Music expresses that which cannot be said and on which it is impossible to be silent

I 12 timer publicerede Thomas Boston og Erik Scherz Andersen 137 tekster på “Hvis skriften standser har den ikke været her“. De skrev op imod hinanden og citatet “Music expresses that which cannot be said and on which it is impossible to be silent” der er et citat af Victor Hugo. Det hele startede med indlægget “(14:00)” og sluttede med “(01:59)“.

[01:59]

der er ingen skrift så stille som
et blækhus knagende skibsværft
ingen tale så stum som
et skuespils knugende teater

[00:54]

hvordan skal jeg tie med tunger af ild

i spejlbilledets spejlbillede
en svejsning på tværs
af knogler i orkestergraven

hvordan jeg skal jeg lytte med ører af vand

på et opkog af eufori
et udtømt sprog
og iltfattig trældom

[01:41]

tilbagelæg et grænseland
sæt det eftertænksomme som visir
træk vejret dybt gennem en billig mundharmonika

sulten er en luder
der fortæller dig løgne om hvalmarmelade
og kornfede sopraner

Jonas i vilden skysovs
og jeg selv på hjemmefronten

her hjælper lydmuren
med at binde vejret
til stilhed efter bomberegn

[01:26]

Jonas og hvalen har skrevet en sang
der hæver stemmen som et brød

de to balloner i brystkassen
rejser sig mod himlen
som luft i luften eller lommer i havet

find dig selv i billedets musik
et efterår mellem tænderne

[01:18]

adamsæblekompot
fennikel og gyngende undergrund

stryg din bue som du bøjer din pli
spejd, pengegris
der er tunger i havet
som var der massebryllup i maj
tal, hængerøv
der er unger i skrævet
som ville alle havfruer op på land

tågebankekød
skysovs og kæntrende bygning

[01:07]

med kalveknæ om kinderne
blodstyrtende
bekendelsessyge

hvem jodler i bjergene
uden at have bind for øjnene

hvem råber i dalene
uden at kende sit rastløse ekko

[01:04]

der er varme i gulvet som var der gået hul på et kærestepar
instrumenterne er havarerede skibe langs den nordafrikanske kyst

der er grøntsager i køkkenhaven og du kan drikke dit eget blod

jeg kaster musikfabrikken op i luften som en mønt med to sider
du kender historien om det sønderskudte klaver
tænk dig til resten af stemningens kalveknæ

[00:55]

komponisten skriver sine værker
som et hus med mange køkkener
og terrassen i forkerte dimensioner

det skal stritte lidt, menneskeligt
som har melodien en stor næse
eller flyveører

vi er nord på, vemodets trængsler i
et stykke musik uden puls
en fabrik uden pause

[00:48]

Novemberjorden indsmurt i sommerfuglepasta
bladene i farvesprænging tæt ved jordens overflade

et fixpunkt spejlet med sig selv i al stumhed
sange uden ord udkrystalliseret i et korværksted

et sprogligt fængsel uden tegnsætningsregler
og intonationsdillerdaller

sådan ligger landet som et musikstykke uden noder
og et orkester med alt for mange instrumenter

[00:39]

hvor er mit centrum
kender jeg min indre melodi

at lamslå tangenterne
gnave sig forbistret ind på melodien
en indre monolog af kolerisk tøven
jeg lover dig / forlover dig
gift som gift
lyde spændt ud
i edderkoppespindets stjernehold
hold i / hæng af

[00:22]

trykkefrihedens hårde maveplasker

søvnløshedens hjemløse kontrolfreak

fantasiernes hengemte bordeller

vindens litterære bevægelse

blodets lykkelige landskab

melodiens latterlige destination

føddernes aparte månelanding

europas autoritære metaforer

den gamle dames astmatiske pisk

[00:07]

ude på dyb nat i en litterær dødsejler fritstillet og stillegjort nynner jeg en glemt sømandsvise fra bunden af flasken

[23:45]

istemt forbumlet og uglødelig
styrttvivler jeg tvangstænkt
arytmisk afklædt nøgennøgen
nikkedukke hemmeligstømt
lattermild og i mildskab med
sireneballoner som skrigeskinker
fra syvendesalens sidste destination
nejnej! meremere! nu nu!

[23:35]

gem mig i bjørnens udstrakte arme
den dag den blev skudt blev jeg levende

kom fyldt med fuldblods blændende blodmælk
kom melodi kom under min pude

der er kærlighed i natten
som var der gået hul på et bordel

[23:27]

ringende telefoner fra helvede
de ubesvarede kønsløse toner

kastrationens løgn og latinerkvarter af ludere

der er intet umuligt i et spørgsmål af fjer

der er ænder nok og hellighånden
bliver forsyltet i glasset

det er sådan du skal sige hvad der ikke kan siges usagt

[23:22]

i det milde lys
stemmen hæs/blæsende

sætningens bodegavom

det hjælpeløse hospitalsvæsen
der griber som et gulv
tilbyder kram til alle faldende
knælende

en hviskende bevægelse
filmisk træt og
overspillet

blodet koagulerer
bag øjnene på metaforernes
største brystbombe

[23:18]

elefanterne
skiber gennem skoven

girafferne
savannens knagerække

hunde
som byens astma

[23:03]

en hvisken hvisken
og mund fuld af messe
hjertekammer luk op og
hjerte slå til
en hvisken hvisken
og øjne gennem
mild tåge
støvsamler
kærligheden i små
udstoppede fugle
ren voodoo
at forestille sig os
flyvende gennem sort sol.

[23:02]

gråd/ige

[22:45]

det usagte stadigt rumsterende
taktfast brummende
og klokkerne bimlende
i glædespring
småkravl saltkringlende
på tungesvirp en anledning
til en anledning med ført ånd
og længsel klingende
fra et utæt bassin af kys

[22:38]

hænderne dybt i sengen
fingrene hudløse under det
hvide vanvid den
sorte sandhed

jeg binder sløjfer om dine ænder
der snadre i mit hår

du siger mig
som sne siger knirk

[22:31]

med vand nok i øjnene
landskabsarkitekt
lad paraderne falde
lad ansigtet falde
flyvemaskinen i turbulens
himlen i en hulken og
du, som falder i søvngraven
med fantomlængsel

det stille vand det stille liv
lidt alkohol til at destillere smerten
jeg siger det men
jeg siger det ikke

[22:22]

når stilhed er sølv og
tale er et blankpoleret spisestel

når vemod river træer op og
efterlader Sverige med tomme søer

når natten ikke fastholder sit sorte
og katten slikker sin pels af

så må kroppen knage så det runger
og ringer ind til den sidste time

[22:15]

søvnen taler sit eget sprog
den er en arm der er vredet om
og fremprovokerer en svag erindring
om stilhed og blødt lys

natten brænder olm og klam
du tænker sjældent
på dine knoglede fødder
du træder forsigtigt
gennem nattens loft

og ud på den anden side
brygger du en drøm
på et gammelt pophit

det er sådan man låner fjer
når stilhed bliver sølv

[22:07]

du er din egen tvilling
et stykke affald i to tempi

du falder i stykker
af musik
trykker hjelmen ned over masken
den fremmede ild
i dine bukser

en svien og kløen
det trækker op
stormblodigheden i sindets hvileposition
som orkanøjet der kæntrer rummet

den flakkende hukommelse
vulkanstøder på himlen
askebeklæder gane
og nedsvælger en hytte af vemod

bror, dit klokkefår mellem benene
giver fire nedsunkne hjerter i spermsuppe
hvis vi tæller mine med

det skal nok gå godt nok, nikkefar

[21:53]

rejs med elevator
mal fjendebilleder af dig selv
du er din egen tvilling
det er tid til at åbne op for begge nosser

bordeauxrøde poser i hver sin hånd
du er din egen kammerat
se dig selv i kameraet
se dit selvglødende hjerte

gå tilbage til det hengemte værelse
og læn dig ind over vindueskarmen
som en kæntrende cello

[21:45]

iklæde dig verden omkring:
du er hønen og ægget
mor og datter i uskøn forening

afklæd dig dine dæmoner og spis din sæd
der er ingen der siger det skal være grimt
men hvis der ikke falder bomber
bliver der ikke plads til forandringer

[21:41]

bølger i græsset
hvisker et purpur haiku
det er november

[21:24]

jeg skærer frugt over i halve kvarte
ottetallet er et endeløst cirkushjul og
jeg den løbende mus i hjulet

der er slut med at lytte til musik
der er glatbarberet
der skal knurhår på

giv mig et glas te og lad mig drukne
under dyner af søndage

[21:19]

violinerne latter i prins pilfingerspil
banjo på drengen og en fugl der falder om i sit bur

toastmaster i dødsforagt
hvil i dit navn dit rige din satan

her falder stilheden på et tørt sted

*

der findes ingen ingen
der findes intet andet

*

, du!t

[21:11]

musikken
fra det tilstødende værelse
river stilheden itu

pauserne synker til hvid
trækker violinerne rundt så de letter
elektriske rødglædende
brystkassen med lampetter i hvert kammer

melodien falder i tre A stykker
og så må man også sige B efter et par omkvæd

musikken er sin egen krop
et hoved højere end alle andre

[21:00]

antikviteterne og det røde lingeri
dit hår bølger i sin helt egen fristat

vinden er luft der vil noget mere

*

vandspejl er vandspejl
spurvehjernen slået fra
og arkitekten tegner streger

byg et møbel
der kan bære dit tunge hjerte
rytmen suser og bruser fra din maveregion

det er sulten der holder munden åben

[20:48]

jeg er en øl jeg skal knappes op
og forsvinde som et lynnedslag
i dine vuggende parenteser

det er umuligt at kigge væk
og jeg affinder mig med bølgerne
som var jeg et skib i den dybe nat

jeg har givet dig et navn
der udtales i en eneste lyd
og lad mig så være så fri

[20:37]

Vi er i det gamle kvarter under balkoner over kavalergange og svalerne på himlen forvildede som mine øjne svimler under dit hoved og hænderne dybt krænkende klodsede i lommen som hvaler i et soveværelse nøgne og grå kødfyldte og vanvittigt stille som vand på flaske
Dine striber i håret minder mig om en nymalet fodgængerovergang på Vesterbrogade og lidt længere henne er gaden en byggeplads der ligner et efterladt børneværelse fra 80erne hvad så digter kan du se hvad jeg mener eller skal jeg fjerne kloakdæksel fra metaforerne
Hver dag er gaden under belejring af en hær af sko der trasker derudaf som villaen der sejler gennem græsset så grønt på den anden side og så tilbage igen det er bare for sjov det er bare et arbejde jeg ved ikke hvad det skal til for men alle de andre lader som ingenting
Virkeligheden er ikke hvad den har været i teksten er den en forladt bydel der mangler et sprog at tale ud fra og sådan hensygner det som et klaver ingen har spillet på i flere år der heller ingen vidnesbyrd har at videregive toner farvede i efterårets langsomme
Vi ligger i ske i søndagens tystesse som var vi i skuffen eller i skabet du ligner mig og vi går op og ind i forsvindingspunkter hvor søvnen tager fat og livet fra i går var cigaretter og snaps i dag er det juleaften i mit bryst der slanker

[20:17]

lydinstallation:
ekspressionistisk flæskesteg

lysinstallation:
kubistisk baconsalat

lydinstallation:
tørrede klokkeblomster

lysinstallation:
glødende solsikker

lydinstallation:
overhængende tåge

lysinstallation:
faretruende rimfrost

lydinstallation:
14 milliarder afhuggede hænder

lysinstallation:
14 milliarder blinde øjne

lydinstallation:
kongeangst

lysinstallation:
magtdemonstration

[20:12]

Væk mig væk mig
træk mig ud af den bløde sweater
se mig nøgen
med din grådige uskyld

En villa med hud og hæk af hår
kroppen er en fårehyrde
i et bureaukrati af efterår

Det er tid til at bytte villaen ud
med noget mindre bekvemt. Dig f.eks.

[19:50]

Hvorfor fortæller du mig det ikke, som det er? Himlen er en stor fed hund, der logrer med halen, når jeg kalder på den. Der er ingen kærlighed, som den du har lyst til at give væk til hvem som helst, der er klar til at tage imod den. Hvis du kunne sige det enkelt, klart og tydeligt, ville du så gøre det? Kærligheden er en stor fed hund, der logrer med halen, når jeg kalder på den.

Kald mig ved rette navn og luk mig ind i din verden. Du skal synge det på et sprog jeg kender, men ikke forstår. Vi skal være et villakvarter uden hæmninger. Vi skal elske i død og ødelæggelse. Hvem gider at gå i snor, hvem gider hente den samme pind igen og igen. Hvis jeg kun havde et navn, ville du så give mig nye?

Tal til mig uden form, præg min natur med et svirp fra din tunge. Jeg vil høre din vejrtrækning, din nynnen, din lyd. Den skal være en forlængelse af din krop. Ikke en staffage, men en ekstra arm, der griber ind i virkeligheden – og sådan efterlader det tyste med et sprog, der er båret af din krop.

[19:36]

Lad det hvide være
luften
lad den
forsvinde
ind i sig selv

du trækker
vejret
gennem en trompet som var
det en harmonika
sømand, livet er tungt og
sort som din tatovering

Lad blæksprutten tegne
verden som den er
du skal synge
om den pige du har
mødt i natten og ikke
kan genkende
dagen derpå

sådan er gaderne hukommelsens pantefogeder
der indkræver
hvad
der tilhører dem

du er kun til låns
læg dig til køjs
sømand, din tatovering
er et reb om din hals

[19:27]

stoltheden knækker som en pølse, du ved

en god medister strammer i tarmen
ligesom skoven er sjovest fuld af træer

på et vandfald af ord skal jeg lægges i graven
det er den vej
jeg sætter mig i et komma

[19:25]

komponistnissen har nosser i panden
der hænger de og dingler
i takt til melodien ”jeg gik mig over sø og land”

hver dag er en kamp mod Satans technobæst
der æder radioen indefra

sving din stok som en sok du tager af
og på hundrede gange

i spastiske rytmer og glohede
dunker nosserne mod panden
på hver eneste publikum
som skulle de deltage i et vielsesritual
med komponistens afkom

[19:11]

(og sådan starter jeg på noget nyt hvergang
eller fortsætter med det samme moment
alt efter hvordan man vender arket
alt efter om man tror at vi alle skal dø en dag
eller ikke)

sommer og vinter bytter plads som hænder
der rystes i en stillelagt vandløb der er
ingen trompetfisk at fange og det usagte
spreder sig som ringe i vandet

[19:06]

der er rå fisk i havet
og dine drømme er for udtalte

til gengæld blæser det gennem trompeterne
mens paukerne skjuler hjemløse insekter

hvad skal det til for
når man ikke kan sætte ord på det
når man ikke kan konkludere noget

alting skal være så hemmeligt
smukt men hemmeligt

[19:02]

det er tid til at synge :

der er en nynnen i villaen
du kun kan høre
når du lægger øret til væggen

tapetet skjuler en rytmen sort som nonner
den vrikker til tungens utugtige spjæt
der tilfældigt bryder lydspejlet

bag øret er en skov af lyde
der bare venter på at blive sat fri

[18:38]

jeg savner dig, jeg saver sommerfugle over
snorlige hænger vingerne som halve noder

og imellem hver pause er der noget jeg ikke
ved hvordan jeg skal forklare det gangbare i

du er dit eget loft, du er dine egen sult

[18:33]

hænderne er en afbrændt kornmark
og græsset er vindens cello

en lydmur bøjer med klodens krumning
står som en lynild på et sølvfad i et skovbryn

hver ting har sin lyd hver dag har sine fortolkninger
og i morgen giver tørhed og smag af aske i mund

Menneskehavet [18:26]

publikum er forvist til et lille hjørne af salen
der er koncert for de tvekønnede tunger
talentmassen er en grød af klør og langt hår

det knager i knogler og
kinder der sprænges af latter

lyset er en flakkende vind over havet
det runger i maven på Jonas
og skyerne driver forbi under vandoverfladen

Suite [18:21]

Enken skriver rockmusik
langt ude i Østersøen
på et skib der gentager sin rejse
indtil rejsen bliver ental
og stavelserne udstilles på tom mave

*

Hvalerne padler sig gennem
et stykke rockmusik

*

Rejsen frem og tilbage
Hebron ! Hebron !
på et tidspunkt kan vi ikke kende
forskel og alt blive ental et flow
en guitar der lyder som en hængerøv

*

Rockmusik er en anakronisme
en edderkop på et skib i Østersøen

Hvem er interesseret i fluer
når man kan få sommerfugle på spyd

Stjernerne hænger fast
vi kunne have været en del af et spind

*

At hælde vand på vand
dråber eller stråler

trommesolo og en hjemsøgende violin
der kaster med skibet så det knager

Hvordan har du tænkt dig at udtale
et ord der ikke findes

[17:58]

kast en mønt i vejret og skub lidt på luften
lyt til lyset kaste sig ind over landet
for at navngive en ny dag

du er selv din egen prisme værst
så uimodståelig forudsigelig
at et oprør er at spise den ånd
der opfylder dine ønsker

hvad vælger du
når du står i kartofler til op over begge ører
hvad vælger du
når verden bliver større med hver eneste beslutning

i oplandet er der sået
med tvillinger

dag efter dag bliver alle yngre
tiden fastfrosset eller opløst og du i et højere tempo
gennem tågen og ud på den anden side af parentesen

[17:46]

edderkopperne trækker noderne sammen
under det grønne gilde i det vestlige København
blæksprutterne på hver side af bordet
strikker en sweater af lyse toner
der stiger mod lysekronen
der holder hof fra loftet og ned
her er frugt og chokoladepapir
og parenteser der ligner svajende træer

det hele er en lang pause
som en flyvemaskine der aldrig lander
for det er rejsen i sig selv der giver en rungen
og rumlen i maven hvor ellers tage på æblerov
hvor ellers finde en fest i hovedets trækrone
min lykke er en tvilling der tager imod lyde
så følelserne kommer ud i stereo
med begge arme om livet på livet

[17:23]

det hele er i meget begrænset oplag
prismerne i dine øjne
armhulen som violin
brystet et sted at lade sit ansigt
give slip

[17:18]

Hvordan skal jeg synge mig ud af stilhedens modhager
når uvejrets konklusioner kommer med en rungen så gennemtrængende
at edderkopperne bryder ud i fællesspind

Der skal fanges hvaler
så ansigtets gardiner kan falde til ro

[17:06]

det tyste vælter ud af min hals, jeg har kappet hovedet af
og givet direkte adgang
som havde jeg pakket lungerne sammen og spyttet dem ud
i hænderne :

stilheden er et opkog af bombetunge adamsæbler

konklusionerne står på række og du har udnævnt dig selv
til førstevælger

[16:59]

at lade alle låger gå op i sig selv, at gå op i limningen, at gå op i detaljerne

at skrælle jorden for vigtige begivenheder og lægge dem i lommen til senere

at bo på et hotel med tagrygge der basker som vinger på en skræmt fugl

at lade angsten stå ud af knoglerne som vand der driver ned ad vægge

[16:51]

gnid fingre ind i øjne
lille tåreperserkat
rens ørene med tonernes
kødfyldte nordlydmur

her er mørkt, her er Finland
i mit hjerte, hejrerne sidder i dit hår
og rokker i takt til din grådkvalte tåge

[16:41]

afstanden mellem os
er en kop fortyndet
tid
et tempo der
skratter i telefonen

alting er bagved

som et ekko forsvinder
på samme måde
som du tæller får
når du lægger dig til at sove

der sidder du
i struben grådglødende
med øjne af tjære og mine
kolde fingre i munden

[16:30]

grådgrød
man tror det er en købeløgn
med en lille krokodille på
bare for at gøre det dyrt

dytdyt det er samtalen
og ikke de pauser du holder
der giver mig hjemve
og huskesmerter

giv mig en kniv i halsen
så jeg kan synge igen

[16:21]

Vend dig til lydenlyden
der er en brusenbrusen
med astmapasta i lungedynen

Jørgen,
det er en ommerfugl!

Kend dine småkvinder
gennem hele pivelivet
som som København
forandres vi forandres os

Vibrationer på stemmegaffelen
gennemgennem højtalerne
der står ved stranden
du ved, stranden,
altså ”stranden”
og små småbørn småsynger
rædselsfuldt for fulde gardingardiner

Det gynger, det stryger, det susensuser
med blækket om halsen
som et gribende hav af grødgråd.

[16:14]

en ravn trækker himlen sammen
til en hvæs krassen på lungerne

*

hvad har du slugt hvad har du slugt
det skal blinke som astma
vi skal vokse sammen til tvillinger
jeg vil aldrig være alene, stillegjort

vær hvid og pynt med fjer
i skabet gør ingen gavn

*

en blæksprutte skubber lidt på havet
så bølger tegner havnen op

[15:57]

kyssets fremkaldervæske

hovedsus, mavebrus, lys i begge ender
af København jeg
sidder her og ved
du kigger med

her er fodkoldt og melodier
fra efterårets teblade

med fingrene i
juraen og Jonas
med hænderne
for munden han
har slugt sig selv
han har det med
at trække udsagn
tilbage jeg
vil have
dig skrevet frem
som smagen
fra de grønne blade

du er i mine fingre
på mine læber

[15:42]

Vivaldi er et supermarked
hvor alle kun køber
hvad der er lige ved kassen

jeg ser mig selv som en overskrift
i en daggammel avis

en vejrudsigt der overbeviser dig
om udsigten netop nu

ingen har hørt hvalerne i Vivaldis
soveværelse
alle tror det er prinsessen
der er klasket på forside

omslaget er den ene måges
ene vinge der basker
forgæves mod den trætte brystkasse.

[15:29]

at trække sig sammen som en harmonika
og drukne lyden under dynen

hver blomst er en vejrudsigt langs vejen
trækker silhuetter frem og tilbage over violiner

giv slip på dig selv og kluk i takt til de kneppende kaniner

[15:18]

sådan lyder skibe
der tuder i et fremmed navn

sådan lyder køer
der tygger en mark midt over

du trækker vejret midt over
kroppen er et væskende maleri

du trækker skibe gennem gråden
fra erindringen slår jeg kontra på lyset i øjne

[15:08]

sommerfugle på et skib langt inde i det næste år der vokser frem som en ekstra arm griber om erindringens hals

huset sejler gennem græsset ind i naboens have fuld af rødbeder kartofler og fingre der skifter farve i næste øjeblik

celloen kæntrer fortsat som en himmel af lånte fjer fra prinsessens aflagte gåsedunsdyne

lungerne trækker sig sammen skutter sig bag brystkassens trav gennem byen der oser af silke rævepels og snydetamp

[14:55]

brystkassen
er en parentes i dig selv

villaen trækker vejret
gennem de åbne vinduer

der er harmonika i træerne
og celloen er altid kæntrende

hvad er det du undlader at udtale

[14:50]

der er klipper i dit hår
som sluttede festen først
flere dage inde i det nye år

du kan kappe kronen fra et træ
du kan tage en bid af havet
du kan lukke himlen efter dig

men der er intet mere musikalsk
end dit langsomme kys

[14:43]

himlen gæller
vi er nord på

der er cello
i luften

kan du se hvad du hører
muh!

[14:38]

Granatæble
når du falder fra træet
giver du plads til et nyt

luften er århundredes
forsvindingsnummer

det bruser i ryggen
jeg er nedfældet
som et barn i en villa
hvor ingen har boet i årevis.

*

Sprængt lunge
i brystkassen

overskrifterne
slår med halen
langt ind i den næste artikel.

[14:29]

havet gribende
og den knagende hukommelse

tvivlen
den efterladte virkelighed
der ikke kan udtrykkes

gå ind i dig selv
og kom ikke tilbage
ad samme vej

[14:22]

Jonas bygger huler inde i sig selv
som en arkitekt
der trækker to linjer
på nodearket
sammen
som en kirurg
der fjerner knoglemarv
så Jonas bliver let
som en fugl

[14:15]

eller havets lommer
gemmesteder
børn der bygger huler

smådyr
på kanten af virkeligheden
og den døsige dæmring langt
langt oppe.

[14:10]

Skibet ligger i havnen
som en overskrift

Hvalerne er havets lomme

[14:04]

glasset er et stykke mellemrum
som arkitekten bruger til at give
huset vejrtrækning

Konstantskrift 8

Lørdag den 12. november skrives digte fra klokken 14:00 og 12 timer frem her på bloggen. Vi håber du sætter kryds i kalenderen. Læs med og kommenter hvad du synes.

Når Konstantskriften er tilbage for en kort bemærkning, så er det Thomas Boston og Erik Scherz Andersen, der skriver op imod et citat og hinanden. Vi glæder os og håber I vil følge med på dagen.

Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien

I 12 timer skrev “Ukendt Afsender” (flere anonyme afsendere) og Erik Scherz Andersen 139 tekster på “Hvis skriften standser har den ikke været her”. Vi skrev op imod hinanden og citatet “Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien” af Ralph Waldo Emerson.
Det hele startede med indlægget “[14:04]” og sluttede med “[02:00]“.

Tak til alle der har bidraget til konstantskrift 7!

Alexander Vesterlund
Andreas Christoffersen
Lise Lyhne Møller
Niels Jakob Pasgaard
Thomas Boston
m.fl. unavngivne…

[01:55]

fat piben
myggene sidder blodfyldte og smiler

gnid hænderne
pingvinerne sidder blodfyldte og ruger

ryd broen
fantasien sidder blodfyldt og smiler

luk døren
videnskaben sidder blodfyldt og ruger

Skuldrene [01:44]

ud over skuldrenes bredder
med hånden om din skulders havnefront
der hvor hånden slår ind over skulderen
hånden sejler højre om din skulders fyrtårn
skuldrenes bredder og håndens stormslag
fem fingre på skulderen og en udsigt

Lad os [01:26]

lad os udhule vores knogler
lad os tømme vores øjne

de kom for at brænde broerne
men broerne lod os komme ned

lad os træde de sorte huller sammen til vin
lad os drikke vores uvidenhed i rus

de kom for at lukke dørene
men dørene lod os komme ud

lad os huske hvem vi står i gæld til
lad os huske hvad vi stillede i garanti

Kompromille [01:19]

det kaos er større end mit hoved
og mit hoved er større end jorden
hvad jeg ikke har i mine øjne,
har jeg bagved

der er ikke tid til at være nærig
det er tid til at give slip
og brænde broerne
så alt kan falde ned

det er tid til at tømme tankene

bilen har røde øjne
når den siger farvel
med en smøg i kæften

Pingvinfedt [01:06]

Pingvinerne ruger gaver ud
de er blevet billig arbejdskraft
for julemanden
den vestlige kapitalist
på den anden siden af jorden

[00:50]

Garvesyren fra Newtons æbler
ad mine kinder
så grådig en sult
efter mere viden;

To fugle så stumme
bader i æblevinen,

hvis de skal beskrives
er det ikke nok at have set dem.

Hvem lukker fantasien ind
i deres små knogler
så de kan flyve rundt
i menneskenes verden?

Ringmærkning [00:38]

at sætte fuglene i tælleren
og himlen i nævneren

videnskabens forlorne tænder:
en latinsk betegnelse og
så er den fugl mærket for livet

Neglelak læk [00:23]

dine fingre flotlakeret med lånte fjer

*

curler i håret for at efterlade en fylde
i form af ingenting
med mindre du tæller tiden med
når den slår et skarpere sving

[00:09]

rosiner under ballerinaens sko
til at holde sig fast til gulvet
som trådte hun vin til hoffet

en kage af rosiner til
violinisternes filen og strygen
som måtte vi blive tykke bag ørerne

[23:52]

millioner af ideer
hvidglødende, hvidmosset, hvidmende
hvidsprængt, hvidspættet
i varmen lysende hvid

med hjertet på tungen
tungnem, tungskarp, tunglende
tungtfølende, tungtfaldende
i kraften hvilkende

med forvirringen i forvandlingen
åbensagt, taksagt, tusindsagt
åbenhjertig, afhjertet
utalende tindrende

det færdige
sølvlandet, landskabet, videnskaben,
sølvregnen, sølvsneen, sølvsølvet
alt pakket så fint ind

Konflikt [23:33]

dine læber former et hul om
kødet fra mine kæber og huden omkring,
din tunge slikker som flammer

smittekilden uidentificeret,
men sygdommen blomstrende
feberfremkaldende,
så videnskaben
må træde til i karakter
med medikamenter og påbud

Jeg er ikke en videnskabsmand [23:12]

Jeg er ikke en videnskabsmand,
når jeg dissekerer dine hæklede broer
over de sorte huller i min hukommelse.

Det er anstændigheden der taler
når alkoholen er på vej ud
samtidigt af samtlige
porer i kroppen.

Jeg er ikke en videnskabsmand,
når jeg åbner døren og inviterer dig
gennem min lejlighed hen til det store vindue.

det er intimiteten der taler
når ærligheden blotter
mine tømte øjne fremviser
knoglerne fra kæbe, kind og pande.

Redelighed [22:54]

Videnskaben tager småt skridt
observerer/ skriver ned/ falsificerer.

Da du kom til jorden
kaldte de lærde
det for din fødselsdag

det skulle jo helst passe
med verdensbilledet,

sådan har videnskaben forsøgt
at holde fantasien på afstand
stadig igang med at afdrage
på tidligere misforståelser.

[22:42]

jeg nævner ingen navne

Opfindsomhed [22:39]

Den førstes opfindsomhed
bliver den andens gennemsigtighed;

At stå tilbage med alle sine forsøg
sit liv viet til en ide
der langsomt stiger til vejrs og
overlades uden for rækkevidde

at være orglets messingrør
hvorfra lyden stiger mod loftet
og efterlader dem rungende
af frigjort plads,

hvem kan blive boende i verden
hvor ingen møbler står hvor de stod.

i folkemunde II [22:22]

Da Darwin sparkede døren ind til Gud
ved at beskrive evolutionsteorien
og derved lod mennesket nedstamme fra dyrene
glemte han at lukke døren,

først mange år senere blev det opdaget
at Gud var forsvundet ud af samme dør langt tid før
fordi Jesus, ikke Noah, var dyrenes konge.

i folkemunde [22:14]

Da Duchamp sparkede hul ind til kunsten
ved at placere et urinal på en udstilling i New York
og derved lod alt kunne indtage kunstens position
glemte han at lukke hullet,

først mange år senere blev det opdaget
at kunsten bevægede sig igennem hullet i den modsatte retning
og derved lod kunsten indtage hverdagens positioner.

Lyst [21:54]

at række ud og skille læberne for at placere et æble mellem mine tænder
trække fingrene tilbage igen og stikker dem i munden

at spejle vores lyst i flammerne så famlende

hvert forsøg så usagt et ønske om noget andet
skuffelsen om at vende tilbage til begyndelsen
er ilden mellem mine hænder,

et lyn

der borer sig gennem himlen
som et suk

der graver sig gennem
æblet som orme

Grænse [21:41]

kom lad os gå til grænsen
kom lad os gå grænsetrængslen i møde
lad os sætte grænseoverskriderne i stævne
lad os grænse op til hinanden

lad os fylde det grænseløse
med angst og mod
og bygge et lavt stakit
så vores øjne kan
slynge lyset rundt
på den anden side
af hvor vi står i frygt og håb

Hovedets tværsnit [21:28]

jeg tager viden til mig
gennem sugerør

on the rocks

der er så mange farvenuancer
at min pensel allerede
er helt sort og grumset

som ungdommen der higer efter
det nye så meget
at nogle generationer
først er tjekket ind igen
som astronauter
der forskudt i tid
forsøger at lægge
raketvidenskaben bag sig


*

at være halvvejs:
en grænse der kun findes i videnskaben

Bevægelse [21:16]

hvis jeg skulle skrive
dine ord ned
ville jeg overskride en
intimsfære,
for den ømhed
jeg nærer for dig
vil være så afslørende,
at jeg skulle sparke til et bjerg
for at opnå samme bagudrettede
bevægelse.

en teori er en rekord der kun venter på at blive afløst af en ny [20:54]

en overraskelse af raket i mit kød

lattermusklerne blottet

jeg lever i en tidsgrød
hvor sekunderne falder tilbage i sig selv

og verdensrummet

tabt i den gode gråd

At rejse er at lede [20:37]

en bid af uret er en bid af verden

afstanden er underordnet
hvis fortiden kan formes efter din hukommelse

sådan som videnskaben rydder op
i tidligere misforståelser
sådan vil jeg rejse

Stjernebillede [20:19]

rejs ud i verden
skarpladt
og kom ikke hjem før
du er tom for ammunition

og gør det igen
forlæng din debut
for de blå haves skyld

den lille røde nødlampe
der blinker i det forgabte

stjernebillede

[19:54]

Du taler om Newtons rådne æbler
og jeg kommer til at tænke på
Wilhelms Tells hvide pil
i hjertet på modet i hjertet

det er et spørgsmål om tyngde
før det falder nogen for brystet
det er et spørgsmål om hastighed
før stilheden river sig løs fra din mund