(1:59)

Jonas ligger på gaden

og byen er en hval

en mægtig akustik af blod der ikke fejler

en spejlsal der sejler et bal der drukner i dansende tvillinger

vi drejer rundt om det og sådan væves hjulet som vinden skriver sin sang i

 

 

(01:48)

det er muligt at tie som to fisk

Jonas tvilling vender sig mod månen

kursen på kortet, de stiplede ruters rytme

rester af musik der huskes, brudte spor

det du sagde var skatte sunket som kviksølv

jeg har ikke fortalt at jeg er forvildet som en ubåd

der ikke mærker orkanen men temperaturen stiger

jeg må op herfra jeg er mægtigt kød

og jeg er en boble der vil være ilt igen

(01:35)

man kan gemme lidt hav i lommen

og lukke det ud igen et sted man gerne vil flyde

*

jeg hørte om en sopran der ikke kunne synke

en gang hylede vinden så højt i hende

at det ene bryst sang sig ud af den højeste C-skål

så hang det der og kiggede olmt på teaterets passagerer

som en søko på land

(01:30)

( )

der er noget jeg ikke har sunget for dig

( )

Jonas, kaptajn af den gode parantes Hvalen

tier som sult

havfruerogn der brister giver ingen anden mening end det muliges kunst

havfruer og på bund af sprødt hav mellem stenene

det er ikke utænkeligt at synge om den slags

at stilheden er en sult efter lyd

at lyden er en sult efter stilhed

at sulten driver dig hul af blæst

en krop er en stime af opspærrede øjne

har du hørt lyden af øjne der aldrig lukkes

 

(01:19)

det usagtes akustik er en krop på gulvet

den hæver sig sænker sig

forsvinder bag

fremkommer over tankens bølge

skummet om den åbne parantes lyser

holder dig vågen lidt endnu

brystet hæver sig som en sky glider fra månen

Der er noget jeg ikke har fortalt dig

siger Jonas højt til sin tvilling i væggen

(01:12)

sidstesangen

intet kan overgive sig i stilhed

Jonas nynner denne tanke

og hvalen nynner med

det levendes bevægelige akustik

kan ingen bygning overgå

 

(01:07)

på toppen gynger det mest

her er det koldest og lyden er klarest

der går din sang ned som den sidste

mens vinden stryger sin bue over ruten

nordlyd gennem ørets prisme

(01:02)

noderne fryser til hvidt

tungen klistrer fast til en mast

så tabes sangen i et splintrende kor

(01:01)

stilhedens pause er støjen

når huset hviler sig

og rummene vælter

vi vugger ved meningen af dette

finder en mening der kun kan synges

mod terrassens halvtag synger solnedgangen et kor med en gyngestol

det er en film jeg tænker mig til

en dør åbner af sig selv

(00:50)

når cellisten gynger

forsøger hun at vinde over havet

at klynge sig til strengene over det massive blå

instrumentet giver sig lidt på vejen mod nordstjernen

kulden indfinder sig

de små fejl der gør det hele så smukt

*

at huske den flyvende sommer

den kan krydse oceaner

med de små edderkopper der bæres langt på en tråd

over tabt lyd af skibbrud

stilheden i de havarerede instrumenter

over kraniernes hjem for druknede stemmer

(00:32)

Elizabeth,

jeg forstår ikke et ord af disse sange

det er fixpunkter af hvad jeg tror at genkende

derfor lytter jeg så intenst som en edderkop

med mindst et ben på min blinde verden

væver et mønster mellem dit dybeste dit højeste

havens fixpunkter i al slags vejr

når din stemme gror og gror så vild i sig selv

over sig selv som busken over busken

døgnet der skifter og verdenen der fortættes i dette mønster

telefonen ringer som en flue

noget du ikke sagde flød ud af min mund så hypnotisk som gift

jeg gjorde intet andet end at svare

(00:22)

nynnen som genre

klassisk nynnen (opvarmning eller scenens komme i sopranens bevidsthed)

elektronisk nynnen (vrik med tynde kobbertråde gennem rygsøjlens)

popnynnen (størknet cola i rillerne på vinylet, pickupper syltet)

surfpunknynnen (to nonner der deler den trettende øl , den ene inhalerer den anden, den anden puster kyssets røg ud som et lys)

skyggenynnen (sætninger uden genkendelse ladet med din egen sang)

dødsnynnen (stille growl, hovedet der hænger slapt, hvert menneskes genre)

(00:11)

det næstbedste efter bordellerne er druknet i stilhed

er det vi finder i ventilatoren omkring kl 6

det er legitimt at arbejde med

det er OK

lytte til sine europæiske fantasier

vi drikker og rejser skibe i flasken

og rejser i det vi kan huske om sådanne fartøjer

hører sejlene slå i vinden som frakken om knæene

på vejen hjem

 

(00:0!)

hun gyser som huden på en golfkugle

hole in one i langt græs

det vilde

ender med en mor

en ro indfinder sig som en begyndelse

en ro indfinder sig som lyden fortsætter

en ro indfinder sig som lyde stopper

en ro siver ind i bygningen

 

(23:53)

kvarteret besætter mennesket

lyden af den kærlige mælk er den samme

hendes pludselige trang til at smide tøjet

lade biologien råde og fornuften rådne

hælde som et hus

drikke dets sælsomme

så knirke en forførende bemærkning

(sitrende kliche)

ingen plettede løvskygger kan overgå hudens fraseringer

(23:31)

hæst

den forbrugte stemme

de forbrugtes stemmer

endeløse cigaretter

balkonerne i Westend er for smalle

ludere 1904

synddage

spøgelser 2011

en orange ildflue med filter

styrter ned fra ugens syvende sal

for at hvirvle lidt videre på gaden under

en hosten og lidt hæst

så vender hun sig og går ind igen

(23:24)

søhestecirkus
søløvegabet om dit hoved
du er søens centrum
sirenernes smælder med de stærke små fisser
dine gabende gæller råber begejstrede bobler
og pisken stikker søde huller
piblende latter/gråd
mere mere mere
sådan
cirkus

(23:08)

gråd/igle
sortslang dig her
kysss mig
som den lampret du er
jeg har masser af stjålet blod
fra den forkerte side af byen

(23:04)

Sådan en pæn gammel dame

Sådan en pæn gammel dame der synger

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør og et porøst fundament

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør og et porøst fundament der krummer

Sådan en sær gammel dame der synker så dårligt som en usmurt havelåge og et skab med flakoner der hvæser når de åbnes

Sådan en sær gammel dame der synker så dårligt som en usmurt havelåge og et skab med flakoner der hvisler som sej efeu når de åbnes

Sådan en som Sandra Super Sadisten Miss Vandala

Giver himmelske pinsler

Slemme, Slemme dreng

Sådan skal du lyde

når du går op

(22:54)

Et spejl eller en tvilling derude

på tågedage hvor verden går i et

det første skridt ud

i toppe og dale

vi mødes på midten af disse ujævne nætter

ænder lander på det blanke stille

trækker et drivende V

Vi længes mod vi

*

På en af søvnens plateauer mødte jeg Steen Jørgensen fra Sort Sol. Han havde glemt nogle indkøbsposer som jeg fik.
“Steeeen?” knirkede jeg da en låge gik op. “Du kan godt lide poesi, ikke?” Så kiggede Steen vandblåt på mig og stilheden indfandt sig.
“Ja”, svarede han mens han så vemodigt ud mod vandet. Da jeg kørte hjem stod alle støvpunkerne i vand til livet og så efter klodens krumning.
Ingen sagde noget.

(22:30)

Du var et spøgelse det sted og jeg prøvede at optage og bevare dette væsen. Men der var ingen at se. Der var kun lydmønstre, kuperede terræner, varierende grader af øde. Dybe dale af trægt buskads, uro i kroppen, halvt lukkede øjne så hvid som brænding

morgen

revler på lagnet

alt for dybt om sengen

(??:?4)

(22:22)

du nynner om igen

og igen og i hver gentagelse

en cirkel af mursten

et tårn former sig

en orkan udenom

*

sjælen synger i søvne

*

Jeg var et spøgelse det sted og jeg prøvede at optage og bevare dette væsen. Men der var ingen lyde. Der var kun bevægelsesmønstre, undersøiske landskaber, varierende grader af turbulens. Dybe grave af træg søvn, urolige revler, brænding så hvid som svaner

(22:07)

vær som en elevatorskakt om natten

du lyder altid af noget

en urolig stilhed

lyde af dagen der ikke kan finde ud

din tvilling er på vej op

lyden af en klokke øverste oppe

bag skydedørene ingen

lyset er unødvendigt nu

 

 

(22:02)

ørets trampolin

sopranen stiger falder

kjolen pulserer

*

kjolen pulserer

som goplernes klokkekor

langsommere og

*

og langsommere

svæv længere i tiden

forsink din ynde

 

 

(21:45) Alle kvinder

Alle kvinder der læser dette skal iføre Jer en pels af knurhår

Alle kvinder der læser dette skal forvandle Jer til hekse der forvandler sig til katte

Vi kan bedst lide når I er katte

*

Alle kvinder der går rundt under buskene skal vride sig mellem skyggerne

Alle kvinder skal være liderligt grå

Form ikke farve

*

Alle kvinder der læser dette skal knurreknurre så dybt som I kan

Alle kvinder skal spinde som edderkopper

Alle kvinder skal pakke sig ud

*

Mon dieu!

Listende bjælder

Balkoner med novemberhorer

Orgier med pauker

Pumpende takt og toner

(21:30)

hør denne sværmen

af tunge kontrabassers truende

bombemaskiner i orkestergraven

du iklæder dig rummet

du iklæder dig dette cockpit

du er bygget til denne maskine

du iklædt Juncker JU87 Stuka Styrtbomber

Jerikos trompeter stiger mens du I lader Jer falde

og alt om dig falder smukt

og bomberne dykker som kaskelotter

og alle skal vide at I kommer ned

se terrorens æstetik

*

kejserens bombeflyver synger i sit bur

et spørgsmål om dimensioner

lyd i forhold til lyd

selv rædselen kan synge

et spørgsmål om dimensioner

vi samplede hende på hendes yderste

det rallende med mere og mere ekko

Et spørgsmål om dimensioner

et menneske der krænger og går ned

det var ret nyt og det endelige ligger jo lige

et spørgsmål om dimensioner

er melodien slut?

*

stilheden efter en bombe er noget særligt

den går gennem dig

som en nat

(21:16)

Mit hjerte er af mahogni

Jeg vil helst ligge i et hjørneskab

rundet af flakkende skygge

eller flakkende lys

alt har to sider

som den mønt du betaler med

*

!rednetrab

trecnokseslegøps ne go netgisudrjev mellem nelanak mar

arfgab

*

Nå, Erik, hvordan er livet? Hvad ønsker Herren i aften?

(21:04)

Denne ny gamle ven, antikvitetshandleren, er næsten to meter høj. Pludselig står han bagved dig. han har røget cigar

Kombinationsevnen. At sammensætte møbler som mad. Han hvisker et hoved højere oppe. Fortroligt. Som om ingen af de andre kunder må høre det.

Servante bordet og det franske spejl sammen….

Hold kæææft mand

Og Christian den 8 skabet og de russiske kandelabere med næsten nedbrændte vokslys kl 3 om natten.

Jeg siger dig…

Ja, de er flotte, ikke? De er franske. Jeg sælger dem ikke. Men de tre på rad over salonstuen….

For Saaatan da…

Og den der bombekommode er ægte. Den og så lampetterne med pærer på laveste blus….

Nej, nej, nej…

man vil ikke udenfor, vel?

(20:52)

Denne begyndende hang til antikviteter. Krummelurernes fornægtelse af verden anno 2011.

Ethvert møbel må gløde som en cello.

Ethvert lys må hylde hver sin årstid.

vi spejler os i flækket marmor

Alle glas må have pest.

Lysfester. Vi tændes når hovedafbryderen slukkes.

Vi danser kun til lyden af støv

Velkommen.

(20:29)

lydinstallation:
psykopomper i masseslagsmål

lydinstallation:
koncert for gyldne urfjedre

lydinstallation:
fyldte lejligheder lys der fosser mellem sprosser

lydinstallation:
gentagne krumninger af kvindefodsvang

lydinstallation:
musehjertekor visnende scene

lydinstallation:
10 gram spind og en zippolighter (loopet)

lydinstallation:
dybdeimplosioner

(20:20)

løbe vildt ad stier

i en labyrint af lyd og

stå stakåndet i pausernes lysninger

lytte efter forsvindingspunkter

ufattelige vidnesbyrd

røde ahornblade

arkitektens glemte visitkort

åbne og lukke hænderne som fugleflokkene letter

at flyve gennem lejligheden

*

kun jazz med bygninger af vingummi

kun rock med spermsolo

kun folk med urhavet

kun afkræftet hensygnende klassisk

fingre der næsten ikke har kræfter til at trykke tangenten ned

andet end på det helt skæve tidspunkt der ikke længere er skævt

kun elektronica med løse forbindelse

kun heavy med kviksølv

kun shogaze med snørebånd der sprænger

(20:06)

det næstbedste efter døden er at sidde her og nynne med fingrene

over et tastatur

nogens krop

et instrument

en kat fyldt med efterår mellem hårene

***

der gror mere og mere sølv ud af min hovedbund

mellem hårene ligger soveværelsets stillestående

senere gader mellem lokkerne

og så tager rytmen til som byens gamle kvarterer der hæver sig og sænker sig

sværme af prismelysekroner mellem bygningerne

vi kan ikke holde mere elektricitet ud

det hele må gerne gro til

***

i Tjernobyl er ulvene flyttet ind

deres naturlige livscysklus gør at de ikke når at få kræft

de synger som altid

(19:46)

Lyden er blæk

tiden er en summende nål

billedet af et skib på din vrangside

(19:42)

Huset er på vej

men det er stort og langsomt

så jeg ved hvor det bor

og det bor cirka der hvor jeg var

jeg var en parantes på tolv år og jeg red på taget

mod solnedgangen hvor Mike Oldfield uden at vide det spillede om kap med solsorten på antennen

og jeg hørte alt for luften stod stille den sommeraften som jeg slugte med hver en celle

den tid hvor intet kæntrede men alt var på vej op

og taget var lunt da mørket faldt

og jeg gik ind for at se

gennem loftet

(19:33)

spurvene i hækken kunne påvirke

villaens beboere lidt mere målrettet

hvis de organiserede sig

Mennesket kunne påvirke spurvene i den retning

hvis det gav slip på sin orden

Det er som det er

og hækken er et vandfald af sange om fjer og sex og katte

 

 

(19:22)

Drøn drøn drøn

Rung som et agern

Kling som værelsets verdensrum

(19:17)

Søde lille Satan

Onde, onde Pan

Din pik taler med dobbelt drøbel

og virkeligheden er ikke til at stole på

følg din løgnagtige natur

drøn

(19:14)

alle huse synker

alle hylder skråner

lydene flyder ud af skabene

fundamentet slår rødder af tomhed

og nedenunder alting

holder Satan technofest

så alting smuldrer

og kun skoven står tilbage

(18:58)

at savne verden så hult

som en pauke fyldt med blæst

hvert skridt slår et slag

at næsten blive kørt over

helst midt i noget smukt

(18:42)

i munden sværmer en kugle af ildfluer

ubeslutsomme blink brag og

mundens teater er rødt af tungens uro

luften er tyk af venten

landet kommer og vandet kommer

og hun kommer og kommer

køligt ud af munden

og musklerne i halsen spændes

spiller uden en lyd

denne skamløse optakt

denne sang til de elskende i alverdens marker

inden ilden tager fat

(18:26)

der er højt i dig

som en fabrik

der er stempler

der er puls og muskler så blanke som skæl

slået i metal

der er lyde som kager af rust

der er have der æder sig ind

insister på at lytte til rust

tving rytmen

vær ubønhørlig kærlighed

vær ubønhørligt videre

(18:11)

det synes til

det synes fældigt

det synes sammen

det synes sat

det synes af ingen

det synes af ting

men under koncerten buer baldakinspindet

du hænger der og venter med hovedet ned

og kløerne i slået i lyden og dråberne

døgnets kølige tvillingeprismer

violinens farve der syr sit bytte ind

(17:52)

det starter med enkelte toner

lange buer små paranteser

klodens krumning

ryggen på et stort væsen på sin vej

parabler fra æbler

kastet

som vind der stiger og falder under kraven

som en bølge og en til om hjørner

sådan vokser verden i størrelse

sådan bliver der højt til loftet

alt bæres hurtigere afsted

og Jonas synes haven ligner kysten

og huset slår et slag med halen

(17:32)

at trække sit ansigt for

at trække sit ansigt fra

øjenhulernes tragtspind

og i hver hule en grådig ejer

halvt lurende halvt sovende

tvillinger kloner i hovedets busk

du lyser og rammer otte prismer

et blik af sølv vil fare ud

for at bære et offer ind

“Kender du Satie?” spørger jeg

Det er blevet mørkt udenfor

og hvert spørgsmål er på rov

(17:15)

når det tyste ( ) braser ud af skoven

som lyden af lyd der forsvinder

når gardiner der falder til ro

som noget der glattes af sin egen vægt

når det slutter for at begynde

som ansigter der giver endeligt slip

synes yngre

og stilheden en begyndelse

(17:02)

din bror

Jonas, den vilde

synger og sangen er tung og blød som en sweater

med æbleråd og tågerne fra haven

det er umuligt at styre denne lykke

over stilheden

umuligt at sige hvorfor det er lykke

over denne tid på året

hvor edderkopperne er bombetunge som adamsæbler

Jonas nynner spind fra punkt til punkt på denne tid

skriger uden en lyd

tramper med poter

det giver ikke mening for det er bedst sådan

Og edderkopperne syr verden sammen

over et sovende rensdyrs hoved

(16:50)

om kloden

og lyden af rejser på rejser

om kloden

en søvnig færge

slukker lygterne rundt

om kloden

ligger havet blankt som en kniv

om kloden

en rejse skræller og sliber Jonas verden til

Jonas der ligger som redt på tungen af sig selv

han er  vel opslugt af lofter generelt

selv hotellernes halogener, finéret på væggene

dette koøje er endnu ikke mørkt

det starter med en rungen

så synger Jonas

så stille og bestemt som en villa

det er helt rigtig at runge, at knirke, at knage

at lade alle låger gå op

(16:31)

en tone så rigtig som en alvidenhed

renser blikket og øret ser

klart som en kniv gennem tågen

og der

bagved tågen

er der mere

tåge

 

(16:27)

derinde bagved tågen bor din tvilling

derinde sover villaen i alt sit bagved

vi  har gjort den stille med musik

værelser ligger ravnsorte hen

som hjørnet af haven det efterår

dage hvor man kun kan synge med en kniv i halsen

nætter man føler noget blankt

(16:12)

det kunne være hvilken som helst by

med dens løse forbindelser

fordums fester ekkoer drømme om stormomsuste steder langt væk

jeg var lille og radioen i køkkenet havde disse blandinger af vejrudsigter susen opera susen jamen det er da spændende med deres søn fru susen Østersøen, Dokkerbanke og Hebriderne og strygere strygere strygere en hel mur af susen og ja fru Jørgensen så må de snakke med deres nabosusensusen er det mon havet imellem alt det

vi kunne kigge også lidt ud af vinduet ad koøjet

tænde et fyrfadslys og nyde turen

vi kan ikke vende om

(15:57)

Hvalerne i Vivaldis soveværelse

krystallysekroner & gopler

uret der tikker

Jonas trækker vejret og venter på at fuglene tager over

noget letter som en pause

det

helt

rigtige

sted

(15:41)

at isolere alting for at se den store sammenhæng

at rytmen er den samme i latter i gråd

i sommerfuglens vuggen gennem den fede pudrede sommer

det astmatiske mellem det du græder eller griner hysterisk

ikke tænke på hurtige harmonikaer

ikke tænke på de små piv kaninernes brystkasser giver

når de giver efter for den næste generation

puls puls puls & havet havet havet

sinus & populationer

ikke alt bliver til noget

men lidt af det der ikke kan siges bliver her hos dig

(15:25)

Et opkald

radioen summer af virkelighed

(…) vi er her

dette er Westend, København, Verdenshavet

i gården er der kaniner

de er liderlige uden for enhver kontekst

mens de korpolerer med blanke øjne

Jeg tror de hører Vivaldi imens

og det gør de ofte

og vi er her

som duen de forsøgte at voldtage i torsdags

med blanke sorte øjne

Vivaldi selv

har givet slip på sig og sit værk

(15:18)

jeg har lånt mågens ene vinge

og ladet den skrive noget der forsv

lidt suk lidt bobler på overfladen

der slipper deres usagte løs

det der er mellem disse punkter af gråd af suk

af nå men

vi var som vejrudsigter

forudsigelige form men ingen ved hvad musikken bringer

læg på og knæk nod

erne over

resten må du bare ånde dig til

(15:11)

rungende truende kontra

når det kun er åndedrag i telefonen

ikke radiostilhed

heller ikke kontakt

havet eller gården

jeg kan huske lyden

et suk (…) lidt gråd (…)

et suk (…) lidt gråd (…)

“fordi…”

og om igen drev vi væk og væk

jeg havde lyttet til havet i dette bryst

du havde lyttet til havet i dette rum

det er selvfølgelig bare en krop

som hvalens som koens som villaen dog vugger

det går over på den anden side

hvor køerne står og kigger

og husker du

bare at ville drukne under dynen

(14:57)

har du hørt det store hvide?

har du hørt det store sorte?

har du hørt det store hvide?

har du hørt det store sorte?

stille ko

i landskabets dønninger

levende du

som jeg

derfor siger vi ikke noget

vi kigger og lytter

der sker ingenting

og lyden er fantastisk

som kronen vokser

som hovedet suser

så vender du mod lysene, gården

vugger hjem som en hval

alting pulserer

kornet pulserer

fingerspidserne skifter farve

så slår vinden om

så slår det undladte en tone an

 

(14:48)

stilhed med brus

parantesens kapsel

et led på et led

en plante der klatrer

og tiden svømmer

og villaen forsvinder

at blive sin mystiske nabo

det er sikkert, årevist

det er derfor jeg siger ikke noget lige nu

celloen ønsker vi går ned

om byer bestiges af efeu eller ålegræs

arkitektens oprindelige drøm

(14:37)

i hvalens balsal

trækker hjertet vejret

tvivlen kæntrer

rejser sig med bunden i vejret

det duver et sted derude

jeg kan huske festerne

tæt på havnen

lysene på land

den varme erindring

lyden af reb

lugten af tjære i dit hår

dage hvor alt føles nordpå

og intet kan siges anderledes

(14:30)

stregen noderne står på

en kniv ude i køkkenet

noderne er blinde

lysende i hulen

jeg vil ikke forlade dette sted endnu

alt må mangfoldiggøres

noderne må hugges over

jeg lyder bedst gennem løse forbindelser

de blinde lyde

små destinationer

ruter der endnu ikke er tilgroet

sulten indfinder sig nok

og nok er rigdom

(((( gællers

((((granatrøde

(14:21)

Vi er Jonas

Vi er rungen

som huset der synker

Vi er dem der kæler for rurerne på ryggen

Vi er lyden af det krummede det der bruser mellem kolonierne

Vi er den hvide skrift af det efterladte

Et tag der forsvinder

Børn væk og tilstede

Børn neddykket i en villa

der bare ligger der og kigger

op i ribbenenes tangenter

nu lyder det gråt udenfor

 

(14:13)

værelset

Jonas ligger slugt

og kigger op i loftet

op gennem denne sang

halen der slår sin vej

med rummet

kunne Jonas sige rummet

i brystkassen der hæver sig

sænker sig

(14:10)

huset knager, tror jeg

det sejler der i græsset

brystkassen bladene

alt det der bøjes lydløst

kan jeg høre

den mystiske nabos baghave

(14:06)

umuligt at høre

denne kæntren

de tunge dønningers knagen

hvis ikke vi er her

øjeblikket celloen krænger

vi vil synke

vi vil i havn

(14:00)

Kan du høre

(                               )

sådan starter det