(02:00)

vi ofrer vores viden for vores viden
som myggene limet i nettets system
duver vi sikkert som tanken om sjæl
mens fantasien blæser

(01:52)

vi ved at vi nejer for det uvisse
ude over slugten
en dør af æbletræ
pingviner march
fra tinde til tinding
vi er ens og vi er ikke ens
og derfor er vi alle fantaster
ikkevinger griber om kolben
vi drikker vi ofrer vores viden for vores viden
fantasiens generationer

(01.42)

lad rosinerne brænde!
genlad knoglerne med en kugle af snask
og skyd den langt efter videnskaben
som er et rammende begreb om
en verden som ikke bor i mit hoved

man kan ikke gå på rosiner
man kan da ikke bygge af rosiner
men man kan sagtens rive rosinerne ned
glem rosinerne!

ordene gemmer en blanding af hukommelse og visdom
og det er vel det vi skriver om
der er vel det vi bygger af
og ordene skylder ikke noget til nogen
nej
nogen skylder noget til ordene

min fantasi har intet udtryk hvis ikke jeg tror at det kan lade sig gøre

(01:37)

vi de kluntede fugle
fløjter marv

vi marcherer støt som enzymer
genbrugelige to ben

digtets sutur
syr skuldrenes bredde

ud over slugterne
et menneske vi var ligger strakt over kløften
øjnene er erstattet med døre
kitlen brænder

(01.32)

jeg står i gæld til mere end tre linier der kommer efter hinanden
jeg er selv kommet efter natten
som er efter dagen og det giver tre

jeg har ikke bygget noget op som jeg ikke har revet ned
og hvis jeg ikke har brændt noget
er det fordi rosinerne var for våde

knoglerne udhules til stadighed

(01:24)

mit hjerte
fysiologisk tæt på barokkens sale og kamre

min psyke
er præget af storrumskontorer og afbrud

alt bliver værre på en anden måde
vi ved ikke helt hvordan vi skal forholde os til de røde øjne

tom
tomtom
tomtomtomgang

og kør med klogskab i inderlommen
hjerter vil rimeligvis fortsætte med kaotisk stuk
brændende broer i salonens pejs

nu er det tid til at knitre

(01.23)

der var engang en tanke
der kom først i mål
og selv om den var forestillet
var den ret sikker på sig selv

der var engang en tanke
der forestillede sig
at den kom først i mål
og følte sig lidt usikker

(01.12)

Pingvinen går ind på den anden side af jorden, bestiller en gave og ruger derefter tørt til Julemanden, at intet er så vestligt, at det ikke er godt for kapitalismen.

(00.59)

hvis en fugl var lavet af tryllestøv
ville den stadigvæk kunne flyve
det ville den ikke med en motor

hvis flaskens ånd havde motor
ville den iføre sig en kittel
og forklare tryllestøvet væk

mine knogler er udhulet af nat

Pingviner (00.55)

Alle fugle er blevet pingviner, sorte og hvide, uden vinger

(00:53)

jeg forestiller mig
det der var før før

fortiden
dig
før du blev dig

jeg ved
det der er nu

tiden
du er her
eller
du er her ikke

jeg forestiller mig
det ukendte

altiden
med os eller andre
de relative katastrofer og tandlæger (onde)
overaskelsessexmutanter og xenohudcreme på hylderne

 

og tiden er

i alle verdener

der ikke er intet

og intet findes

og intet findes ikke

og får det sidste øre

og jeg er et par promille ubevidst løgn

 

(00:44)

i reolen er der glas med drømme
sorteret efter nattens længde

i rapporten skriver formlerne sig
selv ud af historien

i morgen skal du vågne i din vide kittel
og lukke ånden ud af flasken igen

(00.43)

jeg har ikke talt dine fugle
det var ikke mig
jeg gjorde det ikke
jeg har heller ikke nævnt dem for nogen

en fugl ved navns nævnelse
er bedre end to stumme

(00.40)

jeg er sikker på
overbevist om enkelheder
der ikke danner vished
en brik der ikke passer
tvivl der ikke er en ramme om andet end mere
det er der ikke noget galt med
indtil videre

jeg bygger ikke noget op
som jeg ikke kan pille ned

(00:23)

vinen ligger som små rosiner
på dine læber som et udtrådt kys

de sidste dråber gav næring til
et afslag, der smækkede som
en dør/fuglenes vinger
under træk

(00:22)

tvivlen er den ven du ønsker du ikke havde

(00.39)

jeg er sikker på
overbevist om enkelheder
der ikke danner vished
en brik der ikke passer
tvivl der ikke er en ramme om andet end mere
det er der ikke noget galt med
indtil videre

jeg bygger ikke noget op
som jeg ikke kan pille ned

(00.19) stilhed 2

jeg har holdt dit gulv med mine sko
jeg har spist din lyd med mine ører
jeg spiller ingenting
ingenting spiller mig
alligevel er noget
på spil

jeg har hørt dine sko med mit gulv
dine ører er faldet i skoven

(00.15)

Kære 23.52

Overbevisningen er grunden for din sikre viden:

Sandhed, sandhed, sandhed?

Indtil videre, indtil videre, indtil videre…

(00:14)

som væsener avler væsener

avler rationalerne sine små

mutationer i egne tilbygninger

højere dybere med samme

katalytiske kraft der ikke er kraft i sig selv

men en ekspansion af forkastelser vi rummer

der ikke kan lagres

vi

de brændende fossile broer

så ser vi en fugl vi endnu ikke har formået at kopiere

(00.08) stilhed

et figenblad fra munden
et æble fra stammen
to hænder i hånd
to aber i manden

en kom for sent: slangen eller fornuften?

(00:05)

Tvivlen er et gode

og var det den aften, jeg forvekslede en vandpyt med havet i det klareste frostvejr, hvor træernes grene var tynget af funklende fugt. Det var den, den aften hvor jeg pakkede det hele sammen i en enkelt kuffert:

Tårekrukken, reagensglas, en hestekæbe og sko udskåret i kirsebærsten, og da jeg så gik min vej, var dette hverken en åbenbaring eller indsigt men blot et syn i det intuitives tegn. Tvivlen vil komme dig til gode.

(23.59)

det er pakket ud
viklet, vejret, vendt og vundet
ingen brøkdel mere
ikke bundet
åbnet, ugemt, nøgent og perverst
fødderne har ikke tæer
fingrene har ikke negle
kagerne har ikke rosiner
og rosinerne var aldrig druer

en enhed, og som sådan
kun enhed

(23.52)

det er ikke
sygdom
jeg nægter at dette syn
er en gåde

der er ingen tvivl om
hvad jeg ved og
sandhed sandhed sandhed

(23.33)

Hvordan komme videre herfra
når det eneste der rimer på rimen
falder i en pludselig sølvregn
der forsvinder igen i græsset
og efterlader et landskab der
når man ser det fra en helikopter
er det samme tåbelige maleri

Dine ører titter forsigtigt frem
som triste sommerfugle
i september er din ånde som
smør du fylder landskabet ud med
fjollet neglelak der får natten til at lugte
af noget der altid vil være nyt

(23.18)

Videnskabsmanden tæller stjernerne.

Fantasten udfylder hullerne imellem dem.

(23:15)

Videnskab og Fantasi er ret vilde med dans

A og T er til lancier

G og C er praktisk til jittebug

Videnskaben havde frembragt et datingbillede med stort besvær. Fantasien synes det var et match med noget de havde snakket frem og tilbage om. Begge var enige om at det var både logisk og fantastisk på samme tid.

Svaret var ellers det så trivielle “X”

Kom (23:00)

kom du skal op på loftet

nej jeg vil ikke ned i kælderen

så stiger jeg ned til dig

nej der er kun plads til mig heroppe

(22:48)

der er intet at vise

(22:48)

jeg nævner alles navne på én gang
så alle har anonymiteten i behold
men ingen føler sig glemt

Gud & Gud (22:44)

Gud og Gud har fødselsdag alle dage

året har de gjort ovalt

som tiden målt fra siden

Så giver de hinanden gaver fra hinanden

og spiller overraskede over de let gennemskuelige modifikationer:

et trin op for et trin ned fra sidste gang

trinene efterlader de i bunker på Jorden

som menneskerne bruger til kældre og trapper

der indimellem er svære at skelne fra hinanden

særligt når tiden slår skarpere sving

(21:46)

ikke begyndt er en sandhed

halvejs en præcis lokation af et mål

helvejs er en løgn

(21:44)

grænser er noget der kun findes i videnskaben
i kunsten smører vi bare drømmene ud

(21:35)

fantasien er en grænsevagt

på kanten af det forvitrede

på kanten af nyt

der blev født ud af ældre

ved bortgang begriber jeg

verden forladt under bjerget

kom lad os gå

på afstand af grænser

kom lad os gå

til grænsen

Svaret er X

(21.24)

Tidsgrød siger du
med munden fuld af triumf.
Vinterlyset spiller en fanfare over bordet
og jeg får lyst til at række ud og med to fingre
skille dine læber ad
Måske fordi jeg har lyst til at mærke et suk
eller fordi jeg tænker du har skarpe tænder

(21:18)

en lyskegle slynget rundt i en kolbe

hånden leder i et gennemsigtigt uvist

et glasklart mørke med tiden

en rejsende ingridiens

ægte ure findes ikke

almen viden (21:16)

videnskaben og kunsten
er forsøg
på
at leve
det universelle liv

jeg dissekerer dig med øjnene
det er næsten som at være der selv

erindring (21:12)

livet leves baglæns
men forstås forlæns

Jeg vil efterlade fodaftryk som meteornedslag på verden (20:57)

jeg er på kant med klippen
hvor meget jeg end stamper på den
nægter den at dø og blive til en dal
så jeg kaster mig ud
og lader som om tyngdekraften er mine mægtige fødder
der kan flytte bjerge
eller mennesker

Fredløs (20.53)

Det er som om jeg ikke kan rejse uden
nogen af jer
Den uforklarlige ømhed vil jeg ha´med mig
Og sandheden
Men det er som om der ikke er plads til os mellem os

(20:48)

at gange verdensrummet
med alt det jeg ikke ved

at slukke de stjerner
hvis lys jeg ikke bruger

sådan som fantasien strikker huse
af videnskabens garn
sådan vil jeg rejse

Opfindelse (20:34)

jeg limer skrællen fast til æblet
ingen skal sige at jeg ikke har prøvet

at få paradiset tilbage

at tænde nødlamper som frugter i de sønderskudte træer

og få lynet til at slå ned
og give mig ilden
så jeg aldrig mere behøver
at skabe den selv

(20.31)

Du kan godt forvirre mig lidt
Og i al min uvidenhed
bitres jeg over din skide bedrevidenhed
Du kan rejse på ingen tid.
Kan du godt græde?
Der er kun taget en bid af æblet.
Synes du jeg er uren?

(20:16)

Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien
fantasien kender ikke sin gæld til søvnløsheden

men søvnløsheden
kender sin gæld til vreden og frustrationen

som begge er placeret i laget
mellem øjenbrynene og øjenlågene
lige før, det bliver blødt

dér svulmer de op
og bliver tunge og klistrede
trykker øjnene længere ind i kraniet

derind hvor de lange fiktive
samtaler finder sted og nogle gange

en sjælden gang i mellem helt derind
hvor fantasien kribler, hvirvles op
og opløser alt andet

så hovedet bliver let
og kun det vigtigste daler ned og bliver tilbage

Oook [20:16]

se dig
tilbage se dig stå
undrende under væk
se
fantasiens grænser læner sig
ind
over forskeren Oook har skudt et
træ
gennem en gedde og spiddet en larve
på
et ben og ristet larven over sit glødende
øje
eller det har Oook set en nat under
en
drøm om orden en drøm om orden
en
drøm i grønt vand
en
struktur
et
mønster
gentagelse gentagelse
er det sådan      fisk tænker
er det derfor                 de er smukke

(20:07)

Vandet i rørene er grønt
Som din stilhed
Jeg troede munde også var kendt
for deres venlighed mod selv
den mest ignorante

(19.59)

Der er slagtehuse nok at drømme i
Æbler i lange baner
Du kan få både det ene og det andet for en slik
Men aldrig besidde alt vi for længst har mistet
Braget har længe været på vej
…
Bum

(19:55)

1955: fantasien har ingen paradigmer

2010: fantasien har ingen paradigmer

(19.42)

Skyggerne er sorte
som min klogskab
Og det føles som om jeg har feber,
når musikken på uhørt vis finder vej
ud gennem sprækkerne

Kom tilbage (19:32)

Elskede

en million polyfoniske abeskrig

og du er tilbage

og vi døde aldrig rigtigt

jorden gjorde vi fladere og berøringssensitiv

menneskeheden forudså os dengang

vi flettede drømme i hver vores seng

nu telepaterer vi farver rungende klare

mit ansigt er dybdeskarpt

verdensrummet X verdensrummet

Newtons rådne æble er skrællet tilbage

Vedhæftet:  duften af lundene

Du finder mig i lysormeridt under glidende hvalskygger

eller tyste sjælestrømme gennem satelitternes vægtløse rev

jeg ved ikke præcist hvor jeg er

mine misforståelser forekommer stadig forbløffende livagtige

(19.29)

Jeg går gennem gaderne
Ser de rustne forladte cykler,
børnene, bilerne, lysene
Hører noget som tryg støj
Tænker at jeg snart skal stoppe
med alle mine dårlige vaner
Al denne synd
og jeg undrer hvad fanden Adam har med julen at gøre
og opdager at jeg har min idiotiske kærestes
idiotiske kat i hælene
Jeg vil hellere tænkes
End mødes

(19.18)

Fantasier om ting jeg ikke ved noget om.

Viden om ting jeg ikke fantaserer om.

 

 

(19.05)

Du spørger ikke til min vildeste fantasi.

Så jeg tænker med forbitrelse på Adam og Eva,

der slet ikke fantes.

Og så er musikken vel mest levende.

Mælkevejen og andre veje (18.41)

De ville alle leve til evig tid
som helte vel?
Det er ikke rimeligt
hvis du vidste hvor langt jeg har rejst for at komme hjem
Og så er alt så uhyggelig lukket
og der ligger rageknive og rådne æbler over alt

Alt er blevet virkelighed (18.23)

-Nej! Det er mit
-Nej! Det er mit
-Nej! Det er mit
-Nej! Det er mit

Jeg ved ikke hvad mit hjerte tænker (18:20)

hjerterne vender sig
i deres kroppes grav
aldrig så jeg så dejlig en grav

graven i brystet
brystet i kroppen
kroppen i hjernen
hjernen i hjertet
hjertet i huset
huset i hånden

verden ender langt ude i skoven

En snavset affære (18.15)

Dine tjenere jager endnu
lutter tålmodighed
Du skal belønne
og virkelig er også forrådnelsen

(18:12)

Virkeligheden er intet udover en fantasi, udsagt som videnskab

(18.05)

Man skal ikke nødvendigvis kunne se
dem når de taler
Man skal lytte
Og at livet ér,
det kan man mærke
for det er hvad de siger

Tetris II (17:48)

Hejsa Ukendt Afsender. Log ud eller skrid ind
giv væk og bliv ny
væn dig aldrig til ordenes enshed
vi er altid
ukendte stemmer i mørket
vi dissekerer hinanden i stilhed med øjne, vi ikke har

hvem vækker bjørnen
hvem spiser æblet
hvem hvisker de sidste ord når tæppet går ned bag horisonten?

jeg lukker ørerne og holder mig for ordet
ingen kender byen før spillet er slut

æblet blev ikke ædt på én dag (17:36)

jeg snor mig gennem tiden som en orm gennem et æble.
livet er passager til mock-ups af andre rum
og kulisserne er lige så virkelige, lige så mulige at gribe fat om
som din sætning er et ormehul til halsens bløde kød.
hvem har sagt at døre skal åbnes
hvem har sagt at tårne skal væltes
hvorfor ikke bare sidde her og spise vores ord
mens tæppet går ned bag horisonten?

vikling [17:13]

Y
Y       HAN
Y
Y
Y
Y          OVER
Y
Y
Y
Y           HUN
Y
O X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X

X       HUN
X
X
X
X            OVER
X
X
X
X                HAN
X
O Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y

X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X    HUNKLON HUNKLON HUNKLON
X
O X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X

videnskaben er et rådnende lig der er tættere på dig end din egen halspulsåre (16:47)

visse ting er sikre og visne.

tyngdekraften findes,
også selv om to sprog bliver uenige
om hvorvidt dens eksistens er en lov eller en teori.

hjernerne findes,
også selv om vi ikke ved hvor
de får deres tanker fra.

der er en verden derude,
en verden af x,
som vi kan gå imod på gamle, slidte
uendelige broer.

(16:36)

kan vi møde
hinanden et sted
i sandet
og løbe rundt
med hunde
og træer
i månelyset

og når himlen
er for mørk
kan vi altid
sætte os
ind til kanten
ved floden
og blinke

kan vi ligge
dér på ryggen
og drømme
i regnen
om jorden
til solen
står op

den der lytter til dørenes kvæk (16:29)

over slugter
svæver ideer
skyggeløst i nat gennem dag
gennem nøglehullet spirer
noget for synet
noget for tæt på
spærrer for endnu langt fra og her
skal vi se for at så
vi skal så for at se
frøen spjætte electro
et hjerte der hænger
og knirker alene
over sengetid
rejser vi blinde
til klipper af frøskind
på morgenes tinde som
vægtløse frø der sat sig og
forskeren takker den der drømmer
drømmeren takker den der forsker
den der knirker
den der lytter
til dørenes kvæk

Lyspæretræ (16:28)

se hvordan alle ideerne springer ud
og oplyser byen som en mark af stjerner

 

(16.21)

mit Dankort ved ikke at det står i gæld til mig
nullerne kender ikke deres gæld til ettallet
man kan aldrig fare vild med en iPhone på lommen
over sneen lyser en blå tåge
vi leder efter en dør ind i skoven
vadende i grøftens savtakkede sejlrende
der er ikke noget at sætte ild til
der er ikke noget at betale
snedriven kender ikke sin gæld til samfundsøkonomien
udsigten ved ikke at den står i gæld til mig
du påstår at du får en lysende idé
kære ven, alle mine
idéer lyser

(16:18)

på flader af grå marmor
ligger du altid på maven
og sover
med dit hår
bundet fast
i sneen
om skyer

dine øjne
er så blå
at jorden
næsten ikke er til
at få øje på

derude døre derude (16:05)

er
og
var
her
hjemme
i slugter
shamaner mellem utaknemmelige
shamaner mellem utaknemmelige shamaner
mellem utaknemmelige shamaner mellem tinder
shamaner mellem utaknemmelige shamaner
mellem utaknemmelige shamaner
i slugter
hjemme
og
så
døren
og
så
hjemme igen
mellem bogsidernes tårne
tårne mellem bjergsider bøgerne tårner
sig højere i bjergsider bøgernes tårne højere tinder
og se bjergsider bøgernes tårne mellem
bjergsider bøgernes aldrig
helt hjemme
videre
og
så
en
ny
dør
og en dør
og en dør og en dør
og en dør og en dør og en dør og en dør er en tinde
og bagved et land der er
nyt om os om vi må
drømme videre
ud nyt
der

ude

dørene

ud

er

dø    re

IND

=

UD  i

ø

d r      e      d    ø

d                re       d

ø     r   d
r

u
fj rn  t

i dis
e
n                          knnnn

irken

ingen kender ikke (15:58)

ingen kender ikke sin gæld til fantasien

vi trækker historierne efter os
som hudsække med guldpenge
snor os gennem tiden som
toptrænede
skildpadder gennem et kapløb

vores ord runger
højt og klart
om det så bare
er i vores egne munde

ingen skal komme her og sige
at videnskaben ikke kender vores navn

(15.55)

tænderne er skarpe
i det gule lys og kinderne
røde i kulden

nøgen
som en kniv
sluger en sky

stjerner
i bølger
og glas

Tetris (15:53)

alle de tårne der bygges omkring mig
alle de ord som brikker i tetris
som kasser der stables, som brikker der knaldes
som brænde der saves, som stammer der gnaves
som heksehyl mod himlen, brikker i skak
brikker i brikker, prikker i briller
sirener der gennemhuller tæppet der falder
over byen som en nat eller en dag
mens vækkeuret skriger
når den første brik når himlens port
og gamet er ovre

(15:42)

Bunsen ejer hele komplekset
som andre satte ild til.
Æren tilhører slutstenen.

Kummulativ enhedsfantasi er et gadekryds;
modstandsdygtig uretfærdighed.

(15:35)

din fantasi ligger
i min hule hånd
indelukket af solsikkens
visne beskyttelsesbrille:
fiboniacci.

et
flagrende lyn
tre
orange changerende støvfald uden fokus
syv hvælvende brysthimler fra en tysk propaganda film om
13

error er ikke uheld
men blot et forsøg

(15:30)

min fantasi
kan ligge
på et meget
lille sted
hvor solsikker
alene lyser
øjne op
i himlen

du kan være
ved at forsvinde
i daggryet
flagrer lynet
orange rundt
i støvet
lige bag
dine øjne

Orm (15:24)

himlen er på tværs og
jeg har to store bryster
der skyder duer
helt til rotterne

(15:22)

Når jeg optræder, er det umuligt at sige
om jeg lyver eller ej. Gælden kender ikke sin skrift
fra fantasien.

(15:20)

jeg samler alle bogstaverne i historien
til en kold hård bold og
kaster den mod de tomme sider
– ikke to ord er ens

selvstegt (15:17)

at tænde bålet der vinder
kapløbet mod endeligheden
kræver kun et strøg med hånden over din kind

(15:09)

Jeg lægger benene over
kors på kirkegården
for at forvirre orme og enker

Jeg er altid frejdig
når jeg går med
favnen fuld af visne vers

(15:00)

jeg sætter ild til døre
og åbner broer

hvad som helst der kan efterlade huller

i tiden, mens jeg langsomt træffer mit valg
om at lægge armene
over kors

(14:56)

en tå på krogen
haler hele havet ind

skyller skellettet ud
gennem åben mund og polypper
drypper

drypper af
og kaster sig ud
mod åben pande

(14:47)

orm i ærmerne
en arm i bevægelse
glider af
på kinden er moralen 
og historien lukket

(14:15)

i ormetågen trækker hul

lerne flams und intetheden

 

orgler spytter sært stof

til flere spyd