[23:59]

jeg vil kun skrive i allerede udgivne bøger
til tegnene flyder ud i hinanden
og jeg må fortælle dig alt hvad der står

[23:56]

da jeg var barn
troede jeg at kys føltes som at drikke vand
fra hanen
når man er virkelig tørstig

[23:48]

dit ansigt er som et hus af glas
med vinduer af mursten

[23:46]

jeg vil kun skrive hvad alle andre har skrevet
for ingen kan huske hvem der sagde hvad

*

det er i kraft af den forrige, at den næste får succes
og i kraft af den næstlaveste, at den laveste er den laveste

[23:46]

døden er ikke værd at vente på

[23:40]

hvis genfødslen er et faktum
så er det bare med at slå ihjel

hensigt uden endepunkt [23:38]

der er ingen der kalder
og alligevel rejser alle sig

*

vi kalder til samling
og alligevel sidder alle tilbage

et ansigt uden endepunkt [23:32]

når du vågner skal du lukke dine øjne
og vente på at det igen bliver nat
vi har ikke plads til flere punktummer i den her historie

[23:21]

Når du vågner
skal du male dine øjne
i det sorte snit

Pupillerne skal være sneglehuse
der drejer mod uret


*

Fra vindueskarmen hænger
den lille runde røv
lige til at trutte i

sindsforladelse [23:10]

når jeg dør, skal du få det hvide snit
og begrave mig i din pande.

[23:07]

fratager skoven sin nøgenhed
og komplette naivitet

afgrunden mellem disse
to linjer i dette digt

flammer op som en heftig drøm
så der står røg ud af alle åbninger

hvis du er her alene
kan du så være sikker på
overhovedet at have været her?

en kulde spreder sig i kødet og mørkner blodet
knoglerne knækker i et vådt smæld

[23:04]

hvis man kaster tilstrækkeligt med sten
i et glashus
kan man bygge et stenhus i stedet

[22:56]

Et bundløst hav kan ikke være dybere
end den planet det dækker.
Ergo kan din bundløse længsel højst fylde
1,78 meter.
Hvis jeg ender med at finde
den anden side, er du kun en forhindring;
det er ingen lille død
hvis jeg ikke bliver standset.
Giv mig et hul af kød og blod
og jeg skal fylde det.

Frygtens økonomi [22:53]

parvis forbundet
falder vi gennem
skovbunden
i formodning om
at vi alle skal den vej

sønnen kommer af faderen
og faderen opstår i kraft af sønnen

Hvor dyb er din stilhed (Remix af Lars Dan) [22:30]

Inde i vinden står munken stille.

Han vokser
sammen med guds store søvnlandskab.

En hemmelighed kan afsløres med en antydning,
og kan kun langsomt gøres hemmelig igen.

[22:22]

De magiske fire svaner danser
i par gennem skoven
som slanger med vinger og briller

Passiv [22:21]

dagen deles i to lige lysende intervaller
som et hårdkogt æg og en blødkogt kartoffel

den snart daggamle hvidkål klæber
sig til grydens høje vægge

hvis vi venter lang tid nok
så vil der vokse en magisk skov af sovs

Janushoved [22:15]

dine briller er en lup der brænder dig blind
og åbner et nyt ansigt i den anden side

guds lysende lup [22:07]

sætter tempoet umærkeligt op
som hår i en knold

genskinnet fra pandens høje tindinger
er guds lysende lup

på skovens flittige myrer
der blindt følger en kollektiv

hukommelse
der ikke inkluderer død

[22:05]

hvis skriften spørger har jeg ikke været her

som når gud brænder myrer med en lup [22:03]

sætter døden fast med tegnestifter
på din højstemte pande
skruer op for skovbranden
og ser det hele koge til det smelter sammen

Ligninger [21:59]

Når sted bliver en del af ligningens ubekendte,
så trøst dig med, at du alligevel aldrig
kan være det samme sted to gange.

Når tid bliver en del af retfærdighedens ubekendte,
så trøst dig med, at der kun er en vej
og det er i alle retninger.


*

Der er to måder at nå ensomheden:

Den ene er at lukke øjnene;
den anden er at åbne dem.

[21:45]

Den kneppende ild
op ad dit lodne ben

Bukserne
hærger i skoven
står alle
træerne
nøgne i skyggen
af hinanden.

Træerne er tydeligvis
et billede på noget
andet, mens resten
er et spejl
foran dit ansigt.

[21:43]

jeg kan ikke stoppe tanken
om min tunge som en skovsnegl i min mund
og ligegyldigt hvor tit jeg kaster op
bliver den bare siddende og dirrer let.

jeg kan ikke stoppe tanken
om vandet som en sø i min krop
og ligegyldigt hvor tit jeg pisser
vugger bølgerne bare stilfærdigt
videre derinde
i en rytme som en sang jeg ikke
kan få ud af kroppen.

[21:33]

Hvis man har indset at alting er tomhed,
hvordan føles det så at drikke sig fuld?

[21:31]

dine øjne har spejle på begge sider
kun dit ansigt ved hvordan jeg ser ud

[21:24]

Der er kongen der falder som konge

Det er regnen der falder som regn

Det er dagen der falder som nat

Det er træet der falder som træ

Myretuen er et tempel [21:08]

Myretuen er et tempel af
stilhed og flid,

hjernens maskinrum uden lamper
eller knapper at dreje på.

Lyset arbejder ganske enkelt ikke,
når skoven lukker munden
på gud og hver mand.

Danmarks Naturfredningsforening
kunne være stolt.
Hvis ikke det havde været fordi
alle kun gik i kirke for at synge.

samler [21:06]

Jeg venter mig ikke det store af livet.
Kun en masse små ting
i en meget stor bunke.

[21:00]

jeg klipper et gækkebrev
og folder det så det ligner en sky
der ligner en bunke af grannåle
der er formet som en myretue

hvis jeg kaster det højt nok op i luften
vil nogen gætte på gud

[20:45]

himlen bliver til intet
så fødsel kan finde sted

knogler bliver til mel
så bager kan bage brød

træer bliver til støv
så engle kan lave sne

dyr bliver til søvn
så drøm kan finde sted

kranie bliver til en fugl
så døden kan slippe fri

Drømmen er en saks af papir [20:27]

Gæstens tilstedeværelse får dig til at tvivle
og du fortæller mig om de tavse billeder.

Det er himlen, der hænger dryppende til tørre
lige under din næse. Ok, så går jeg i døden
og kommer igen til næste år.

[20:26]

det siges at der findes et tidspunkt
ikke længe efter fødslen, hvor mennesket
begynder at dø.

det kan ses på at
lemmerne bliver lange og tunge,
kroppen bred og solid,
huden føjelig,
og sindet vokser sig så stort at det dunker
mod kraniet som en fugl der vil ud.

Drømmen findes ikke [20:13]

Du er enten død eller levende,
meget praktisk og faktuel. Resten
er lige meget. Drømmen findes ikke,
du er en rest af dig selv i søvnen
lige under dynens overflade. Tiden
tæsker dit ansigt, her hjælper ingen
limstift eller brækket kniv på
de furer, der river gennem din pande
eller at dine øjne krøller sammen
som vinger holder om fuglen,
indtil de en dag udbryder
et højt, fortrøstningsfuldt

HALLELUJAH! det er det billedet forestiller.

Gravsten [20:13]

millioner af mennesker finder millioner af fred.

udkast til opkast [20:09]

Træerne får kvalme af foråret
og kaster blade op.
Myrerne, altid sultne
(fordi de ikke alle kan være
mætte på samme tid),
griber dem i horisontale munde
og begynder at æde skoven
langsomt, i vished om
at der altid vil være mere kvalme
hvor det kom fra.

Der findes ikke noget som fred [19:47]

Døden findes ikke. Mens du fortsætter,
så starter jeg forfra. Med tungen
langt nede i dit alfabet.

Skoven findes ikke. Mens træerne
rasler, så deler vinden hvert eneste
blad fra de andre. Blomstermusklerne
spiller fandango.

Dyrene findes ikke. Mens du vågner
med salt i øjnene og munden, så
bliver fortællingerne længere og
længere ulogiske formler under
stemmens overflade.

[19:35]

Den ene mands vaklen er den anden mands dansetrin.

[19:34]

En mands fodspor er en anden mands fejltrin

[19:26]

fingrene hakker som stepsko på tasterne
ryggen værker som en gammel bog
tæerne banker i gulvet i takt til ingenting
en drone, en ansamling af lemmer
en gentagelse af mere eller mindre
meningsløse bevægelser
der buldrer ekko efterhånden
som flere og flere
udfører dem i takt

en drone, en tom tønde
tankernes klarhed som vand

Diktatur (Remix) [19:16]

Mørkner munden
som øksen mærker verden
lukker mine øjne
om den frosne sø
kollapser bag dit bryst

et kys fugter årstiden
fugter øksen og
trækker skænderiet ud
det er tid til at vedligeholde
mine lukkede læber.

[19:09]

et træ der falder i skoven,
en hånd der klapper,
et løg der skrælles
til det ikke er der mere.

mine fortællinger handler
om at lære at dø.

hvis du lærer det for hurtigt,
vil jeg vise dig
hvordan du glemmer.

bare rolig, hvor du end er
er du altid
på vej et andet sted hen.

Hvor mange diktatorer går der på et demokrati [19:01]

i skænderiet fugtes læberne til kys

jeg trækker øksen ud af den frosne sø bag dit bryst

det er tid til at vedligeholde verden

årstiden er et forfærdeligt kollaps

mørk som din lukkede mund, mine lukkede øjne

[18:57]

jeg fælder dine ben
og giver dig en krykke
at bære som et kors

[18:56]

millioner af drenge kan ikke finde millioner af piger

Fire linjer og en lussing [18:54]

Skoven er ådselædende
efterlader hukommelsen ribbet;
skriften overskriver
fuglenes uklækkede æg.

Stjernerne er revner i natten.

Påknælende [18:41]

Med benene i munden
vingerne halvt fastspændt mellem tænderne

kraniet der kærtegnes, slikkes
lange, tunge sultne synk

så det trykker for brystkassen


*

Syv liv. Ni liv.
Hvem tæller?

Når du trænger dig på,
så afløser din smerte min glæde.

[18:28]

rød rose betyder jeg elsker dig
gul rose betyder jeg er dig utro
hvid lilje betyder du er død
men de kan allesammen spises
hvis man er sulten nok

Epidemi [18:27]

Myrerne er i en periode sværmeriske

Træerne er i en periode raslende

Jeg er i en periode ligeglad

I luftens fravær [18:17]

Håret er en bleg
blomst kastet mod jorden
de hvide pletter på landkortet
synker hun synker luften

de spredte punkter
og punktummer, der spejler
og stadig spejles
i et blik, der rives ned

på knæ og knækkede
kors i røven har glimrende
muligheder her i luftens
fravær.

det højeste led i fødekæden er sulten [18:09]

sulten er sulten
den gnaver i mig indtil
jeg fodrer den med andre dyr

Grib mig [18:00]

Grib mig i kroppens impulser
som marken læner sig i vinden
og skoven lader lyset dryppe
gennem kronblade.

Tag stemplerne fra træerne
som propellen hakker sig gennem luften,
så brevene kan blive afsendt
til hjernens maskinrum.

Hæng gardinerne tungt om ørerne
som dine øjne hviler på spejlet,
så skyerne forfines om dit ansigt
og læberne kan fugtes til kys.

Kløpulver [17:48]

Snustobak fordelt over skriften
træernes fjedre bliver slappe
og myrerne holder fri i sensommersuset.

Kløpulver fordelt over skoven,
pennens prikken bliver sløv
og det er bare sindssygt irriterende.

dukkefetish [17:38]

jeg forsøger at holde dig i hånden
men der ligger et slag og dunker i den
så jeg ikke kan holde fast

jeg forsøger at se dig i øjnene
men der ligger en tanke og dunker i dem
så mit billede opløses i bølger

hvordan får jeg tømt dig for sjæl
så jeg kan nå dig

En til mange [17:38]

en høstet mark kan brødføde rigtig mange svin
en død okse kan brødføde mange gamle hyæner
en død mand kan helbrede mange kvinder
en forsvundet voodoo præst kan helbrede mange landsbyer
en forsvundet elsker give plads til nye elskere
en død diktator kan give plads til hele befolkningen

[17:31]

hver gang jeg rører ved dig
er jeg nået halvvejs

(Remix af Chresten Forsom) [17:28]

Her har siddet en ulv
her har været en hjort
her har en hare taget flugten
her har ræven taget en fugl

[17:15]

Hver gang du gør noget rigtigt
sætter du verden i stå,
det er fejltagelsen, der lærer dig at dø
og derved beviser din eksistens.

Hvis produktiviteten ligger
i antallet af omstød,
kræver det, at du har
baghånden fyldt med slag.

[17:12]

åh, hvilken grusom død det må være
at få hjernen gennemhullet af et kirkespir
og ikke komme i himlen.

Langt og kort [17:03]

Hvis jeg skal genkalde mig
dit afgørende skibbrud,
så beviser jeg den manglende
kollektive bevidsthed.

Vi er snart halvvejs, det er både langt og kort.

Kærlighedsseddel/huskebrev [16:57]

Hvis du standser nu, har du ikke været her.
Træng helt ind i mig
og efterlad mig så
som et festmåltid for hukommelsens gribbe.

Du arbejder stille [16:49]

Du arbejder stille som vand.

Jeg trækker min hånd gennem skoven
og ud gennem din mund.

Fra fuglens næb er en orm
på vej i kredsløb.

Jeg trygler om lindring,
men du ønsker hårdere straf.

Så nu knuser du under mine knogler,
mens jeg venter på forbedring.

Du arbejder stille som blod.

Kirkespir [16:40]

Lyset arbejder ganske
stille som bølger i
tidevand som dine øjnes
vandring i dit spejl.

Lavmælt beder jeg som
om jeg beder som to
tektoniske plader der
rejser mine hænder til
du ligner et skævt kirkespir.

[16:33]

når du knuser mig,
ved jeg ikke om jeg skal føle mig elsket
eller nedrevet.

Klar som vand [16:26]

Kvinden er gennemsigtig.

Sætter den ene fod foran den anden;
sætter det ene ord efter det andet;
giver meningen en anden betydning.

Jeg er klar som vand.

Fuldtallig [16:16]

Myrerne står fuldtallige
og hjælper dyrene væk
fra den mættede skovbund,
her gentages fejltagelsen
som årstider og en virus
af knus spreder sig.

Utrættelig [16:10]

Skoven står utrættelig
og føder nye dyr
til dine mælketunge bryster,
for fuglens næb pirker
i barken eller valnødden,
der ikke kan spises.

[16:07]

du har hængt lamper til tørre
over bordet og de drypper
lys ned på mine bøger
skriften går som beskidte fodspor henover siderne

imens banker jeg tasterne rene
og varmer hænderne ved skærmens stille ild

jeg sukker varm luft ud i rummet
og tænker:
så udmattende det er
at vedligeholde verden

Ubevægelig [16:06]

Himlen står ubevægelig
for dyrene værger sig
at gå gennem dit ansigt,
når tårerne kaster sig
ned over kinderne
ud i det uvisse.

En sen eftermiddag [15:58]

En sen eftermiddag kan redde en hel årstid
fra det totale kollaps,

men det kan ikke omstøde dit fald
gennem jorden,

og det kan ikke forsvare et spørgsmål
om tilgivelse.

skibbrud [15:41]

jeg strander på din fingerbred
du lukker dig om mig som øjenlåg
holder mig
som en kødplante holder en flue
som en rytter holder hest

når jeg falder
lyder det som din hånd der klapper

(Remix) [15:41]

Hvordan kan kan vi lære at dø
når jeg lærer af vores fejltagelser
hvis der ikke fines teknikker findes andet
af vores fejltagelser
hvis ikke teknikken forfines findes andet
dø
når jeg ikke findes
fejltagelser
findes i teknikken
hvordan lærer vi af
kan vi forfine teknikken kan vi lære at dø
når jeg lære af vores fejltagelser
findes vores fejltagelser ikke
i teknikken
hvordan kan vi lære af vores fejltagelser
hvis der ikke er teknik
hvordan kan jeg lære af vores fejltagelser
hvis der ikke findes andet andet
når vores fejltagelser
når jeg ikke kan forfine andet
når jeg lærer hvordan vi kan lære at dø
når jeg ikke kan jeg lære hvordan jeg ikke kan forfine teknikken
hvordan kan vi forfine noget andet
jeg kan jeg ikke kan ikke vi lære ikke at dø
når jeg ikke kan ikke lærer at dø
når jeg ikke kan jeg ikke findes
jeg kan ikke forfine teknikken kan ikke lære af vores fejltagelser
hvis der ikke er død, hvordan kan vi så lære at dø
når jeg lærer at dø
når jeg lærer at dø
når jeg lærer at dø
når jeg ikke forfiner teknikken kan jeg ikke dø
når jeg ikke dør
når jeg lærer af vores fejltagelser
hvis jeg kan forfine teknikken
kan jeg lære af vores fejltagelser
hvis der ikke er død, kan jeg lære af vores fejltagelser
hvis vi ikke findes
hvis vi ikke forfiner andet.

Flagermus [15:30]

Flagermus hænger fra trækroner
som vasketøj eller små raketter,
der skal hjælpe træerne mod himlen,
når først skovbunden giver slip.

Bukserne på træer med plads
til de tykke ben med de hårde knogler,
der slæbes hen ad vejens hullede
betydningsbærer.
Og skjorter, der blafrer i vinden
som var sjælen den mest
medgørlige størrelse i universet.
Det tynde lingeri, der akkurat
dækker de nøgne fugleunger
i reden af hårnåle.
Rækker af sweaters, der drypper
som utætte vandlåse eller mælken
fra fyldte bryster ned på skovbunden
i forventning om at resten alligevel
følger samme vej.
Strømper fra grene, der er afhugget
ved albuen, i vinden som ruser fanger ål,
og her som bopæl for den danske flagermus.

[15:29]

Det siges at livet er en kode,
der aldrig kan kopieres perfekt.
At alt er opstået
ved at gå en lille smule galt.

Jeg snubler, falder, slår mig
og venter på forbedringen.
Men jeg forstår det ikke.

Hvordan kan vi lære af vores fejltagelser,
hvis der ikke findes andet?

[15:17]

Jeg gnaver min arm af ved albuen
og kaster den i åen med en snor
bundet om håndledet.

Hvordan kan jeg lære at dø,
når jeg ikke kan forfine teknikken.

fanger en å med lasso [15:02]

dråbe for dråbe klæber åen sig fast
den bliver hos mig blot jeg rører ved den
den følger med mig hjem

overflod er kun et spørgsmål
om at gøre sig lille nok

I en håndevending [14:57]

Det er, som når bygmesteren åbner
døren og en kold vind trænger sig på
for at skrive autografer,
at skoven bliver kold om kronbladene.

Du taber hatten, mælet og dropper punktummer
i vandlåsen i halsen på katten, der spinder
guld på de hvide pletter på landkortet.

perpetuum mobile [14:51]

jeg græder ikke.
jeg har bare fået noget saltvand i øjet.

[14:50]

Skovbunden gentager sig selv
fra regnens stædige fald
gennem jordens kompakte kød.

Her rejser skovbunden sig på ny
i flæsk og fedtlag til orme og
larvers ubevægelige mørke.

du kan tage intet for givet [14:44]

junglen er tæt og mørk som din lukkede mund
fra trætop til muld vrimler dyr og andet levende

pludselig lander en hvid due i et træ
så endnu en og endnu en
deres kurren breder sig som lyden af en motor,
af en spindende kat
og dysser junglen i søvn

derfor er der ingen der ser
den hvide plet sprede sig på landkortet

Himlen er den udbrændte sygeplejerske [14:37]

Med neglene i skovbunden
planter hun små halse
med luftrør og spisekanaler dybt i jorden

Sneglesommerhusene snurrer
som skovbundens gråsprængte øjne
i hypnosens urolige vand

Millioner af solsikker snurrer som millioner af vindmøller

[14:31]

Sulten for enden af skyernes brænding
med mælk i mundvigen og mælk i halsen.

Himlen er den udbrændte sygeplejerske.

Jeg har skrevet det før: På den hemmelige mission
forelsker helikopteren sig og vender aldrig tilbage.

[14:15]

.her kommer flyvemaskinen
din propel hakker sig gennem
luften og åbner mit ansigt

jeg forærer dig en perlekæde
for i det mindste
at sætte punktum om din hals.

Kraniet og brystet [14:06]

Hun ser i dine øjne
to punktummer
og luften hviner i
din brystkasses mellemrum

Hendes pupiller revner
som møre filmstrimler
lyver det nye lærred itu.

Bag dine læber er en tunnel af vand;
bag brystet sidder øksen i den frosne sø.

Fanger ål med lasso [14:00]

Tungen i cirkler
i mundens tætte landskab

den trætte ballon hænger fra himlen
som drøblen i ganen

et kameraet fra hvert vindue på hver etage
som en skov af pupiller, der famler i zenit

Hvad hjælper et punktum,
når det hele fortsætter ufortrødent.

Definér mig til jeg skriger [13:52]

kronblade skilles som et kranie der smadres
en solstråle trænger ind, forsvinder, trænger ind igen
det er tydeligvis et billede på noget andet
en tunnel, et tog der fylder den ud
som en tunge der stjæler en sommermund
en åbning der presser sig mod et spejl

åh! tag mig på ordet

Kollektiv [13:49]

Spejlet på begge sider
kaster himlen rundt.

I gentagelsen bliver alt overskrevet
og livet starter forfra,
sandheden skal genopdages og
sandsynligheden gryr på ny.
Det er jordbunden der fornys og hjernen,
der arbejder for endnu en jeg ved ikke hvad gang.

Da træerne fældes
trækker de streger mod himlen.

[13:45]

min mund er en blender, jeg gurgler ord og din tunge
slikker sig om mine læber .du føler dig frem
som en snegl der prøver at stjæle et sommerhus

Jeg prøver igen [13:37]

Hvidkålen uberørt. Det samme er papiret.
Det mælkehvide papir. Mælkehvide som bryster,
der aldrig har set mælk.

Glasset med hvidvin tømt adskillelige gange.
I så fald har det også været fyldt. Som solen
trænger ind og fylder himlen med lys.

[13:37]

vi har et vindue på syv liv
det er et spejl på begge sider

[13:33]

ordene er lette og bytter plads i munden
er der et stykke af fuglen
og fra gulvet rejser en ny etage sig
som en sky om ansigtet

[13:31]

lig og børn leger bedst

Greven står for enden af bordet [13:30]

Dødspupiller
er kanoner i opstilling

mod karlenes nytrimmede
unghane brystkasse.

Greven står med ryggen rank
som et glashus,
fingrene er grene
der skygger for hans bryst
og migræne i dine bryster.

Her hersker verdens lethed og tungsind
en afventen på død og fødsel i al evighed.

[13:16]

da bygmesteren ser at hans glashus
ligner et spejl på en prik
bryder han sammen
slår på sit bryst med hænder af jernkugler
åbner sig og falder
etage på etage
hoster støv som skyer der lækker
ud af sjælens vinduer
små dyr springer ud af hans ører
splatter ud på fortovet
andre dyr løber mod ham og væk fra ham
og ud af ruinerne
flyver et fly

[13:12]

Grevens brystvorter strutter som punktummer
over langbordets middagsanretning.

En skov af hår
spredt som betændelse fra halsen
til verdens begyndelse
og naglet fast af de to dødspupiller,
der trætte hænger
stille
fra grevens gamle krop.

[13:06]

Punktummet er minen i de frosne pupiller.

Døden er ikke et spørgsmål om lærdom,
men et punktum med plads på begge sider.

Øjet folder sig sammen (Remix) [12:55]

trækker
og ud flyver fuglen vokser til den begynder at hakke
liget af agernet flækker en streg mod himlen begynder at hakke
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen
som en streg mod himlen af sin næring
og ud flyver fuglen vokser til den begynder at hakke
liget af agernet flækker
og trækker
og ud flyver fuglen vokser til den krøller sig fri af sin næring
og trækker en streg mod himlen himler sig sammen
krøller sig sammen
til den begynder at hakke
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen
som en plante der bryder sig sammen
til den begynder at hakke
liget af agernet flækker en streg mod himlens næring
ud flyver fuglen vokser til den begynder at hakke
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen vokser til den begynder at hakke
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen
som en plante der bryder sig sammen
til den krøller sig fri af sin næring
og trækker en streg mod himlen begynder at hakke
liget af agernet flækker en streg mod himlen
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen
som en plante der bryder sig sammen
til den begynder at hakke
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen
som en streg mod himlen bryder fuglen
som en streg mod himlen bryder sig sammen
til den krøller sammen
til den begynder at hakke
som en streg mod himlen steg mod himlen
liget af agernet flækker
som en plante der bryder sig sammen
og trækker
en streg mod himlen
og ud vokser fuglen der hakker
liget af agernet flækker
og ud flyver fuglen der vokser til den krøller sig sammen
til den krøller sig sammen
som en plante der bryder sig fri af agernet flækker en streg mod himlen
som en plante der bryder sig fri af sin næring
og ud flyver fuglen vokser til den krøller sig fri af agernet flækker en plante der bryder sig sammen
til den krøller sig fri af sin næring
og trækker
og ud flyver fuglen
som en streg mod himlen flækker en streg mod himlen rækker af streget i himlen sammen
til den begynder at hakke
til den begynder at hakke

Hvem er fuglen? [12:44]

Fuglen stopper med at hakke i pandebrasken.

Den drejer omkring
og drejer omkring igen.

Et sekund fra at punktere dagen
med otteogtyve hak i valnødden.

Her står jeg som et træ i skoven
midt i morgenmylderet
går i knæ som en fugl om sit æg.

[12:39]

alle hænder fortjener et holdepunkt

[12:35]

når du slår
med hakken på min hjerneskal
åbner den sig som potteskår i årtusindgammel mose
og ud springer haven