvitre.

Man må lære af sine linjebrud, holde fast i dem, fordre dem med nye sætninger.

Jeg har lavet

en helt forfærdelig

kop kaffe.

Den smager som den

jeg drak

i Beograd

i sommer.

Jeg kan ikke

glemme den

modbydelige

smag.

Og nu

har jeg selv

skabt den.

Sitrende, støvgrå, (stirrende).

Plant ikke

dine øjne

i mine

øjne, jeg

kan ikke

plante

dem

om

.

Jeg forandrer mig hele tiden

lærer jeg nye sprog

og nye verdener opstår i mit indre

spreder landskaberne sig

og forandrer mig hele tiden

lærer jeg nye sprog

og nye verdener opstår i mit indre

driver tunge gletchere, trykker gletcherkroppe

alt ned, ned, ned

Det koger bag øjnene. Ishavet. Kløften i panden, nej. Det koger bag øjnene, buldrer og brager og bløder ishavet nedover kinderne, bløder af isbjerge blege og knasende (knirkende). Nomade i øjnene, flygtig, flygtig, tager flugten videre væk-væk. At sætte sådanne sætninger i havet er umuligt og meningsløst: sæt-sæt-sætninger flyder i havet, flyder over af iver, af vandet koger, jeg lægger an til kaffe. Jeg lægger mig bare lidt i vejen. Øjekløftens kogning. Underligheder i det hele. Hele det hele. Halvere det halve. Halse med halsen brændende: Vinterens kulde sætter tryk på, aftryk, mærke, lalala.

At åbne en dør og se: Sorte sår lyser i det pragtfulde kød. At lukke den, døren, efter sig. At åbne døren igen og igen og uden at lukke, at lukke, at lukke. At åbne, at lukke, at åbne. Det er mørke der hænger i ordene (ishavets tøven). En sværm af skarlagenrøde duer buldrer om min tanke. At lukke døren efter sig. At gå.

(jeg er ikke mig, jeg er en anden)

Skyerne blafrer
som skjorter i vinden

Skjorterne blafrer
som skyer i vinden

Vinden blafrer
som skjorter i skyen

Skyerne blafrer
som vind i skjorten

Jeg er ører overalt

Jeg drikker min juice langsomt, roligt og langsomt drikker jeg min juice. Det er mangojuice. Det er kølig mangojuice. Solen er gået ned og jeg drikker min mangojuice helt roligt. Meget roligt. Den er tyk, juicen, og lys orange. Tyk og sød. Jeg drikker et glas. Jeg drikker to glas. Jeg bliver ved.

skriver du diamanter i jorden
skriver du himlen
skriver du ishavet, angsten & ishavet
jeg tror lige jeg fusionere mit poetiske flow,
lægger an til et par tricks,
vildt god juice!

jeg tænker det kan da godt forsvinde.
Skriver du diamanter i jorden skriver du diamanter i jorden.
Nu er jeg på vej væk,
tilstedeværelsen er bare et andet værelse,
tilværelsen. Værelset inde ved siden af dunker af hård bass, han er nok en idiot.

Jeg tror det nye sprog er et andet og et gammelt

og det er tykt som om isen var lavet af dej.

Langt ude. Helt åndssvagt.

maskinen klaprer sit ubrugelige bifald.

Det summer i kroppen. Det summer i gulvet. Det summer i væggene. Det stikker. Det forandrer sig. At tale korrekt, at stirre på himlen til gulvet knuses. Jeg har bare sat mig til rette med et glas mangojuice og tænker lidt på det svære liv. Så lækkert! Man undslipper ikke virkeligheden, og man undslipper ikke sit hjerte, sit lille fortvivlede hjerte: Jeg tror det tæller ned. En to tre. Vær med!

Det koger i øjnene, beatet, gryner
og griber om sig,
klumper sig sammen i halsen,
klinger,
klynger,
flænger fat om, fat i, flænser
ned gennem ryggen, griber ind i de dovne dage.
Hør engang: Jeg har det helt fint med
henover hånden glider en blød bevægelse henover byen
(blødt) glider ishavet henover ishavet glider dine læber
din mund dit smil dine øjne

glider henover ishavet glider henover berøringer (blidt) glider
henover øje øje henover næse glider henover havet strandet engen
glider henover.

Jeg går ind i alle som ånde og trækker vejret efter mig. Åh, lille forvirring, har du det godt med de andre. Skønne og smukke.

Skyer læner sig mod natten mellem sproget og mine fingre. Det brænder og mumler og vil ingen steder hen. Du lægger dråber af drømme og salt, små anstrengelser, små sitrende ryk, i hver berøring blidt. Kredser om flyenes fortvivlet. Når sproget ikke kan finde vej. (noget sort). Det summer i kroppen. Det hamrer.

Jeg har stået til rådighed for alt

Kolde fødder. Dagen begyndte med et nyt sprog (altid det samme) og et nyt mirakel af væske, flydende og stammende. Jeg krøb efter, jeg lod mine øjne følge det (dvælende), lod stuerne tælle sekunderne og gik udenfor følgende sætningens et to tre ned ad gaden, ned til søerne, udover søerne (den blanke vinter) til det forsvandt igen. I mit hovede fortsatte jagten, uden mål.

Jeg jager hvepse. Jeg jager bier. Jeg jager ænder. Jager i blinde (en -). Det er noget med at prøve sig frem. At lægge det åbent, at det er svært, svævende. Samfundet bevæger sig i en anden retning. Det er ikke noget jeg forstår mig på. At milliardinvesteringer bliver

det er længe siden (din finger)

dagen dæmper sig langsomt til aften.

jeg hører ikke til. jeg går langs stranden

jeg forvandler mig. det er ikke flygtighed
en. det er ikke et tilfælde.

Bag ishavet knirker og knager et sprog for sig selv (nynner en sætning)
og arbejder sig, sætning for sætning, længere op
til en sætning sletter sig selv i en sætning og lukker sig
og bliver ved med at arbejde sig op.

Til dit første spørgsmål: Jeg vil ikke svare, mønsteret
tegner sig henover hånden, griber fat, rubinen (juvelen,
smaragden) glimter og glemmer sig bag bjergenes
skitser (svage streger mod himmelgrå, blødt), under
klipperne, under den tunge sne, jeg vil ikke svare
på dit andet: skyggen (den blege) forsvinder
brydes mod en menneske-
dags flygtige. Altmodisch og ung og frisk som nu,
til dit tredje, åh: Een og samme ting omgiver mig.

Skriv som om du jager det flygtige, det tilfældige. Butikken fx. en juvel i dit blik, en smaragd i dit øje, et smykke om angsten: ligegyldige sten. Fortæl mig om hver sætning på flugt fra havet (det stiger derinde), hvert tvivlende ord, vævende (hvirvlende), grønne ord, grønne fingre, grønne øjne. Jeg ser på træet. Dets blade. Nej. Lad det nu ligge. Skriften er et bål, der tændes, der brænder, der går ud (der flår hud

en af sin gang ned ad gaden. Hjertet hamrer og hamrer. Følg denne sætning. Strike.

Grå øjne. Grå himmel. Gro. Gro. Grå himmel. Gro øjne.

Det er ik ke

fordi skrift en aldrig kommer det nær mere.

Grå øjne. Grå himmel. Gro

Du rører det ikke

Du nærmer dig ikke

Du fjerner dig ikke

Nomade. Vandrende ud i ingenting (talende), syngende, svævende (syngende), spadserende, vandrende, drivende (nedover byen, nedover byen), syngende, synkende, søgende (regnvejret forventer ingenting), talende, ikke-mer talende, travende, traskende, trættende. Når du ikke taler det samme sprog men et andet. Flygtende, drivende, synkende (syngende).

Blodgrå (drivende) vinter af flugt, af flygt-

ige billeder, vanviddet findes, fjenderne
findes, hverdagen findes, finder frem

Først drikker jeg kaffe. Vinden larmer mod ruderne.

Jeg læser ikke avisen.  Jeg sætter
sorte stjerner i din søvn af sprog (et smykke)
i hukommelsestabets evige forår.

Det er mest af alt et virvar inde i mig selv. At skride af sted nedover fjeldene, sammen. Igen. Set eta mest af alt. Det er mest af alt et virvar inde i os selv. Drømmene der langsomt forandrer sig: Mareridtslængslen, det blodige alvor, det frynsede kød. Når jeg lukker mine øjne lykkes det ikke. Jeg ser fortvivlelse og dyrs skrig, ser øjnenes hvidt-hvidt og væskens boblende nedfald fra næse til udtørret ørken. Det er en flugt fra de billeder. De fanger mig. De sætter deres aftryk. Sætter hænderne fast i havet, og pumper sig ind under øjnene, ud af øjnene (havet er salt, himlen er salt, mine kinder er salte). Dét er patetisk. Men hvad?

det meste er kløfter i øjnene,

muligheder for nedfald, udfald, indfald,

overfald, anfald (af tvivl), affald:

det meste er ture ud i det blå

på jagt efter sprækker i skovene, i ørknerne,

i byerne, sprækker i fuglene, i menneskenes

sprækker.

med øjne mellem linjerne
bryder dine læber

kødet (saften driver nedover),
dine tænder lukker sammen,

du synker. du åbner
læberne, omfavner kødet

(friskheden overvælder)
dypper føderne. somme-

ren hav-
et efterhånden har du spist

Begyndelsen dirrer, dier i sætningerne, prøver sig frem, tager et skridt i en retning (en helt anden retning), forvandler sine fingres dans henover tasterne. Jeg ved ikke om det er dét poesien skal. Lær dig et sprog og tal det i tunger. Lær dig et sprog og tal så det runger. Mine lunger åbner og lukker sig (Gunnar Wærness), mit indre er modbydeligt. Kødet blævrer. Blodet pumpes, pumpes med dagene. Sætningerne sutter, slikker og bider i ordene, suger saft ud. Kraft ud. Vokser og vokser, forvilder sig, forskyder sig (udløbere, videre væk), formerer sig. Glider fra dagene og sætter sig i natten, i mørket. Sætter sig langs gaderne, langs søerne, langs tilfældige menneskers flygtige. Blikke. Bevægelser. Berøringer. Ordene synes ikke om sammenhængen. Dingler i træerne. Overvejer det tilfældige. Overvinder det flygtige.

Men kødet er salt og bølgerne fulde af brud
i linjerne,

i knoglerne, i kødets linjer af mørke
ser du himlen rejse sig

du ælter det, du banker det
du steger det, du spiser det

du trækker dig selv væk fra havet,
du masserer det, du lader det ligge

i øjnene, lader det plante sig
ned gennem kroppen

du tygger det, det vokser
i alle retninger.

Jeg tøver. Første person flertal. Anden person ental. Tredje person: tal ikke om de demokratiske kræfter. Tal ikke om dem. At tale videre som om intet. Fuglene kredser om taget (de bor deroppe), fortvivlede måger. Hvordan er du endt her? Hvordan sætte gang i en ny skrift. Tillad dig alt, og kom andre i møde. Lad en gletcher bygge, lad den kælve. Lad os ikke tænke på verden. Lad os ikke tænke på verden.

Når der ikke længere tales, når sætninger som ubeskyttede fly, som drivende formationer af kød sættes i land, slettes i land og begynder forfra, genopbygger de vage metaforer og sætter alt ind i slidte klicheer.
Når der ikke længere tales, og de små hår på din hud rejser sig: Dagene driver videre, timerne. Når der ikke længere tales, når poesien ikke længere åbner og lukker sig, ikke længere er en sprække i dagene, ikke længere fortsætter ud i ørknen af is for dér at sætte farten op og fortsætte videre væk. Når der ikke længere er fremmede sprog at lære, når tundraen spreder sig i dit indre og du ikke længere taler det samme sprog. Når det samme sprog er et andet og ikke kan findes. Så dit.