Cecilie Lolk Hjort: Noahs Ark

Cecilie Lolk Hjort deltog i konstantskrift tilbage i februar. Jeg inviterede hende til at deltage, fordi jeg holder meget af hendes digte, men der går noget tid endnu, før vi får et samlet værk i den genre fra hendes hånd. Til gengæld har Cecilie udgivet en ny samling kortprosa med titlen “Noahs ark”. Her skriver hun om dyr, mennesker og ting. Lad mig som anbefaling citere en tekst herfra:

Sommerfugl subst. -en, -e, -ene

Ingen mestrer genfødslen som sommerfuglen. Når larven har spundet sin puppe omkring sig, æder den sig selv op indefra, til kun en ensartet grød af fordøjet væv er tilbage. Åbner man puppen i denne fase, ender alt i en pøl på jorden. Men lader man puppen i fred, begynder organer og lemmer at danne sig ud af grødens ingenting, til al væsken er blevet til en sammenkrøllet sommerfugl. Et dyr, der har fortæret sig selv to gange. Den maser sig ud af skallen som et insekt af sin hud og pumper sig selv op ved at slå med vingerne, så de fyldes med blod og folder sig ud. Og så flyver den væk; Det er næsten ikke til at fatte, at den engang har været en larve. Måske ved den det heller ikke selv, ligesom planten ikke ved, at den engang var vand, der faldt ned fra himlen og blandede sig med den bløde jord. For hvilken nytte kunne den drage af at kende sit tidligere jeg?

“Noahs Ark” af Cecilie Lolk Hjort er udkommet på Forlaget Nulpunkt den 6. oktober og koster 125 kroner. Kontakt forlaget eller find den via Bogpriser.

Morton Feldmans String Quartet No 2

I 12 timer publicerede Christian Meisels Asmussen og Erik Scherz Andersen 126 tekster på “Hvis skriften standser har den aldrig været her“. Vi skrev op imod hinanden og Morton Feldmans String Quartet No 2.

Det hele startede med indlægget “Tid tager ting [14:03]” og sluttede med “[01:58]“.

[01:58]

der er hjerter i hånden og spøgelser i
kælderen, der er bjørne på vej ned under
isen, der er øjne med vandskader
og stjerner af salt i renderne i natten
oplyst af fregner langs ryggens husmur
der er engle i sneen og lys i
vinduet, der er mennesker
der aldrig har prøvet at sove
med et andet, der er senge
åbne som enge, der er korn
til de blinde høns og kys til de
lukkede munde

(01:49)

når vinterhimlen kommer
med sine skyer af isbjørne
vil jeg stille mig i sneen og pege
på det sted hvor isen er tyndest

[01:47]

den sidste chance for at
at skrive et ekko
ind i den følgende dag

penslen, taktstokken,
tungen der ligger roligt
og venter på selskab

sådan går det frem og tilbage
uden at overbevise nogen
om sin forbliven

(01:39)

Jeg ryster på hovedet
når du kalder mig digter, jeg
ryster på hænderne
når jeg læser op

Drøm [01:36]

isbjørnen er er en drøm, jeg kigger ud af munden på
og spejlet er det åbne hav, det åbne ansigt,
jeg lovede dig en plads i

*

gulduret er en havelåge om hjertet
på den sultne fisk i mit bryst det banker på

(01:31)

du siger at jomfruen er et stjernetegn
jeg ryster kærligt på hovedet
og stikker dig en finger i røven

(01:28)

polarhimlen er fuld af isbjørne

(01:25)

jeg ville ønske at du huskede mig omvendt kronologisk
og at vi snart ville mødes igen

[01:23]

vi lægger enstavelser i kasser
og trækker tøjet over tøjet
det er på tide at vende hjem
fra den sidste time og lade ordene
stå for sig selv

hvis jeg ville have en bror,
havde jeg været nødt til
at spørge en anden.

(01:17)

jeg tror at kulden har besluttet
at der er for langt mellem sengene i Europa,
og at det er på tide vi bygger i højden
begyndende med os to

[01:17]

det er stemmebåndet, der knækker
familiebåndet, der ikke kan bære
de ord, der falder mellem os
som bjørne på vej ud af skoven
og ind i korthusene

søster! jeg kender dig ikke
men vil du være min søster, søster

vi kan bruge de samme ord
og gribe om hinanden med begge hænder

vejen er kortlagt med lommetørklæder
og kroppen afmålt

(01:02)

jeg holder spejlet op mod himlen
for at hente stjernerne ned

du pisser med armene over kors
for jeg kan holde både dig og mig

[01:02]

jeg har lånt disse fjer så længe
at jeg ikke ved hvor de skal leveres tilbage

tænk at være den første nogensinde
der sagde smuk
eller tak
eller undskyld

så mange ord og så lidt at bede om
det kunne du godt lære lidt af

[00:46]

hvis jeg skal genkalde mig de seneste timer og holde frekvenser af uskrevne ord op mod nattens fremkaldevæske
så vil det søvnløse banelegeme sende et godstog henover sproget for at kærtegne de regelmæssige forbrydelser
der ufravigeligt måtte opstå, når hænderne ikke undersøger detaljerne, men kun rører hvad øjet vil se

(00:39)

de aftryk vi lagde i mellem os
for ikke at blive væk som vinden
er de første sider der knitrer
når vi varmer os ved
erkendelsernes bål

Tr3 [00:38]

*

jeg har hænderne i jorden
som træer

*

bjørnen er brun
og spiller luftguitar
med lapperne i dvaske slag

*

frøen er stille som en overraskelse

[00:35]

koppen er hvid som en kanin
kaffen er mørket i munden

(00:27)

bare fordi du kan
holde dig væk kan
du ikke forvente
at jeg kan holde
mine fingre for mig selv

(00:26)

visne hænder trækker negle ud
af ryggen skyder
op som nye træer
giver finger til
sin egen forplantning

(00:14)

mine overskrifter ligner smileyer jeg selv har fundet på

(00:11)

ingen af de vindstød der
– rev træer op med roden
– flåede tegl af tagene
– væltede master omkuld
havde kærtegn jeg rakte
ud af mit vindue med til dig

det er ikke til at bære

Postbuddets lette fodspor i sneen [00:07]

Søndagens postsortering
og det evindelige monopol,
skriftens distributionskanal
er en rejse på blæk,
jeg trækker bogstaverne fra og lægger
ordene til,
det er brevene der vil frem
og mig der står tilbage.

[23:54]

morgenduggen på dine fingre
(jeg) er i høj kurs

bølgerne i bøgerne
der kaster sig fra side til side

du står fast mellem træerne
bevæbnet til ænderne

natten er en øvelse
i at mestre døden før den indtræffer

(23:54)

det er frøernes pagt med natten der gør
at bjørnene vælter ud af himlen
at vi vågner hver for sig
med hænderne fulde af hår

[23:45]

skoven forsvinder i skoven
som natten forsvinder i natten
og jeg forsvinder i dig,
det er ensomhedens hævntogt
over parforholdet
der gør os til en og samme person

(23:44)

jeg løfter frøerne ud af græsset
og ind i nye stjernebilleder
som kan synge til dig
når fuglene er forbi

(23:34)

jeg har lagt stenene på plads
i haven hvor græsset har gemt
dit aftryk i duggen.

frøernes sang falder som et tæppe
gennem mit hår og jeg
bøjer mine knogler i vinden

[23:33]

jeg skal citere dig for at du aldrig siger noget selv

[23:27]

du er et træ der bøjer sig i vinden
med koglerne uden på vinterfrakken,
her går jeg rundt om et træ af tekst
og flytter kommaer og fjerner enstavelser
så skoven triller fra fuglens unge hals

du er et træ der bøjer vinden
og kaster koglerne som terninger
mod jorden, der er fuld af tekst
der trækker på andre tekster
så skoven forsvinder i skoven

[23:15]

du retter bjergryggen
ud og hælder vand på møllen
du samler dine hænder i en skål
og lader vandet efterlade
salt på dine kinder

koppen er hvid, kaffen er sort

Kompensation [23:03]

hver gang jeg bladrer i træerne
nulstiller jeg dine ord

vi starter forfra i et kapløb hvor
du er hønen og jeg er ægget
eller er det omvendt

jeg snubler i starthuller
og tager et målfoto af et målfoto

(22:59)

Jeg har nulstillet stjernebillederne
for tydeligere at kunne se
dine fregner i mørket

resten af himlen tilhører bjørnene

[22:47]

dialekten er et bjørnekostume
du ser verden ud gennem munden på
mens du iklæder dine kærtegn
et bjørnekostume
for at jeg ikke skal tage dig alvorligt

der er alt det vi ikke taler om
alt det de andre skriver sange på

himlen der er lodden og varm
og aftenkaffen, det tynde sprøjt
underfrankeret og usaglig

og nu vi er ved:
du vil helst se mig i bjørnekostume
men i så fald må jeg gå med
hovedet under armen

(22:43)

når der ikke er flere postbude tilbage
vil jeg cykle hjem til dig med min frimærkesamling
og spørge om det skal være os to for evigt

(22:36)

vi har set de fleste byer
gennem munden i et bjørnekostume, du
slugte engang en bi, og
fortalte mig at det er den slags
man må tage med når
man er i toppen af fødekæden

* [22:35]

*

jæger i tidligt skørtelandskab
and over himmel og en hund
der venter på tegn

*

tyv i lille trusselandskab
engel over himmel og en clairvoyant
der må lægge kort på ny

(22:33)

træerne knopskyder ind i himlen
der taber sine bjørne
som store lodne hagl
eller fregner på en sommerdag
hvor det eneste, der betyder noget
er at du bliver endnu en nat

[22:26]

vinder har blæst dine fregner
i tusinde retninger

for hver gang jeg rykker nærmere
desto længere flygter
fregnerne

fra ansigtet, til nakken, til ryggen
som vilde blomster på en klippeskråning

jeg bekender kulør og kalder dig ved navn
og ser for første gang mig selv
i dit korthus

[22:25]

der er bjørne i himlen

(22:16)

du har stukket grene i dit hår og
jeg tegner streger mellem dine fregner, det
bliver til en spækhugger, men
det kan du ikke se, for
du tror ikke længere på mine øjne
der har været for mange seksere, og
jeg synes det er fjollet at du vil
gå fra mig bare fordi jeg slår dig
hver gang, men nu er du gået
i et med naturen, og selvom
træerne bøjer sig i vinden
bøjer de ikke for vinderen, og
jeg ved heller ikke længere hvad
jeg skal med en spækhugger af usynligt blæk

Hønsesuppe [22:15]

teksten koger i min mund
med hovedet ind over dit
du vil ha suppe
jeg ruller med øjnene
og tænker
at ægget er en god begyndelse

du rækker tunge som du rækker
hånden ud efter salt
til ægget
du blinker med øjnene
og fordobler indsatsen

du koger teksten ind
til et spørgsmål om ord
du fisker efter kød
jeg ruller med øjnene
og tænker
at hønen kun er en begyndelse

(22:01)

Skørtejæger
Spækhugger
Trussetyv
Blæksluger

(21:59)

du påstår at dele sol og vind lige
jeg mener du deler ukogte ægte
når du siger at fisken selv burde vide
at den skal smage af hav
og ikke af fisk

[21:56]

jeg bladrer i træerne
og koger suppe på terning og stjerner
fedtet kigger op fra tallerknen
det er som om alt omkring mig er virkeligt

det er vandet der koger
mine knogler til gulerødder
jeg forlænges baglæns og bløder op
for at tingene kan være anderledes:

hvis jeg slår tre seksere i træk
så må jeg gå ned med fanen
og lege med de store drenge

(21:51)

jeg slikker limen af de underfrankerede
kærtegn og lægger mig om på siden igen
lagnerne har skrevet mig ud af historien
sengen er mættet af blæk

[21:40]

blikket synker gennem lagnerne
jeg lægger mig under dine
tilfældige arme
og stemmebåndet
vikles om håndleddet

det er ikke smerten
der holder mig vågen
det er ekkoet
af dine vejrtrækning
der ingen ende vil tage

du holder et spejl op
mellem mine ben
og siger at monogami
ikke lige er dig

(21:40)

antallet af dage mellem trapperne
er rettesnoren for mine skridt
jeg tager dem med forbehold og
en etage af gangen, du
ved at der gemmer sig nye kort
bag hver dør, og
det kan være på tide
at tage stikket hjem

Det er svært at klatre i træer
hvis man er bange for at dele
skæbne med bladene, det er svært
at bekende kulør når
løgnen er trumf

[21:30]

du har skudt bjørnen
slikket honning fra såret
sendt bierne i hi

du har hængt fotografier op i træerne
og taget bladene hjem

du har skudt fuglene
sparet på korthusene
og din krop er blevet
en ræv med pels

kameraet er et spejl
du ikke har fundet ud af hvordan virker

(21:28)

du sagde at parforholdet kun
var forspil til ensomhed
– at gevinsten aldrig
stod mål med indsatsen
jeg tog det som mit signal
til at komme
det tog du som dit signal
til at skride.

(21:18)

kameraet klør i mit øje og
fremkaldervæsken svier under neglene

Jeg har taget billeder af bjørnene
medens de sov, og nu vil de ikke vide af mig

Jeg har taget billeder af bierne
medens de stak, og nu vil de ikke vide af mig

Jeg har taget billeder af træerne
medens de løvfaldt, og nu vil de ikke vide af mig

Jeg har taget billeder af fuglene
medens de trak, og nu vil de ikke vide af mig

Jeg har taget billeder af korthusene
medens de faldt, og nu vil de ikke vide af mig

Jeg har taget billeder af kroppen
medens den voksede, og nu vil den ikke vide af mig

Næste sommer [21:17]

jeg tæller trin til din etage og
dividerer dem med antallet af etager,
antallet af dage mellem trapperne
har også en betydning, men
det skal ikke komme dig til gode

der vil ikke hænge et ubeskrevet blad
i byen før engang til næste sommer

[21:10]

kroppen halvt hængende ud af vinduet
det er finanserne der balancerer omkring nul

klør kammerat med den varme luft, det lille bluf
og så er han over alle korthuse

kroppen er mere end dine ben der holder om mig
hvad med dine arme, der ligger og spræller i gardinerne

det er finanserne der sætter rente over afdrag
og lader arme og fødder stikke i hver sin retning

(21:01)

jeg stabler et korthus til slot
og du tror du kan afskaffe monarkiet
ved at åbne et vindue, men
kan du i virkeligheden forestille dig
Spar præsident,
Hjerter regeringschef,
Ruder minister eller
Klør kammerat

Spejl [21:00]

spejlet i spejlet
er din mund i min

spermilden brænder lagnerne
byen sover hos bjørnene i nat

spejlet i munden
den samme eller modsatrettede tro

sårskorpen lige til at pille af
natten hænger på træerne

lagnet over byen
i nat vender alle bladene på træerne
den anden vej

jeg er spejlet gennem byen
7 års ulykke til den
der knuser mit hjerte

(20:55)

jeg fløjter din ringetone
og selvom det slet ikke
lyder troværdigt
kigger du alligevel søvnigt
på din telefon og
stiller mig om til din svarer

(20:52)

jeg ved ikke om de rettroende tænker
at mine mareridt er værre end deres

jeg ved ikke hvordan man kan vide
at man tror det rette

[20:48]

kronerne sidder på de samme hoveder
har de samme ansigter
og sveder den samme tran

fugle fryser fast sovende
det gør kongerne også

tronen er en bums
på næsen
som alle gerne vil
sidde i

(20:47)

gnid salt i såret og sperm i mine læber
jeg ved du nyder din anmasende adfærd
jeg ved du foragter min billigelse

(20:44)

hvis du tæller trinene op til min etage
lover jeg dig at turen bliver kortere
og dit liv fuldstændig indholdsløst

(20:40)

hold spejl mod spejl det
er ikke til at se forskel
og vis mig igen det ansigt
du tror jeg ikke kan glemme

det er som om du tror mine briller
har indbygget hukommelse
og at din berøring ikke går af i vask

(20:35)

tag alle grimasser mit spejl nogensinde har set
og pres dem ud med bumser og bussemænd
der er ikke plads til flere dumme spørgsmål og
ørene er allerede faldet af

Jeg [20:33]

jeg kan lytte til den samme sang igen og igen
men det bliver aldrig det samme:
jeg har sagt det før, men det er ikke det samme

jeg er den samme som for et sekund siden
og et sekund mere siden,
nærmere kommer jeg ikke udødeligheden.

(20:33)

kød af krop til overskud
læg alt til side på køl
forkæl fortæl forkæl fortæl
sak bagud et skridt af gang

lev nat efter dag
og ikke i blinde
find hønen inden den lægger sit æg
hvor historien starter forfra

(20:29)

træk år af min tid og forlæng mig baglæns
bliv ved indtil synes forvrænges
og øjnene tumler sig fulde afsted
læg alt dette ud af en akse
der river sig løs i en ny dimension

[20:24]

jeg er et spejl du kan holde op for dig selv
som et refræn i en sang der blev spillet forrige sommer

du er et maskebal hentet frem fra et svunden årti
ikke noget som, det hele bare er og er og er
hvad det hele tiden har været

derfor sidder jeg og lytter
til min egen stemme tage til i styrke

[20:14]

hvor mange gange skal man åbne en dåse med kys
før alle har fået hvad der tilkommer dem

hvor mange gange kan flaskehalsen
sende mig ud af byen i taxameter afstand

hvor mange gange kan man begynde på en frisk
før den er for slidt

hvor mange gange kan jeg vende det til min fordel
uden at det undervejs er min ulempe

hvor mange gange kan jeg få din medlidenhed
før du får ondt af dig selv

[19:57]

…eller er det fra ankeret i vandet, at linen rejser sig mod himlen i en tvungen hilsen. Tiden kan kun gå en vej og det er ud. Den første time kan lige så vel være den sidste. Nu er jeg her. Hvilket også betyder: Hvor er du?

[19:54]

Seks timer føles ikke altid som seks timer: Det er som med drømme, at tiden går i et forskelligt tempo, alt afhængig af hvor linen slår et knæk og læner sig dovent mod vandet i bækken.

[19:51]

det ryger fra muleposen
der er gul som bananer
det lugter fra stalden
der er fuld af dyr

med blikket over tagene
kender jeg min by
kender jeg min begrænsning

hele aftnen har flaskehalsen
peget på mig

(19:35)

weekendprinserne åbne en dåse med kindkys
og fejrer de gode geners magtesløshed
med fyrværkeri og omvendte brusehoveder.

[19:35]

udtalen kastet over styr
og et blandingsmisbrug
af floskler, der er blevet usande
i deres korrekthed,
gentages

med fedtet under tungen
undgår du yderligere
majestætsfornærmelser

men stemmebåndet er slidt op
fra bunden af

Tekst [19:23]

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kaldt min tekst ved navn, hvornår jeg sidst har set den i øjnene og fortalt den, hvordan jeg har det og hvordan jeg har det med den. Jeg ved ikke om min tekst ænser mig, om den føler den vold jeg udsætter den for og om den i virkeligheden står stærkere, når jeg forlader den til fordel for en anden. Med jeget forrest vender jeg alligevel altid tilbage til den samme teksten. Når jeg genfortæller den, forvirkeliges mit liv. Det er ikke en gentagelse, det er et erfaringsritual og en identitetsbalance. Hvad er forskellen mellem løgnen og fiktionen. Hvad er løgnen mellem fiktionen og forskellen. I morgen får teksten et nyt navn. I dag har den røde kinder og jeg røde hænder.

(19:22)

solens sidste kapitel
tegner græsstrå i lilla
skygger på din kind

på sprog jeg ved du ikke forstår
fortæller jeg duggen at du
er mere end velkommen

når du ikke længere kan tyde
røgen fra min ånde er grænsen
for medlidenhed ubetydelig

[19:12]

vi hæver grænseværdierne
for hver forknyt sangtekst
der passerer vores læber,

et skridt kommer altid før et andet
og der er ikke flere korte lodder,

men derfor behøver folk ikke råbe i kor

[19:01]

intervallerne er portrætter af
ræve i et landskab i stuen

på jagt gennem musikken
i flok
med et græsstrå
som sløset taktstok

hvis vi følger den samme tidshorisont,
så kan vi mødes der hvor alting smelter sammen

(18:59)

hånd gennem hånd i fart igen
ingen hvisken at gemme sig bag
ingen tvivl at komme til gode

nat under nat afsted igen
alle øjne at spejle sig i
alle blik at undvige

Et nyt S [18:55]

(Seks timer blev til fem
da de lukkede op for hastigheden)

munden stoppet med fisk
og pærevælling
musikkens intervaller skåret op
og serveret fra venstre

strengene i kattens klør
dronningen sovende
i ærmet på den heldige
er der altid et nyt S

[18:47]

Denne tekst er bare
en udskåret ræv i landskabet

Denne tekst er bare
en hilsen til alle katte i Benin

Denne tekst er bare
til falds og til låns

Denne tekst er bare
en pærevælling i kokkens eget køkken

Denne tekst er bare
en dyne du kan gemme dig under hele dagen

(18:36)

Dette landskab er bare
en krop du kan trække hænderne igennem.

Dette landskab er bare
en scenografi til din rævejagt

Dette landskab er bare
et kadaver på slagtehusets koldeste krog

Dette landskab er bare
en røv du kan mæske dig i

Dette landskab er bare en
dyne du kan gemme dig under hele dagen.

[18:32]

I suppen er knogler og udkogte gulerødder
den væsentligste årsag
til fordelingspolitikkens fallit.

Vi er ikke i Benin, det er ikke en kogt kat.

Gulerødderne er skællet
som jeg er skrællet for ideer ,

Vi ligger her under dynen og koger

om lidt slår jeg en befrier og
så kan vi igen tage hverdagen på nakken.

(18:24)

under træet er gentagelsens ritual
manifesteret som faste pladser,
og ventelister tilpasset
dødens interval.

ordene er indforstået usammenhængige, og
talerækken fastsat af flaskehalsen, der
peger i alle retninger.

[18:23]

jeg har ræv i landskabet
og røven sendt til slagteri,
ræven, der slikker sin sårskorpe

dagen glider bort under dynen

jeg trækker en fisk op af lungerne
den har et guldur om hjertet
og tid nok til at dø i

dagen glider bort under dynen

jeg har hænderne i landskabet
på jagt efter den pels
ræven ikke ved den ejer

dagen glider bort under dynen

jeg flår skindet af fisken
og tager kødet fra benene
til munden

(18:04)

du spørger om den vokal jeg har købt dig
kan byttes, ikke fordi du ikke kan lide den,
du har den bare i forvejen, jeg spørger om du
ikke bare kan gætte det skide ord.

Dine øjne er nøgne [17:59]

det er med fedt i hals og struben blottet
at hjertet springer et slag over
for så at gentage sig selv

næste gang kan du læse i mit
leksikon af ubrugte gloser

du har lært mig at tale, jeg skal lære dig at lytte
du kan starte med at købe en vokal

(17:56)

jeg har skrevet til slagteriet,
bedt dem om at partere mig
og sende dig det bedste stykke

jeg ved ikke, om der er en mørbrad
på en menneskekrop
men du er vist alligevel vegetar
og går mere op i udseendet
end smagen

(17:47)

trofast mod dine fordomme
venter jeg endnu en dag
med at give dig svar

jeg kender os bedst
når vi taler i enstavelser
og sengene blot er ramper
til en afsked

Karaktermord [17:40]

Jeg puster med lyden hengemt i kinden
og snører klokkerne sammen
om anklerne. Vi bygger en kirke
hvergang vi holder om hinanden.

Bagerst i svælget skimtes dine fodspor
fra gårsdagens flugt,
undskyldningen er den løgn
der serveres som suppe, steg og is.

(17:33)

jeg åbner mit ansigt for din løgn
så jeg kan putte mig trygt i din
overlegenhed

Det betyder mindre at du kasserer
mine breve, end at dine arme holder mig
fra søvnløshed

(17:30)

stilheden betyder intet for de døve
og ventetiden er alligevel altid tavs

de sætninger du tror jeg gentager i det uendelige
er min insisteren på at du ønsker mig væk herfra

[17:25]

Åbent ansigt, lukket landskab.

Kisten er smækket i,
din hukommelse skal
selvfinansieres

det er i natten pengene åbner flest døre
det er i stuen panikken spreder sig
det er i Benin bankerne holder lukket

Folder vingerne sammen som faner.
Med orkanstyrke.

(17:23)

hånden trækker splinten fra kisten
tæller sekunder til et endeligt
afslag skal tages personligt

om søndagen kommer stilheden mest
i ufrivilige intervaller og retten
til selvtægt er hastegodkendt.

(17:17)

portrætter som trofæer
bag den eneste dør
jeg kender nøglen til

et optog af ansigstløse kister
båret af de slappeste arme
glider bort bag genkaldelsens slør

en uklar destination forveksles
med vejen tilbage glemt

[17:15]

Hånden åbner sig for splinter fra kisten
du er død og begravet
ikke bogstavelig talt,

det er bare sådan
at alt bliver stille om søndagen,
når du ikke tager telefonen
da jeg ringede igår.

Benin [17:07]

fuglen griber om sig selv
og vi samler ind til
knoglerne i Benin

der er ingen kat i dette digt
der er ingen mad i Benin

(17:07)

portrætterne hænger som trofæer
i den eneste stue
jeg endnu har nøglen til.

Jeg mindes ikke et eneste ansigt
og de kister mine arme kunne bære
er forlængst gået i forrådnelse

på vej til toilettet
glemte jeg, hvor jeg kom fra

Gardiner [16:55]

der er så stille om søndagen
det er her folk hviler i gardinerne

der er så stille om mandagen
der er ingen der hviner i gardinerne

Benin [16:42]

det knager under tøjet
og vinden samler ind til
de nødlidende i Benin

knoglerne svømmer
i den lunkne krop

krydser dagen med
en statsmagts ligegyldighed

der er lagt op til alderdom
men det bliver ikke
i den officielle hastighed

(16:41)

strenge kastes som liner mod havoverfladen
og flænser øret som en kat
med kløerne trukket i halen mellem benene på nakken af led