Peter-Clement Woetmann deltog tilbage i januar i konstantskrift her på bloggen. I hans nye digtsamling “Mit indre Pompeii” er flere af hans tekster (måske alle?) fra konstantskriften gengivet i den sidste del. Selvom PC stadig synes det er fedt at være smuk, så er tonen en anden end i debutsamlingen “Heldigvis er skoven blevet væk”. Lad mig som anbefaling citere et af digtene (opsætningen er anderledes i bogen):

Spredte fugle lidt duft og en hånd
hvisker søvnen du holder
sneen er hvid ligesom luften vi ånder
fødderne knirker som himlen er blå
over skyerne ligger det
hænderne sveder / Bror! du må hjælpe
det stormer og kulden vækkes af mørket
som buldrer ind over bjerget
her sætter frosten sig fast rundt om øjet
en fugl cirkler skygger og skriger
og skriger. Mit hoved er tungt:
hvor er der stille?
hvor er der tomt?
Bror! du må hjælpe når himlen vælter
og ansigter skærer sig ind i dét bånd
Bror! du må hjælpe når tomheden rammer
mod kinderne, armen og huden.



“Mit indre Pompeii” af Peter-Clement Woetmann udkommer på Kronstork den 2. oktober og koster 125 kroner

Reklamer