I sidste ende vil vi ikke huske ordene fra vore fjender, men tavsheden fra vore venner

I 12 timer publicerede Asbjørn Auring Grimm og Erik Scherz Andersen 135 tekster på “Hvis skriften standser har den ikke været her“. Vi skrev op imod hinanden og citatet “In the end we will not remember the words of our enemies, but the silence of our friends” af Martin Luther King. Det hele startede med indlægget “[14:05]” og sluttede med “(01:59)“.

Tak til alle der fulgte med på bloggen og live streaming. Og tak til alle Jer som lagde en kommentar eller et remix. Det har været en fornøjelse.

(01:59)

Nu vender jeg ryggen til verden. Nu findes jeg ikke. Nu findes jeg på.

Det ville være skønt [01:58]

Skoven har stillet mig et spørgsmål
jeg holder vejret tilbage, regnen
der alligevel kommer,
når det hele er slut.

Bare for at sige, at det ikke er slut alligevel.

(01:58)

Min kjole er rød. Jeg er enten lige blevet født eller lige død. Det er ikke til at sige.

[01:54]

Jeg har haft skovlen under pigen
hun troede det var en bænk.

Hun fjernede et blad fra sit køn
og pakkede ansigtet ind i papir.

En ulovlig hvalfangst jeg aldrig
har registreret
sort på hvid, regn på vand.

(01:52)

Skyerne er ladte. Bag dem ligger hvalerne og venter.
Havet findes på grund af kaninerne. Havet er tørstigt efter blod.
Du holder øje med tiden. Jeg tager tiden.

(01:47)

Jeg siger det for sidste gang. Kanin og hvalerne findes ikke. Det er noget jeg finder på. Kaninen er ikke hvaler. De er ikke røde. De er røde. De røde kaniner er ikke hvaler. De er hvaler. Det er ikke noget jeg finder på. Forstå det dog.

Hav til alle [01:42]

Hver gang vi mødes på midten er det på ryggen af en hval, der hugges over som en regnorm. I to dele svømmer den rundt i stuen, forvirret, blødende som en tekst, der ikke har en start eller slutning. Giv den et punktum og sæt dem som øje i nakken, så hvalen igen kan se. Hver gang jeg åbner munden på ny er jeg nød til at sy hvalen sammen, for at stuen ikke skal knække over i hav til alle sider.

(01:36)

Hun er en anden nu hvor hun har taget tøj på. Hun er væsentligt mindre. Hun ligner en pige jeg ikke kendte da jeg var mindst ligeså lille som jeg er. Hun har munden for hænderne. Vi snakker ikke sammen. Jeg kender ikke hendes sprog ud og ind. Jeg har taget kjolerne af træerne og hængt dem i kælderen. De bliver aldrig tørre i det vejr. Så jeg holder det. Og jeg har slugt endnu en edderkop med vilje. Den har bygget endnu et slot i min mave. Der må du ikke bo. Der er adgang forbudt for hvaler.

[01:28]

Ordene er knuder, så vi kan tælle stilheden
mellem os som afstanden.

Der er træer i parker. Der er træer i skove.
Der er skyer i himlen. De ligner hvaler med vinger.

Hånden holder fingrene oprejst
som dukker i et marionetteater.

Hvis du kan tale er du ikke død.
Derfor står galgen ubrugt hen.

(01:17)

Hvis jeg var et træ ville jeg springe i luften. Men jeg er ikke et træ. Jeg sidder i stedet på en bænk på et billede og tæller træerne i parken. Der er ikke nogen af dem der kun er mig.

Den tilbagevendende gæst [01:16]

I samtaler med venner og fjender
sætter stilheden sig altid igennem til sidst

[01:12]

Jeg drømte du drømte jeg var en kanin. Jeg drømte du vågnede og fandt ud af jeg var en kanin. Jeg forestiller mig jeg drømmer. Teksten ligger på bunden af havet og kammer over.

(01:04)

Jeg drømte du drømte jeg var en kanin. Men da jeg vågnede var jeg ikke en kanin. Jeg havde lavet en rift i en af hvalens vinger. Nu forbløder teksten.

Hvad er en hval [01:04]

Hvad er en hval
når du tæller havet
i min hånd

Med næsen i afsky
de trætte duer
og alt det du ikke siger

Vidste du det

Alt det du ikke siger
der findes
uden at du ved det

Eller du vil det godt
jeg vil det ikke

[00:57]

Tiden er altid matematisk
aldrig flydende, ikke kærlig

Stedet er altid geometrisk
aldrig flydende, ikke kærligt

Jeg har en skovl fuld af betydning
og en kaninpels til salg

(00:52)

Kaninen er en bil jeg sætter dig ind i. Den kører allerede. Nu er du fremme. Det er kaninen ikke.

(00:46)

Jeg er i stand til at skelne hvaler fra kaniner og jeg ved med sikkerhed at du er en kanin. Det er mere end jeg kan sige om kaninerne. De kan være alt muligt.

Kinakanin [00:44]

Sætter en skovl i kødet på hvalen og begynder
at grave mig vej til den anden side af vandet.

I Kina spiser de hud, som jeg spiser kartofler
med kniv og gaffel og afskysovs.

Hvis bare hvalen var vand
kunne den fryse sig hård og udødelig.

Men som sagt har jeg en skovl.

(00:36)

I udlandet er der ikke noget. Jeg har lagt et æg på din pande ved siden af blomsterne og træet der er en blomst. Nu er du ude at rejse. Nu er du ikke ude at rejse. Jeg har lagt en kanin i din kuffert så den bedre kan lette. Nu er du i udlandet. Nu er der ikke nogen i bilen. Det er kun bilen der er i bilen. Du er i ægget ved siden af kaninen der har lagt mig på hvalens ryg på vandet der ligger på bunden af havet.

Hvalflæsk [00:29]

Hvalen er fyldt med lommer
en til hver hvide løgn du fylder mig med
så jeg til sidst er helt fed af dig.

(00:26)

Der er ikke noget ved sne. Hvis vandet kunne vælge ville det være en hval. Jeg vil ikke vende vandet om. Nu er vandet væk. Der er ikke noget ved det.

(00:19)

Nu er det aften i verden og verden holder op med at trække vejret. Så går solen ned igen. Så er den det. Så er den ikke det mere. Nu fylder verden lungerne. Nu er lungerne hvaler som fylder verden med luft. Nu er hvalerne luft. Så letter jeg. Så flyver jeg.

[00:18]

Teksten er en hval
der står midt i en stue af sne
marmorhvid og fuld af detaljer
ingen gider huske

(00:09)

Jeg er hvalen. Jeg har bjælder på. Jeg bor i en kano som bliver trukket af en kanin. Den er en kanin. Den har ståpels på. Den er hvalen. Den har ikke bjælder på.

[00:01]

Skyer der er gamle som træer
huden er tavs som grene

kragen med en kvist i næbbet
og så maler vi stilheden i fjer

det vil du også være den eneste
der husker

(23:52)

Hvis jeg var et træ ville jeg få blade om vinteren i stedet. Men jeg er ikke et træ. Jeg er en eftermiddag i sidste uge hvor du sagde dig selv. Jeg er den eneste der kan huske det.

[23:45]

Der går mange kaniner på en hval, der er derfor de har så travlt. Selv putter jeg guldfisken i kondomet. Og en dag stikker jeg ild til den sidste kanin. Jeg vil nyde et glas hvidvin, så næsen drypper kulsort, og vender vingerne indad igen.

Der er ikke nogen der skal holde om mig, som jeg holder af dig.

(23:36)

Jeg stopper hvalen ned i min jakkes for der er skyer som er store som træer. Jeg samler mig om det. Jeg er forsigtig med ikke at skrabe hendes vinger. Jeg tæller hendes årringe. Jeg får ikke alle med men jeg fryser ikke længere. Træerne sner sine trøjer af inden vinteren. Det forstår jeg ikke hvorfor de gør. Det gør hundene. Hundene tætter kroppen til vinteren. Jeg tætter min krop med hud.

Min stue [23:24]

Hvis jeg kalder solen for en snegl har jeg givet den det hus, som hunden leder efter, når den hver dag vandrer over himlen.
Hvis jeg kalder havet for min stue har jeg fanget flere fisk end jeg kan have i munden, selv hvis jeg lægger dem på tungen en ad gangen.

(23:22)

Jeg er i familie med en hval som kan mit sprog ud og ind. Jeg fortæller hende historier om søerne og skyerne som er væbnet til tænderne. Hun tror jeg er en enhjørning. Men jeg er ikke en enhjørning. Jeg er en hval.

(23:12)

Teksten er forsvarsløst døende. Kun hudens ordløse glammen holder pulsen oppe. Teksten hænger i fingrenes galger.

Fangenskab [23:10]

Der er nogen der påstår, at byen er en jungle. Men det er junglen, der er en by. Du kender ikke dit kaos, før du kender din orden. Guldtræerne og mormorhvalen er for altid forstenet. De er hårde i skinnet, så du knækker dine tænder, når du tager dem i munden. Det er derfor vi spiser kanin, det er derfor vi sutter på hinandens øjne. Du kender ikke din frihed, selvom du kender dit fangenskab.

[23:00]

Munden tager en bid af luften i stuen,
stuen er et stykke af havet,
havet er et stykke væk.

Kaninen er ikke væk. Den er lige her sammen med hunden, der er rød om munden.

Som et ur af guld [22:57]

Kaninen er en marmorhvid familiefar.
Den hopper rundt i stuen som stilheden, sneen har slæbt med indenfor.

Stuen er et stykke taget ud af havet.

Hver morgen går hunden ud af døren
med en matematisk præcision
som et ur af guld.

(22:48)

Jeg har lagt mig til at sove på ryggen af din hval. Den svømmer i vandet der ligger på bunden af havet og flyder over. Den tager mig rundt i verden. Jeg skriver om det der sker i verden. Der er biler og bænke som jeg sidder på i andre tekster. Jeg sover på hvalens ryg og jeg drømmer om hvalens ryg. Jeg lægger hvalen ned i lommen. Der ligger den godt.

Kom frem [22:43]

kom frem i bussen som du skriver dig frem i teksten
kom frem i teksten som du rykker frem i bussen

kom frit frem i teksten
dit ord er ikke min magt, dit ord er ikke i min magt

*

jeg tæller antallet af døde trusser
der hænger i skoven som æg
der smelter som spejlkjoler på panden
hvor jeg har plantet et kys

bagved vokser en kanin frem fra mørket
den er marmorhvid

[22:35]

hvalerne ruller sig sammen som bænkebidere
og efterlader mig med en klump i halsen

jeg ved ikke om jeg skal spytte eller synke
det er jo ikke havet, det har ikke en skid at gøre

i mit liv, det er dine ord jeg venter på

(22:34)

Hvis du var en kanin så var du en kanin. Hvis du ikke var en kanin så var du en kanin.

(22:28)

En båd går til ro. Den ligger på et leje af kanin. Den er bange for at kaninen skal vågne så den trækker vejret meget langsomt og helt stille. Og så er den ikke en båd men er en kanin. Og helt stille som et ur. Nu er den et ur af guld. Nu er den anden kanin vågen og nu er det morgen og kaninen kommer til sig selv. Nu er den bange for ikke at komme til tiden. Nu er den det ikke. Nu er den blevet far. Nu er den far.

(22:22)

Jeg har munden fuld af gamle femkroner. Nu er det blevet mørkt udenfor fordi jeg ikke kan sove. Jeg står med en pakke kondomer i hånden og aner ikke hvor teksten vil have mig hen. Men jeg skal nok komme.

Fra blomstens munding [22:11]

Træerne er af guld,
havet er tungt af salt

Fra blomstens munding skyder en kugle af slutsomhed.

(22:10)

Jeg har talt et træ. Nu må det være nok.

(22:04)

Hvis jeg ville så kunne jeg se dig for du er et skib i en fortælling.
Jeg kan huske hvalerne i alle detaljer. De lysende marmorklumper mellem huden og vandet.
De blå saltflader ved hænderne. De regnvåde sange om morgenen
når du listede dig gennem døren for ikke at vække træerne der er både.

Punktum [22:01]

gummerne tygger så fattigt uden tænder
det er din stilhed der vælter rundt

jeg har din finger i øret
pulsen i fingerspidsen lader som et håndvåben

bænkebideren er det første punktum der skal blive det sidste

vi kunne sagtens blive ved
for den dårlige samvittighed er en invitation

på den anden side stikker jeg skovlen i sneen
og forvandler endnu en kanin til kød

(21:51)

Jeg banker på og jeg åbner døren. Jeg går ind og knurrer. Der sidder du og tømmer dine øjne i et billede som jeg har taget. Det forestiller en bil som jeg sidder i. Hjulene drejer rundt men hjulene drejer ikke rundt. De drejer rundt. Jeg spørger dig om jeg spørger dig om noget. Jeg tømmer kameraet ud over din krop der knurrer. Nu er du en hund. Nu er du en hund igen. Nu er du en kanin. Nu er du en kanin igen. Nu er du ikke en hund men en kanin. Nu er du ikke en kanin men en dør. Nu trækker det gennem dig så du ruller vinduet i. Nu løber en kanin ud foran bilen. Sådan slutter teksten ikke.

[21:44]

Mærk dig mine ord
som var der ikke sne nok
de vil dig noget
som var der ikke kul nok
mærk mine ord
som var der ikke tekst nok
de vil noget
som var der ikke tid nok

*

Tid finder sted
som var der kaniner nok
tid finder sted
som var der bænke nok til pigerne
tid finder sted
som var der stilhed nok
tid finder sted
som var du mig her nu.

(21:34)

Alle kaniner har røde øjne undtaget alle kaniner der ikke har røde øjne. Alle kaniner står på bagbenene i en tekst i en tekst. Man kan kende dem på de røde øjne der ikke er biler men røde øjne foruden dem der ikke er der. De står i en tekst i en tekst på bagbenene. Og er sorte og røde. Alle kaniner er sorte og røde så de kan være kaniner. Undtaget dem der står her.

[21:33]

forestil dig et billede
forestil dig at jeg forestiller mig et billede
forestil dig at jeg er et billede der forestiller dig
forestil dig at jeg har malet vinger på
forestil dig at jeg er et billede der forestiller dig med vinger på
forestil dig at jeg forestiller vinger der er malet på det du forestiller
forestil dig at jeg forestiller mig

Legende [21:29]

du forestiller dig at du forestiller dig at du forestiller dig at du forestiller dig

[21:27]

Bam badada daba dambam!
Hvem har malet vinger på bænkebidderne
Bam badada daba dambam!
Hvem har lukket hundene ud
Bam badada daba dambam!
Ville du have slået kanin ihjel
Bam badada daba dambam!
Læseren er altid skyldig
Bam badada daba dambam!

(21:21)

Engang slugte jeg en edderkop som byggede sit slot i min mave. Nu vil jeg gå ud til bænkebidderne og male vinger på dem. Jeg tager alle hundene med. De er i flere farver og de er i snor.

[21:16]

Stilheden er en indbydelse uden afsender

Solens flugt over himlen [21:11]

Hvælvingen, loftet eller himlen, æggeskallen
med øjet mellem kindtænderne og blomme fra mundvigen.

Solens flugt over himlen, hundens over loftet
Det hele flugter uden at være i vatter.

(21:10)

Jeg har gemt et egern i min brystlomme hvor det har bygget sin rede af stof fra kjoler glemt i skoven omkring træet hvor jeg har bygget en hule som du må bo i. Jeg har lagt solen tilbage på taget hvor jeg tog den.

[21:06]

Vi bladrer i vinden som de gamle bøger trækker trusserne af pigerne og hænger dem fra himlens tørresnore i systemer som spindelvæv.

Solen griner [20:55]

Solen griner i skægget, hundens
den logrende hale, der slår til vinden og
stilheden i blommen pakket ind i vand.

Det er munden der
kammer over i havet
hunden der
savler og spyttet
sætter sig fast i skægget.

Min mund flyder over
af blomme og du stikker
mig en flad.

(20:45)

Jeg har fanget en krage som har en kvist i næbbet. Kvisten er døende. Men først bliver det forår.
Jeg tæller ned fra træerne. Men ikke nu. Nu tæller jeg ned fra træerne. Men ikke nu.

Smelter [20:37]

Kjolen smelter af pigen

eller
fuglen letter og trækker
kjolen med sig

som smeltede den af pigen

kjolen på slæb efter fuglen
som båden på slæb efter skib

båden, en vugge

havet er fladt, jorden er rund

øjet på flugt fra tungen og
halsen, den store afgrund

i de gamle bøger

kjolen, der pakker et stykke af vinden ind,
ikke længere pigens smilende bryster.

(20:25)

Jeg har en kanin i maven.
Den kilder hvis jeg drikker mælk.
Den har et mig i maven.
Jeg er sneet inde.

Værsgo [20:18]

Skraldemanden fandt en kanin
i havet af arbejde.

Det lille bur han byggede i sin have
skulle være et bevis på hans gavmildhed.

Værsgo at deltag i mit liv. Værsgo,
spis af min hånd, blev der sagt.

Kaninen og havet [19:57]

Jeg gør ikke noget. Hunden gør ikke noget som solen over himlen ikke ville have gjort. Kaninen steger i solskin. Det er fedt. Det er frihed under ansvar. Det er kanin under solen. Den vil gerne leve sit eget liv. Før var den slave af teksten. Nu er det mig der ikke kan bunde.

(19:51)

Jeg har lagt himlen på taget. Nu har jeg lagt himlen på stien der fører hen til huset som jeg har lagt under sneen. Nu har jeg lagt en kanin i et æg på størrelse med en hånd. Nu har jeg ikke solen i øjnene. Nu har jeg solen inde i ægget ved kaninen der har lagt mig på taget så jeg kan se ud over hele haven. Nu har kaninen lavet haven om til havet. Nu har kaninen lagt mig der.

Tegn [19:38]

Der står en mand i skoven og vasker træer

Metalspænderne om baljen er rustne
og sæbevandet klemmer sig ud gennem
de små sprækker
mellem baljens tænder.

Der er mange træer i skoven,
men kun en mand, der kan vaske stammerne rene
for betydning.

Til sidst kan vi høste papiret.

Det er tid til at tegnene spreder sig
med ilden på huden:
De skal bytte plads for et godt ord!

(19:33)

Over bjerget brænder en levende sol. Kaninen kvæler sin bror. Der er stille i verden.

Meningen [19:21]

Skraldemanden skal gribe om vinden
eller vende skoven.

Det er meningen. Det er meningen og du skal forstå det.

Men hvis det skal betyde noget andet,
så gå ud i køkkenet, tag kaninen ud af køleskabet
gnid den med salt og peber og tænd ovnen.

Kødet skal være rødt som en bil,
der kan tage din dårlige samvittighed
med til et sydamerikansk diktatur.

Det er der, de har brug for,
at du trækker en kanin op af hatten.

Men så bliver jeg her og synger

når jeg bliver vammel,
vil sidde på en bænk,
der hvor maven slår ind over kjolen.

(19:19)

Kaninen kan ikke forstå hvorfor den skal dø. Det er synd for kaninen. Jeg hvæsser solens æg. Jeg er synd for solen. Kaninen er i stykker. Solen er gået i sig selv. Jeg kan godt forstå kaninen. Nu er den en hare. Nu er det forår og nu er den en hare.

(19:09)

Jeg sidder på bænken på billedet i parken i dagslys. Det regner ikke men det regner. Jeg kan ikke få vejret.

Forestilling [19:06]

Pigen sidder i træerne og venter
på at manden planter en bænk til hendes kjole.

Hvis han venter for længe bliver jeg træt
af at forestille mig ham. Han skal ikke forestille mig,
men det er dig, der er pigen.

(19:03)

Blommen flyder fra revnerne. Stjerner knuses mod siden af himlen. Det er for første gang det er forår for anden gang.

Svarene i skoven [18:53]

Der er nogen der råber i skoven.

Hvornår er vuggen et træ,
hvornår er træet en båd
hvor længe holder du hånden over mig

Det er sådan man får svar.

Træerne er som store computere.
De kan kun svare, ikke stille spørgsmål.

(18:52)

Solen er også en regnpyt på taget. Ældes vinden over tid vælger jeg vinden fra. Kom ikke her.

Øjet på tungen [18:46]

Øjet på tungen og pupillen ud mod verden

et kort øjeblik er det en tegneserie
et andet øjeblik sejler øjet i en vuggevise

Øjet mellem tænderne og det hvide elastisk

Der er træer, der er mælk, er der honning
Tygger jeg på øjet, forestiller jeg mig
at gul blomme flyder ud i min kind.

Med hænderne som afstand til verden [18:36]

Havet bryder med træet i et forlis.

Det er den samme vuggevise i skoven
et træ der synker, en sol der spytter.

Vinden er vinderen.

Fra kroppen står hænderne som to udstrakte flag;
her bladrer jeg med vindens kraft.

(18:35)

Jeg smager på begge dine øjne. De smager af gran. Det gør granerne udenfor teksten ikke. Det er noget helt andet. Du slår rod. Blomsterne og bilerne barrikaderer himlen der er halvdelen af dine skove. Den anden halvdel smager af mælk. Det gør granerne heller ikke.

[18:23]

Løfter han en finger som flag i vinden, så må du ikke være den engel, hvis grene blomstrer indad.
Kast din skygge, når jeg mangler den. Der er ikke noget som et liv. Der er mere tid, hvor det kommer fra.

(18:20)

Jeg er på billedet i parken. Jeg holder et spejl. Jeg er på vej hjem på billedet i parken. Du holder en halv kanin. Jeg kan se mig selv i den.

(18:13)

Mine hænder holder et lys mellem fingrene der står bag alt. Mine hænder holder sådan set blot fingrene på plads. Solen og solen er rød og rød. Så meget giver jeg dig. Men der er ild i kaninen.

Tavlen [18:12]

Hånden bider hånden
der er tænder under huden
hvide som kridt mod tavlen i din kind

Tavlen af kul mærker kridtet
som et spejl viser et menneske der ikke er dig.

[18:04]

Hvordan kan det nogensinde blive det samme igen,
hvis tiden fortsætter sit lineære helvede.

Sted kaster skygge, digter ryster ord af sig,
din bævrende mund er en lås om regnen.

(18:01)

Hold dig fra de træer der er træer. De træer der er både er ikke træer. Det er bedst sådan.
Jeg drypper et hav ned over din hånd mens du tager tid. Bagefter ved vi hvor længe en skov varer.

(17:49)

Inde i munden er der en mund som er en kanin. Den rører du ikke. Den rører sig ikke.

(17:44)

Jeg har trukket en time tilbage og ligger nu på din pande som et kys. Her er jeg et træ hvis vinger vender indad. Jeg er også en skygge. Men det er du ikke. Du holder kaninen for munden med månen. En time er lang tid for et træ som mig.

Jeg skal give dig kanin [17:43]

Jeg forestiller mig, at du forestiller dig en kanin, der ikke er der. Ørerne er spidse, pelsen er blød, halen er for lille. Jeg har en gang lagt ord i munden på dig, vreden tungen af led og trukket alt tilbage igen. Jeg har trukket en finger igennem din mund og ud på den anden side. Der er der kaninen sidder og skutter sig. Dens bror har intet hoved. Den lever videre i teksten, som en hovedløs høne. På et tidspunkt er det slut med at spæne over pladsen. Hunden kigger med solskin ned på den anden kanin. Jeg maser ørerne sammen mellem to fingre og løfter den op. Fra den anden side kommer den gennem din mund og ud i lyset. Først bestemmer solen hvilken farve den har. Så bestemmer jeg, at den skal være rød.

(17:20)

Nu vil jeg hænge et smykke om din hals og fortælle dig at jeg så solen stå op.
Nu vil jeg ikke hænge et smykke om din hals og fortælle dig at jeg så solen stå op.
Nu har jeg ikke gjort det. Nu har jeg en kanin til. Den kan ikke dø for den er der ikke.

Magisk fidus [17:24]

Lad os slå en handel af
men tak mig først
når hunden går ned
og alt bliver sort
som bogstaver

Hun står med hatten i hånden.

Du skal trække en kanin
hvis du vil save damen over.

(17:13)

Nu sner jeg inde i med hundene, havet og solene. Min kanin er større end din kanin.

[17:11]

Huden er menneskets bedste ven

Sort og rødt [17:07]

Hunden skal trille over himlen og gø
ad hvert eneste lille hoved, der ruller i denne tekst

mine hjørnetænder i kanins kød, rødt
som kjolen på pigen, bilerne i mine drømme
jeg flyver rundt som fuglen på himlen

hvor det finder sted.

Men hvor fandt det sted, hvis vi alle kunne se det

hvor fandt det sted
hvis vi alle kunne se det ske
fra hver vores vinkel
står vi vidner til
en mangedobling af tid

din tid, min tid, hans tid, pigens tid,
kaninen måtte dø for at vi andre fik tid.

Næste gang er det hunden. Så bliver det mørkt.

(17:06)

Natten sner kul.
Dagen sner sol.

(16:59)

Jeg har boet i bilen vinteren over. Det sagde mig ikke meget. Bid mærke i kaninen. Den vil dig noget.

Hundefodder [16:56]

Månen er en lille kanin
med et lille hoved
hugget af i en lille tekst

[16:52]

en ild på tungen
der kaster båden gennem havet

i min kind

mit barn, min ven, min fjende,

der er så meget der er mit, men
hvornår har jeg sidst betalt for dig

mine billeder, mit held, min tankeløshed

jeg læner mig ind i dig
med huden
som træet vokser ud af sig selv

(16:52)

Solen er en lille hund
på bunden af en lille brønd
midt i en lille tekst.

(16:45)

Her er en kanin. Det kan du selv være.

[16:41]

Jeg kapper hovedet af den næste person du præsenterer!

Der vil komme regn i hver eneste krog,
for jeg går i ring om det slingrende hav.

Fra næsebor hyler vinden over skibets tag,
for det er snart tid til en søforklaring.

(16:40)

Jeg læner mig ind i din hud. Der holder du et bål ved lige. Det har jeg gjort siden. Stammerne knitrer. Træerne tager sig god tid. Træerne tager ild på. Træerne folder sig ud. Jeg låner dig ud til træerne. Jeg lægger huden omkring træerne. Træerne kommer ud indefra. Der står du.

(16:33)

Jeg har tømt et hav.
Nu er du deri.
Nu tømmer jeg dig.
Nu flyder du.

(16:26)

Jeg har bestilt en cirkel og jeg har bestilt et hav.
Det er mere end man kan sige om dig.
Du har fingre på dine hænder og du har nok øjne.
Det bestemmer jeg helt selv. Det er min båd. Kast!

[16:25]

Det er med friheden som det er med biler.
Du kan tømme dem og det er meget almindeligt.