KODA (01:57)

Du vågner virkeligt og følelser
et vitterligt spøgelse går gennem
din krop når den er mange nok
og sætter et spejl frem foran sig selv

80eragtig spejlningsmetafor må lige likvideres

Jeg har siddet længe på min røv
dagen er væk som dagene
dette megahårde vilkår
lad os rejse os som en slags mennesker

ok allright?

Nedskrivning/ophævelse (01:47)

Blomkålslignelsen steger længe mine venner
hjortetakker på sin vis en semantik
men kun så længe det vender sig
i noget nær næppe – og støv

Støvet må flygte som en røver gennem natten
er det sandt?, så er det sandt
men indtil videre kun et maskebal
vi optræder jo uden ophævelse –

mange bryster, få hænder (01:31)

3333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333333

5
5

begyndelsen på enden (01:29)

Sorte fugle tegner linjer … flugter
på tværs af disse modernistiske kraner
mit sultne hjerte har sagt op
som min nederen hjerne.
Jeg savner min elskede
Mit stakkels håb lukker sig som en hånd
Jeg har fanget mig en fugl
Jeg har tabt mig selv
Jeg har givet det hele
Der er ikke mere at komme efter
Men dette er ikke slutningen
Det er blot begyndelsen på enden
Mange vil dø
Det er den pris vi må betale for vores frihed
Vi betaler for vores frihed
Jeg ødelægger lige lidt
Denne lange nat
Denne evige nat
Råb af månen
Grin af stjernerne
Hop og dans

kast dit lort i havet (01:18)

Jeg er en haj uden grund
Med en kanin i min mund
Det er en mærkelig ting at støde på i havet
Men hvad gør det den fylder jo gabet

Jeg er en haj uden grund
I et hav uden bund
Og jeg ikke længere sulten
Nææ, jeg er ikke længere hungry.

født i december (01:06)

Jeg åbner munden og ejakulerer
Udover spisebordet eller laptoppen eller hvad
Min kone måber
Mine børn måber og brækker sig
Og englen, den skyldige, henter roligt en klud
Tag det roligt børn
Det er bare Herren der kommer

fedt i december (00:57)

Medens mindre vil gøre det i min stakhalsede
sædvaneflikflakflaske og langt og længere
bare således nærme gabets hårde stok
og strikstrække mindre endnu
at det blander sig og sætter sig
som fedt i december og herfor
men dertil at forlænge som en regning

fed friture (00:47)

Dagens dampede løgne
serveret præcist på et fad
med lange sansninger vendt
i fed friture og lutter lagkage
hertil koks champagne og
lette lumske politietikker.

automatskrift (00:38)

Det glimter som en arabesk og min hat kunne være en kanins, men, hvad er det der strømmer frem gennem gadens mørnede asfalt, det er bare blodet fra et gammelt massemord som ingen kan huske, der er sprunget læk ligesom byen iøvrigt på sådan en fredag hvems 3 må drengene lege med, åh, så simple de er, er der snart ikke andet end disse funktionærer, der kan siges at blive til det virkelige, en skov vokser op omkring ørerne på os og skaber falske fornemmelser af natur, naturen er på retur så det ligner snart ikke længere noget, som vi (menneskeheden) ikke har skabt, jeg stræber altid efter at være flink, selv når tåberne har rottet sig sammen som en flok fisk, åh, havet, himlen, træerne, døden, min elskede, har vi snart skabt et rum, der er poetisk nok, og ikke mindre falsk, ———- kønspolitik: begærsobjekt 3, funktionærskrift, må jeg være fri?

Digtets flanger (00:25)

Jeg sætter digtet til denne aften
og aftenen strømmer gennem digtet
og digtet strømmer gennem aftenen
og jeg sætter mig selv til den anden ende
og jeg strømmer gennem digtet
og digtet strømmer gennem mig
men det er ikke nok
jeg sætter digtet til dit nøgleben
og nøglebenet til byen og byen
og jeg sætter byen til tinge
og tinge til krage og krage til sig selv

(00:18)

Knoglerne sætter sig på huden
der berører en fremmed
tøjet er klamt i natten
sekunderne utrøstelige børn
skyggerne ligner græsmark

fiktion (23:58)

Torben tager flugten. Det er præcis samme rute som sidste gang. Han kender de alternative veje, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Det er en realistisk flugt, men ikke mere end, at der er en vis spænding forbundet med muligheden for at blive opdaget. Et barn spærrer pludselig vejen. Det hyler som en sirene, men hvordan slukker man det? Torben standser. Det er sent på eftermiddagen og skyggerne er blevet lange. Sandheden er vel, at alt kan ske. Men milionen er i tasken og tasken er i hånden. Det er ingen fiktion. Torben springer over barnet og kaprer en rød ferrari, der holder for rødt. Han truer føreren med sin pistol, en Luger. Han dræber føreren med pistolen. Et kort bang. Et fint lille hul midt på panden. En elg, for Torben er allerede i Sverige, står roligt og betragter bilen suse forbi. Hverken elg eller Torben bider særligt meget mærke i det, og hvorfor skulle de også det. I Stochholm tjekker Torben ind på Berns hotel, hvor han skal møde sin kontakt. Kontakten er ester, men han er ikke til at stole på. Han nakker Torben og tager pengene selv, men bliver så selv taget … af politiet.

(23:39)

Mine dansede ar cirkulerer hjemløst
uden fortvivlelse og uden for kategori
jeg griber det løse i flugten
ødelægger lige lidt
og spreder mig som en fugleflok
der har fået nok af hinanden
men vender hjem i det samme

(23:31)

Et andet blik i 3
sømmet i bund du
jeg bladrer dit blakkede
når du frem er du død
ingen skal komme da
grav dig ned nar
jeg tramper på dig
du nærmer dig
bette w-w-ven
denne gyldne tid
det sejler som på en sø
sy lige lidt sammen
før du går ud og handler der
og glem ikke endelig ikke
jeg drejer dig lige en til –

Diode til Ballerup (23:21)

Lidt uden for Ballerup finder jeg mig selv
en eftermiddag i oktober
min hår er vådt og jeg kan ikke se
et øje frem for mig
hvad gør jeg her?
Jeg går ind i et hus
det er selvfølgelig et parcelhus
som er ret almindeligt
de sidder derinde og hygger
hele familien
alle elsker hinanden i den familie
men det er ikke min familie
fatter jeg endelig
hvorfor Ballerup ikke er for mennesker?
Nej, for det er en løgn
det er et rummeligt fællesskab
som netop er meget menneskeligt.

Den forbandede nyder (23:05)

nyderen har taget kringlen fra barnet
der stikker i et hjerteskærende skrig
men han føler ingen skam
nej
han føler ingen skam
han roder rundt i munden med tungen
og pudser sine tænder
han tænker på hvordan han kan slukke for barnet.

tre timer endnu (22:56)

tre timer endnu
og ingen hjælp at hente
vi er alene på denne båd
der ligner et kontor
Erik skriver lidt om demokrati
jeg finder bare på noget
drikker lidt kaffe
spiser lidt slik
og ryger en smøg
endnu en dum lille tekst
endnu et dumt lille digt
så langt vej endnu

spørgsmål (22:45)

Hvis mit indre bredbånd stinker fordi forbindelsen er dårlig, især hvor jeg bor, og selvfølgelig til verden?, hvad gør jeg så, og hvor går jeg hen? Hjælper det på forbindelsen, hvis jeg skifter udbyder? Hvis jeg graver kabler ned? Og hvad sker der, hvis jeg kobler helt af?, bliver jeg så formel?, og som sådan, findes jeg så stadig?

Hvid terrors farverige drone (22:35)

Under 00ernes store terrorfestligheder
hvor alle verdens folk var inviteret
dukkede en tingest frem, det var en drone,
det var statens lille overraskelse
og hele folket jublede: se dronen!
se hvordan den kaster sin fine lille bombe
og børnene klappede i hænderne
det var fantastisk at se på
og lemmerne fløj gennem luften
så det sang i kroppene og blodet sprang!

(22:20)

Lad os gå noget ud sammen
Når vi nu alligevel er igang
Med alt denne nedskrivning
Af alt det vi ikke kan finde på
Som vi ikke aner
Og ikke aner hvor kommer fra
Eller hvad det bliver til om
Det bliver til noget
Det gør det måske
Men ikke ngoen jeg mener
Det bliver ikke til nogen
Vent lidt, jo:
Der var Torben sgu.

Til Erik (jf. Rane) (22:08)

En sten er en pind er en pølse er en elg er et menneske er en elg, nej det er forkert. Stenen er ikke en pind, men den er heller ikke ikke en pind. Pinden er ikke en pølse men den er heller ikke ikke en pølse. Pølsen er ikke en elg men den er heller ikke ikke en elg. Elgen er ikke et menneske men den er heller ikke ikke et menneske. Mennesket er ikke en elg men det er heller ikke ikke en elg.

organisationen (21:54)

En organisation ville gerne udslette sig selv, men det var der ingen der ville tro på.

En organisation, der gerne ville udslette sig selv, samlede en søndag sammen til sin egen udslettelse med det formål at forsvinde.

En organisation, der ikke havde nogen mening, ville gerne udslette sig selv, så den ansatte en ny chef som var så inkompetent, at det ikke kunne gå andet end galt, så det gjorde det selvfølgelig.

Det gik grueligt galt, det gik så galt, at omverdenen opfattede en succes, og chefen blev kendt og efterspurgt vidt og bredt og hans løn gik op, og organisationen blev ved at få flere penge, mange penge, ikke på selvdestruktionskontoen (der skulle bruges på bomber), men på den anden konto, fundraiserkontoen, og hvad er der så at gøre andet end at blive ved med at rejse den kapital og vokse, vækste, vokse?

Rejs kapitalen! Kom så! Rejs kapitalen!

jegmigdigt (21:39)

Det er mig der er dig men dem der er jeg
og det er det jeg er dig der er ham men hende
nu bliver vi til og jeg kan blive den der
eller et insekt, en spyflue eller måske et træ, en eg
noget står for tur men det er ikke mig
der er dig men dem der er jeg eller ham men hende.

drone (21:29)

En blanding mellem en frø og en colaflaske
som en drone i mundens hule rum
en venlig hilsen til vores dræbte fjender
effektiv byfornyelse og gennemsnitlig dør
kravens lovgiver og blodets søde duft.

fuck (21:15)

Jeg er fucking ligeglad

Jeg er fucking fucking

Totalt fucking ligeglad

Det rager mig en fuck

Åh ja

Fuck det

Fuck det

Primitiv lyrik (21:11)

En mand der havde gået længe
Rundede et gadehjørne
Og mødte sig selv eller det der ligner
Nej det var selvfølgelig ikke ham selv
Det var bare en rockstjerne der havde klædt sig ud
Som en perron
Og manden lignede en perron
Det sys han hvertfald selv
Men han havde også nederen på
Det var derfor han havde gået så længe
Så kunne han gleme en deadline f.eks.
Men det gjorde han selvfølgelig ikke

(20:57)

blodigt blodigt at forglemme
blandt det mindre det store
igennem endnu en portion tid
hvad var det vi diskuterede på den bar?,
nuets problem, identitetens, fællesskabets
kønnets, regeringens, jegets, poesiens
og klimakrise og hvem henter næste omgang
og hvad med kulturen og etikken, ja, etikken!

blå viol (20:50)

Sur advokattaberens mund godt fast til keyboardet
hertil en fin lille pille og blå viol i øret
nakken er totalitær så vend den som en hingst
med øjet pillet ud og blodige blodige rifter omkring anus
brug den fornuftigt
sæt en en klemme omkring den sprukne næse
men genkend ikke det der kommer ud
du må trykke og slå brug gerne redskab.

(20:35)

Røveren elsker postbudet fordi hun er så rød
og så sød og brevene er minder fra ukendte egne (!)
og minderne er kære når man er abstrakt
eller bare ikke særligt elsket fordi man røver
og flygter uden at udstikke en kurs som andre kan følge (det er lissom meningen med flugten).
Røveren hilser alvorligt på dig (hvor blev postbudet af) men hvem ved
om der stikker noget under. Noget stikker
i alle tilfælde ud fra hans jakke. Det er en Luger.

(20:22)

tungen kan være hvadsomhelst
når den trækkes op og ind i hjernen
som deder dimser man blæser i ved nytår
for at markere at noget skulle være forandret …
spis en torsk
slå et brag
slet dig selv
så gør det ikke så ondt på nogen eller noget …
forsvind i sofaens døde hud
en forandring har også i dag fundet sted
slå lidt med tungen eller vent lidt med hjernen
du kan være længe væk
asfalt, blommetræ, fennikel –

(20:11)

låge gennembrydes at grammatisk køn
men lukker sig således så det ser ud
som en forandring finder sted
noget gror frem af armen
f.eks.
ganske almindelige ting
cykel, paraply, rygsæk, laptop, etc.
kendes ved deres funktion
for at give mening må X kobles på
som en klemme.

(19:55)

At spænde sig selv op i et træ
for i det mindste at kunne falde ned
beviser ikke nødvendigvis at man ikke kan andet
– lad os blive i det almene –

At spæne igennem en skov
for i det mindste at kunne blive væk
er det en flugt?

Hvis du følger fuglens flugt
med øjnene når dit blik er ude
så forstår du, hvad?

lidt lissom et digt (19:24)

En dag da jeg var en tur ude i den ret så komplekse bymaskine
tænkte jeg lige over hvordan det dog kunne hænge sammen
med alle de mennesker
og jeg så at den var smuk, byen, civilisationen
at den var natur med samme ret som en panda eller en måne
men det var så også – tænkte jeg videre – fordi at naturen også var en maskine
produkt: forandring i det entropiske niveau, ak, ja, men så var det jeg også lige tænkte over
hvad
og på om byen var perfekt orden eller total kaos. Det ku jeg ikke lige svare på.

DEN LITTERÆRE EUNAR (19:12)

Den litterære eunar åbner lovsamlingen
han slår sig selv i hovedet med den
som to direktiver der er gensidigt komplementære
men så opstår en forsamling.

(19:08)

& dermed drejer det sig
stativet hvorpå det &
kommer til syne mens
jeg

(18:59)

En velvoksen mand stor og grum at se til i et supermarked
nakker tre avocadoer for en tier; det er fede frugter; manden
skylder bagefter ingenting; det er så let at splittes ad
(at det ikke rigtig længere giver mening i samme omfang
som dengang da det hele da hvadsomhelst gav alt for meget
– så det var det same altid) når man er i supermarked, der.

kondensering (18:42)

Jeg vil være tavs i 2011
hoppe ind i året med kys og kram
men stumt.

Jeg vil samle andres ord og gemme dem
indtil jeg igen har noget at sige.

Men forbytte vokaler, konsonanter
gøre meningen plastisk
frigøre sproget for følelser.

Betydningen findes i tavshed
ordene kan du få:
Jeg vil først sprede mit sprog
når jeg er blevet slået ihjel.

Kedeligt digt (18:30)

Den vestlige verdens despot det singulære
træder frem som en statsmand jeg hilser
fra det dæmoniske, uha, lad os blive autonome
sammen eller hvad kalder man det? Selvdeterminerende
neoliberalistisk røvhul ligger lige på tungen
lædersvin, lad os bygge os en fin lille nation
så vi kan gå ordentligt i krig som et fællesskab
som kun et fællesskab kan gøre det
men en anden dag jeg skal lige ind og høre noget rock
og blive lidt væk i mig selv, veninden
også kendt som det kvindelige, det magtfrie subjekt
står lige på sidelinjen og stener lidt –
der er børn der skal fødes.

Tørklædelæge (18:18)

Tørklædelæge spred dine ben
en fin lille trille
tørklædelæge sut min pik
du er en trodsig lille tøs
tørklædelæge, yeah, tørklædelæge
læg dig, læg dig ned
lad vær at være en fremmed
og spred dine ben, for mig.
Yeah. For mig.

(18:01)

J insistrr

Zebranakel (17:56)

Jeg bliver lige Zebra et øjeblik
(jf. baggrunden. Se LIVESTREAM)
en stille brise bræger henovr savanne
en løwes lugt
min egen flugt
løbe som vind
blive ædt til sidst.

(17:43)

Vi bliver vi til
til bliver vi til
vi bliver vi til
til bliver vi til
og bliver til

Ok ok. (17:32)

Daske danske drømme fedt
Blive nerve dyppe dø

Det ligner ikke noget
Det bliver for længe – til

Jamen hvad skal vi så med det samme
Men hør hvordan skal vi kunne skulle skelne

Daske danske drømme fedt
Blive nerve dyppe dø

Ok okay. Ok okay. Ok okay.

blåt (17:19)

Blåsommelig sensommerblå blåt ansigtsblå. Mimer det blå. Bider af det blå lille dreng, dog. Og derefter. Herefter kan det kaldes det blå, det blå. Noget vil virke ivrigt for at virke og blåt, og dog. Ggg er givet. Sensommer. Blå stregbælg. Blå angst. O!

sidespring (17:10)

M. indledte forholdet med en samtale for en sikkerheds skyld. Han ville helst at det skulle gå godt, han er et lille fjols. Længe varede vinteren. Bordpladen som M. fandt sine hænder på havde han købt, fordi han skulle bruge et bord og så fulgte pladen med. Det derfor den var der, og derfor den var virkelig lige der. Men der blev altså talt, og det var en begyndelse, men hvordan vil det ende? Vi ved det ikke endnu.

Opstår det (16:54)

Først når barnet bliver dyppet
skylles det ud som en fisk
er det ikke sødt sådan
og sådan bliver vi til
of course min hat
og sådan bliver vil til
et skrål og en retning
dvs. et barn en voksen
som hænger sammen

kegle (16:44)

ansigt i tavshed sandhed
træder frem som på en scene
på en måde der ikke kan beskrives
sådan med ord eller i sprog
eller hvad man nu siger
det træder altså frem
og peger på nuets kegle

ligeomlidt

nu bliver det alt for meget
det grå græs der duver
i takt til vejrtrækningsmaskinen
og tramp
tramp lille vi

Andersen og alle de andre (16:31)

Et nøglebundt i Andersens mund
og to tåber ved siden af med hat af filt
en hær af vilde mikrofoner ligner engle
stammer Andersen den grumme
når han trækker sin pistol
ligner han sig selv på film
og taler om jakker til alle
som tager del og derfor er deltagere
en VW suser forbi så man kommer til
så man kommer til at tænke over
hvem man er og hvad man gør
og hvorfor det hele er så mærkeligt –
så er det heller ikke så mærkeligt at det ikke er godt for noget
siger Andersen og tegner en grænse med sin finger
min sjæl, min sjæl
hvorfor har du forladt mig, stønner Andersen så
for hvad ellers er der at sige
når først man er blevet så meget sig selv
at der ikke er mere tilbage
og så:
sejrsgangens fyrværkeri!

MED (16:17)

Det blæser i det fjerne MED
lad der skæres lidt i skallen
hvordan der skal tales mener skrives
et nærværsmysterium af dine dimensioner
der drejer sig om digtet
eller bare os der træder let frem
let duvende en bølgegang
en ganske almindelig … dame
sætter sig tungt og over det hele
det gør så let ondt
som en nabos hæk
der strækker sig virkelig uforskammet
ind over og ind i
som en let brise
bringer det fjerne med sig

jeg vågner altså (16:02)

Statens lange lemmer langer
onde tunger til en funktionær
hvem er kommet for at blive?
Staten er kommet for at blive
en ond smiley at overgive sig til
det hele tiden hele tiden har sagt –
jeg vågner altså
for at gribe den tunge
for at strække et lem
for at ligne hvad jeg

Søndag eftermiddag (15:54)

Jeg har sat mig midt i kønnet, søndag eftermiddag
for hvad ellers? – Det utvungne? Det er hårdt
nok, så så meget plads til det plurale at
det plurales opløsning at det singulære
træder frem som en konge, min magt
Åh! min magt: Shit.
Jeg er overladt eller efterladt
til dette at dette må stå som en ond smiley
at drømme på og på plads med det hele.

Naturen er kommet for at blive (15:40)

det er et spørgsmål om bæredygtighed
når det levedygtige når det levende
må graves ned for at dø
ordentligt
når det ordentlige må lukke sig i sig selv
for endelig at forsvinde så os andre
så os andre kan koble sig på
hinanden og noget … andet
en ting eller to – det abstraktes sproglige mund
og hjertebanken og det grænseløse uformelige
det formelt tomme & det virkeligt tomme.

Naturen er kommet for at blive
uforenelig og ikke til at skelne
her fra 3. sal eller hvor højt vi nu er oppe –

krop (15:29)

Sparker bliver der sagt
form som en krop
frem for alt en tavs
i skyggen dvs. det afledte
dette
halsene må strækkes
ansigterne forvrænges
ryggen krænges
s s s s
havde allerede været længe væk
som en slags temporal Kina
fremkaldt i et hvidt kammer
af blot og bemærkes

kort digt (15:16)

jeg bevæges øje
du stilles skygge
det tøves krampe

Tilblivelser (15:10)

Jeg var allerede ret reel
og det skete det skete

Jeg havde sat mig grundigt
ned
og det abstrakte blev
til

Jeg gik ind for den anden
så satte sympatien ind

En tredje kom til plus en fjerde –
Hvad skete der så?
Der var nok til en fest og det blev en fest.

Yo (15:03)

ansigt det ansigt ansigt
lighed det lige lighed
støvle den støvle støvle

mund en mund mund
kobling det sammensatte kobling
frakke den frakke frakke

tunge en tunge tunge
gennembrud det brudte gennembrud
ansigt det ansigt ansigt

Tøj (14:51)

Det myldrende
Det grå
Græs

Det hjerterytmende
Det spor
Tramp

Det udbrændte
D
Vent

Det støjende
En skygge
Tøj

ok (14:45)

Digterne har sat sig
og nu sidder de der
og skriver små korte digte
for de er digterne
der skaber (sig)
og det er digternes lod
at skrive stort og småt
ned til næsten ingenting
og selvfølgelig alt for meget
ak – ok
ak – ok

at marchere lidt syntese (14:43)

at marchere lidt syntese
vi forskelliges møde
at koble sig lidt til
med en af sine munde
for derfor
for altså
for at

det rå vil du arve (14:31)

Det rå vil du arve
det grå må du være i
i en rytme i dagens rytme
vipper du som en funktionær
slipper du som en
skoleelev, pige eller dreng
lade det opløse, løse sig
fra fastlæggerne, en forlægger
det grå,
nej skyggerne,
nej det grå som rytmisk tegnes
det rå der bæres
som en stork, stok, styk.

trampe (14:20)

Mit plastiske sprog, åh, jeg

mener dit

permutationens betydningsdestruktion

er vel næppe etisk?, tænder

støvler og rytme

hviske og græs

støvede kroppe, strømmens brudte

trampen, ja, trampe

trampe

det lille hjerte lad det banke

banke, trampe

et øde … et virkeligt øde … mylder.

Det allerede begyndte (14:11)

Netop i det allerede begyndte

I forbindelsen mellem

Det gennembrudte det gennembrudte

mellemrum

Gråt græs, vokaler

Slyngede lemmer, tomme felter

Dit vilde, du unge

Hvem tæller?

Åh, mine lunger

Gennembrudte, begyndte

Felter, du unge

Vildt græs.