Music expresses that which cannot be said and on which it is impossible to be silent

I 12 timer publicerede Thomas Boston og Erik Scherz Andersen 137 tekster på “Hvis skriften standser har den ikke været her“. De skrev op imod hinanden og citatet “Music expresses that which cannot be said and on which it is impossible to be silent” der er et citat af Victor Hugo. Det hele startede med indlægget “(14:00)” og sluttede med “(01:59)“.

(1:59)

Jonas ligger på gaden

og byen er en hval

en mægtig akustik af blod der ikke fejler

en spejlsal der sejler et bal der drukner i dansende tvillinger

vi drejer rundt om det og sådan væves hjulet som vinden skriver sin sang i

 

 

[01:59]

der er ingen skrift så stille som
et blækhus knagende skibsværft
ingen tale så stum som
et skuespils knugende teater

[00:54]

hvordan skal jeg tie med tunger af ild

i spejlbilledets spejlbillede
en svejsning på tværs
af knogler i orkestergraven

hvordan jeg skal jeg lytte med ører af vand

på et opkog af eufori
et udtømt sprog
og iltfattig trældom

(01:48)

det er muligt at tie som to fisk

Jonas tvilling vender sig mod månen

kursen på kortet, de stiplede ruters rytme

rester af musik der huskes, brudte spor

det du sagde var skatte sunket som kviksølv

jeg har ikke fortalt at jeg er forvildet som en ubåd

der ikke mærker orkanen men temperaturen stiger

jeg må op herfra jeg er mægtigt kød

og jeg er en boble der vil være ilt igen

[01:41]

tilbagelæg et grænseland
sæt det eftertænksomme som visir
træk vejret dybt gennem en billig mundharmonika

sulten er en luder
der fortæller dig løgne om hvalmarmelade
og kornfede sopraner

Jonas i vilden skysovs
og jeg selv på hjemmefronten

her hjælper lydmuren
med at binde vejret
til stilhed efter bomberegn

(01:35)

man kan gemme lidt hav i lommen

og lukke det ud igen et sted man gerne vil flyde

*

jeg hørte om en sopran der ikke kunne synke

en gang hylede vinden så højt i hende

at det ene bryst sang sig ud af den højeste C-skål

så hang det der og kiggede olmt på teaterets passagerer

som en søko på land

(01:30)

( )

der er noget jeg ikke har sunget for dig

( )

Jonas, kaptajn af den gode parantes Hvalen

tier som sult

havfruerogn der brister giver ingen anden mening end det muliges kunst

havfruer og på bund af sprødt hav mellem stenene

det er ikke utænkeligt at synge om den slags

at stilheden er en sult efter lyd

at lyden er en sult efter stilhed

at sulten driver dig hul af blæst

en krop er en stime af opspærrede øjne

har du hørt lyden af øjne der aldrig lukkes

 

[01:26]

Jonas og hvalen har skrevet en sang
der hæver stemmen som et brød

de to balloner i brystkassen
rejser sig mod himlen
som luft i luften eller lommer i havet

find dig selv i billedets musik
et efterår mellem tænderne

(01:19)

det usagtes akustik er en krop på gulvet

den hæver sig sænker sig

forsvinder bag

fremkommer over tankens bølge

skummet om den åbne parantes lyser

holder dig vågen lidt endnu

brystet hæver sig som en sky glider fra månen

Der er noget jeg ikke har fortalt dig

siger Jonas højt til sin tvilling i væggen

[01:18]

adamsæblekompot
fennikel og gyngende undergrund

stryg din bue som du bøjer din pli
spejd, pengegris
der er tunger i havet
som var der massebryllup i maj
tal, hængerøv
der er unger i skrævet
som ville alle havfruer op på land

tågebankekød
skysovs og kæntrende bygning

(01:12)

sidstesangen

intet kan overgive sig i stilhed

Jonas nynner denne tanke

og hvalen nynner med

det levendes bevægelige akustik

kan ingen bygning overgå

 

[01:07]

med kalveknæ om kinderne
blodstyrtende
bekendelsessyge

hvem jodler i bjergene
uden at have bind for øjnene

hvem råber i dalene
uden at kende sit rastløse ekko

(01:07)

på toppen gynger det mest

her er det koldest og lyden er klarest

der går din sang ned som den sidste

mens vinden stryger sin bue over ruten

nordlyd gennem ørets prisme

[01:04]

der er varme i gulvet som var der gået hul på et kærestepar
instrumenterne er havarerede skibe langs den nordafrikanske kyst

der er grøntsager i køkkenhaven og du kan drikke dit eget blod

jeg kaster musikfabrikken op i luften som en mønt med to sider
du kender historien om det sønderskudte klaver
tænk dig til resten af stemningens kalveknæ

(01:02)

noderne fryser til hvidt

tungen klistrer fast til en mast

så tabes sangen i et splintrende kor

(01:01)

stilhedens pause er støjen

når huset hviler sig

og rummene vælter

vi vugger ved meningen af dette

finder en mening der kun kan synges

mod terrassens halvtag synger solnedgangen et kor med en gyngestol

det er en film jeg tænker mig til

en dør åbner af sig selv

[00:55]

komponisten skriver sine værker
som et hus med mange køkkener
og terrassen i forkerte dimensioner

det skal stritte lidt, menneskeligt
som har melodien en stor næse
eller flyveører

vi er nord på, vemodets trængsler i
et stykke musik uden puls
en fabrik uden pause

(00:50)

når cellisten gynger

forsøger hun at vinde over havet

at klynge sig til strengene over det massive blå

instrumentet giver sig lidt på vejen mod nordstjernen

kulden indfinder sig

de små fejl der gør det hele så smukt

*

at huske den flyvende sommer

den kan krydse oceaner

med de små edderkopper der bæres langt på en tråd

over tabt lyd af skibbrud

stilheden i de havarerede instrumenter

over kraniernes hjem for druknede stemmer

[00:48]

Novemberjorden indsmurt i sommerfuglepasta
bladene i farvesprænging tæt ved jordens overflade

et fixpunkt spejlet med sig selv i al stumhed
sange uden ord udkrystalliseret i et korværksted

et sprogligt fængsel uden tegnsætningsregler
og intonationsdillerdaller

sådan ligger landet som et musikstykke uden noder
og et orkester med alt for mange instrumenter

[00:39]

hvor er mit centrum
kender jeg min indre melodi

at lamslå tangenterne
gnave sig forbistret ind på melodien
en indre monolog af kolerisk tøven
jeg lover dig / forlover dig
gift som gift
lyde spændt ud
i edderkoppespindets stjernehold
hold i / hæng af

(00:32)

Elizabeth,

jeg forstår ikke et ord af disse sange

det er fixpunkter af hvad jeg tror at genkende

derfor lytter jeg så intenst som en edderkop

med mindst et ben på min blinde verden

væver et mønster mellem dit dybeste dit højeste

havens fixpunkter i al slags vejr

når din stemme gror og gror så vild i sig selv

over sig selv som busken over busken

døgnet der skifter og verdenen der fortættes i dette mønster

telefonen ringer som en flue

noget du ikke sagde flød ud af min mund så hypnotisk som gift

jeg gjorde intet andet end at svare

(00:22)

nynnen som genre

klassisk nynnen (opvarmning eller scenens komme i sopranens bevidsthed)

elektronisk nynnen (vrik med tynde kobbertråde gennem rygsøjlens)

popnynnen (størknet cola i rillerne på vinylet, pickupper syltet)

surfpunknynnen (to nonner der deler den trettende øl , den ene inhalerer den anden, den anden puster kyssets røg ud som et lys)

skyggenynnen (sætninger uden genkendelse ladet med din egen sang)

dødsnynnen (stille growl, hovedet der hænger slapt, hvert menneskes genre)

[00:22]

trykkefrihedens hårde maveplasker

søvnløshedens hjemløse kontrolfreak

fantasiernes hengemte bordeller

vindens litterære bevægelse

blodets lykkelige landskab

melodiens latterlige destination

føddernes aparte månelanding

europas autoritære metaforer

den gamle dames astmatiske pisk

(00:11)

det næstbedste efter bordellerne er druknet i stilhed

er det vi finder i ventilatoren omkring kl 6

det er legitimt at arbejde med

det er OK

lytte til sine europæiske fantasier

vi drikker og rejser skibe i flasken

og rejser i det vi kan huske om sådanne fartøjer

hører sejlene slå i vinden som frakken om knæene

på vejen hjem

 

[00:07]

ude på dyb nat i en litterær dødsejler fritstillet og stillegjort nynner jeg en glemt sømandsvise fra bunden af flasken

(00:0!)

hun gyser som huden på en golfkugle

hole in one i langt græs

det vilde

ender med en mor

en ro indfinder sig som en begyndelse

en ro indfinder sig som lyden fortsætter

en ro indfinder sig som lyde stopper

en ro siver ind i bygningen

 

(23:53)

kvarteret besætter mennesket

lyden af den kærlige mælk er den samme

hendes pludselige trang til at smide tøjet

lade biologien råde og fornuften rådne

hælde som et hus

drikke dets sælsomme

så knirke en forførende bemærkning

(sitrende kliche)

ingen plettede løvskygger kan overgå hudens fraseringer

[23:45]

istemt forbumlet og uglødelig
styrttvivler jeg tvangstænkt
arytmisk afklædt nøgennøgen
nikkedukke hemmeligstømt
lattermild og i mildskab med
sireneballoner som skrigeskinker
fra syvendesalens sidste destination
nejnej! meremere! nu nu!

[23:35]

gem mig i bjørnens udstrakte arme
den dag den blev skudt blev jeg levende

kom fyldt med fuldblods blændende blodmælk
kom melodi kom under min pude

der er kærlighed i natten
som var der gået hul på et bordel

(23:31)

hæst

den forbrugte stemme

de forbrugtes stemmer

endeløse cigaretter

balkonerne i Westend er for smalle

ludere 1904

synddage

spøgelser 2011

en orange ildflue med filter

styrter ned fra ugens syvende sal

for at hvirvle lidt videre på gaden under

en hosten og lidt hæst

så vender hun sig og går ind igen

[23:27]

ringende telefoner fra helvede
de ubesvarede kønsløse toner

kastrationens løgn og latinerkvarter af ludere

der er intet umuligt i et spørgsmål af fjer

der er ænder nok og hellighånden
bliver forsyltet i glasset

det er sådan du skal sige hvad der ikke kan siges usagt

(23:24)

søhestecirkus
søløvegabet om dit hoved
du er søens centrum
sirenernes smælder med de stærke små fisser
dine gabende gæller råber begejstrede bobler
og pisken stikker søde huller
piblende latter/gråd
mere mere mere
sådan
cirkus

[23:22]

i det milde lys
stemmen hæs/blæsende

sætningens bodegavom

det hjælpeløse hospitalsvæsen
der griber som et gulv
tilbyder kram til alle faldende
knælende

en hviskende bevægelse
filmisk træt og
overspillet

blodet koagulerer
bag øjnene på metaforernes
største brystbombe

[23:18]

elefanterne
skiber gennem skoven

girafferne
savannens knagerække

hunde
som byens astma

(23:08)

gråd/igle
sortslang dig her
kysss mig
som den lampret du er
jeg har masser af stjålet blod
fra den forkerte side af byen

(23:04)

Sådan en pæn gammel dame

Sådan en pæn gammel dame der synger

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør og et porøst fundament

Sådan en pæn gammel dame der synger så dårligt som en usmurt dør og et porøst fundament der krummer

Sådan en sær gammel dame der synker så dårligt som en usmurt havelåge og et skab med flakoner der hvæser når de åbnes

Sådan en sær gammel dame der synker så dårligt som en usmurt havelåge og et skab med flakoner der hvisler som sej efeu når de åbnes

Sådan en som Sandra Super Sadisten Miss Vandala

Giver himmelske pinsler

Slemme, Slemme dreng

Sådan skal du lyde

når du går op

[23:03]

en hvisken hvisken
og mund fuld af messe
hjertekammer luk op og
hjerte slå til
en hvisken hvisken
og øjne gennem
mild tåge
støvsamler
kærligheden i små
udstoppede fugle
ren voodoo
at forestille sig os
flyvende gennem sort sol.

[23:02]

gråd/ige

(22:54)

Et spejl eller en tvilling derude

på tågedage hvor verden går i et

det første skridt ud

i toppe og dale

vi mødes på midten af disse ujævne nætter

ænder lander på det blanke stille

trækker et drivende V

Vi længes mod vi

*

På en af søvnens plateauer mødte jeg Steen Jørgensen fra Sort Sol. Han havde glemt nogle indkøbsposer som jeg fik.
“Steeeen?” knirkede jeg da en låge gik op. “Du kan godt lide poesi, ikke?” Så kiggede Steen vandblåt på mig og stilheden indfandt sig.
“Ja”, svarede han mens han så vemodigt ud mod vandet. Da jeg kørte hjem stod alle støvpunkerne i vand til livet og så efter klodens krumning.
Ingen sagde noget.

[22:45]

det usagte stadigt rumsterende
taktfast brummende
og klokkerne bimlende
i glædespring
småkravl saltkringlende
på tungesvirp en anledning
til en anledning med ført ånd
og længsel klingende
fra et utæt bassin af kys

[22:38]

hænderne dybt i sengen
fingrene hudløse under det
hvide vanvid den
sorte sandhed

jeg binder sløjfer om dine ænder
der snadre i mit hår

du siger mig
som sne siger knirk

[22:31]

med vand nok i øjnene
landskabsarkitekt
lad paraderne falde
lad ansigtet falde
flyvemaskinen i turbulens
himlen i en hulken og
du, som falder i søvngraven
med fantomlængsel

det stille vand det stille liv
lidt alkohol til at destillere smerten
jeg siger det men
jeg siger det ikke

(22:30)

Du var et spøgelse det sted og jeg prøvede at optage og bevare dette væsen. Men der var ingen at se. Der var kun lydmønstre, kuperede terræner, varierende grader af øde. Dybe dale af trægt buskads, uro i kroppen, halvt lukkede øjne så hvid som brænding

morgen

revler på lagnet

alt for dybt om sengen

(??:?4)

(22:22)

du nynner om igen

og igen og i hver gentagelse

en cirkel af mursten

et tårn former sig

en orkan udenom

*

sjælen synger i søvne

*

Jeg var et spøgelse det sted og jeg prøvede at optage og bevare dette væsen. Men der var ingen lyde. Der var kun bevægelsesmønstre, undersøiske landskaber, varierende grader af turbulens. Dybe grave af træg søvn, urolige revler, brænding så hvid som svaner

[22:22]

når stilhed er sølv og
tale er et blankpoleret spisestel

når vemod river træer op og
efterlader Sverige med tomme søer

når natten ikke fastholder sit sorte
og katten slikker sin pels af

så må kroppen knage så det runger
og ringer ind til den sidste time

[22:15]

søvnen taler sit eget sprog
den er en arm der er vredet om
og fremprovokerer en svag erindring
om stilhed og blødt lys

natten brænder olm og klam
du tænker sjældent
på dine knoglede fødder
du træder forsigtigt
gennem nattens loft

og ud på den anden side
brygger du en drøm
på et gammelt pophit

det er sådan man låner fjer
når stilhed bliver sølv

(22:07)

vær som en elevatorskakt om natten

du lyder altid af noget

en urolig stilhed

lyde af dagen der ikke kan finde ud

din tvilling er på vej op

lyden af en klokke øverste oppe

bag skydedørene ingen

lyset er unødvendigt nu

 

 

[22:07]

du er din egen tvilling
et stykke affald i to tempi

du falder i stykker
af musik
trykker hjelmen ned over masken
den fremmede ild
i dine bukser

en svien og kløen
det trækker op
stormblodigheden i sindets hvileposition
som orkanøjet der kæntrer rummet

den flakkende hukommelse
vulkanstøder på himlen
askebeklæder gane
og nedsvælger en hytte af vemod

bror, dit klokkefår mellem benene
giver fire nedsunkne hjerter i spermsuppe
hvis vi tæller mine med

det skal nok gå godt nok, nikkefar

(22:02)

ørets trampolin

sopranen stiger falder

kjolen pulserer

*

kjolen pulserer

som goplernes klokkekor

langsommere og

*

og langsommere

svæv længere i tiden

forsink din ynde

 

 

[21:53]

rejs med elevator
mal fjendebilleder af dig selv
du er din egen tvilling
det er tid til at åbne op for begge nosser

bordeauxrøde poser i hver sin hånd
du er din egen kammerat
se dig selv i kameraet
se dit selvglødende hjerte

gå tilbage til det hengemte værelse
og læn dig ind over vindueskarmen
som en kæntrende cello

(21:45) Alle kvinder

Alle kvinder der læser dette skal iføre Jer en pels af knurhår

Alle kvinder der læser dette skal forvandle Jer til hekse der forvandler sig til katte

Vi kan bedst lide når I er katte

*

Alle kvinder der går rundt under buskene skal vride sig mellem skyggerne

Alle kvinder skal være liderligt grå

Form ikke farve

*

Alle kvinder der læser dette skal knurreknurre så dybt som I kan

Alle kvinder skal spinde som edderkopper

Alle kvinder skal pakke sig ud

*

Mon dieu!

Listende bjælder

Balkoner med novemberhorer

Orgier med pauker

Pumpende takt og toner

[21:45]

iklæde dig verden omkring:
du er hønen og ægget
mor og datter i uskøn forening

afklæd dig dine dæmoner og spis din sæd
der er ingen der siger det skal være grimt
men hvis der ikke falder bomber
bliver der ikke plads til forandringer

[21:41]

bølger i græsset
hvisker et purpur haiku
det er november

(21:30)

hør denne sværmen

af tunge kontrabassers truende

bombemaskiner i orkestergraven

du iklæder dig rummet

du iklæder dig dette cockpit

du er bygget til denne maskine

du iklædt Juncker JU87 Stuka Styrtbomber

Jerikos trompeter stiger mens du I lader Jer falde

og alt om dig falder smukt

og bomberne dykker som kaskelotter

og alle skal vide at I kommer ned

se terrorens æstetik

*

kejserens bombeflyver synger i sit bur

et spørgsmål om dimensioner

lyd i forhold til lyd

selv rædselen kan synge

et spørgsmål om dimensioner

vi samplede hende på hendes yderste

det rallende med mere og mere ekko

Et spørgsmål om dimensioner

et menneske der krænger og går ned

det var ret nyt og det endelige ligger jo lige

et spørgsmål om dimensioner

er melodien slut?

*

stilheden efter en bombe er noget særligt

den går gennem dig

som en nat

[21:24]

jeg skærer frugt over i halve kvarte
ottetallet er et endeløst cirkushjul og
jeg den løbende mus i hjulet

der er slut med at lytte til musik
der er glatbarberet
der skal knurhår på

giv mig et glas te og lad mig drukne
under dyner af søndage

[21:19]

violinerne latter i prins pilfingerspil
banjo på drengen og en fugl der falder om i sit bur

toastmaster i dødsforagt
hvil i dit navn dit rige din satan

her falder stilheden på et tørt sted

*

der findes ingen ingen
der findes intet andet

*

, du!t

(21:16)

Mit hjerte er af mahogni

Jeg vil helst ligge i et hjørneskab

rundet af flakkende skygge

eller flakkende lys

alt har to sider

som den mønt du betaler med

*

!rednetrab

trecnokseslegøps ne go netgisudrjev mellem nelanak mar

arfgab

*

Nå, Erik, hvordan er livet? Hvad ønsker Herren i aften?

[21:11]

musikken
fra det tilstødende værelse
river stilheden itu

pauserne synker til hvid
trækker violinerne rundt så de letter
elektriske rødglædende
brystkassen med lampetter i hvert kammer

melodien falder i tre A stykker
og så må man også sige B efter et par omkvæd

musikken er sin egen krop
et hoved højere end alle andre

(21:04)

Denne ny gamle ven, antikvitetshandleren, er næsten to meter høj. Pludselig står han bagved dig. han har røget cigar

Kombinationsevnen. At sammensætte møbler som mad. Han hvisker et hoved højere oppe. Fortroligt. Som om ingen af de andre kunder må høre det.

Servante bordet og det franske spejl sammen….

Hold kæææft mand

Og Christian den 8 skabet og de russiske kandelabere med næsten nedbrændte vokslys kl 3 om natten.

Jeg siger dig…

Ja, de er flotte, ikke? De er franske. Jeg sælger dem ikke. Men de tre på rad over salonstuen….

For Saaatan da…

Og den der bombekommode er ægte. Den og så lampetterne med pærer på laveste blus….

Nej, nej, nej…

man vil ikke udenfor, vel?

[21:00]

antikviteterne og det røde lingeri
dit hår bølger i sin helt egen fristat

vinden er luft der vil noget mere

*

vandspejl er vandspejl
spurvehjernen slået fra
og arkitekten tegner streger

byg et møbel
der kan bære dit tunge hjerte
rytmen suser og bruser fra din maveregion

det er sulten der holder munden åben

(20:52)

Denne begyndende hang til antikviteter. Krummelurernes fornægtelse af verden anno 2011.

Ethvert møbel må gløde som en cello.

Ethvert lys må hylde hver sin årstid.

vi spejler os i flækket marmor

Alle glas må have pest.

Lysfester. Vi tændes når hovedafbryderen slukkes.

Vi danser kun til lyden af støv

Velkommen.

[20:48]

jeg er en øl jeg skal knappes op
og forsvinde som et lynnedslag
i dine vuggende parenteser

det er umuligt at kigge væk
og jeg affinder mig med bølgerne
som var jeg et skib i den dybe nat

jeg har givet dig et navn
der udtales i en eneste lyd
og lad mig så være så fri

[20:37]

Vi er i det gamle kvarter under balkoner over kavalergange og svalerne på himlen forvildede som mine øjne svimler under dit hoved og hænderne dybt krænkende klodsede i lommen som hvaler i et soveværelse nøgne og grå kødfyldte og vanvittigt stille som vand på flaske
Dine striber i håret minder mig om en nymalet fodgængerovergang på Vesterbrogade og lidt længere henne er gaden en byggeplads der ligner et efterladt børneværelse fra 80erne hvad så digter kan du se hvad jeg mener eller skal jeg fjerne kloakdæksel fra metaforerne
Hver dag er gaden under belejring af en hær af sko der trasker derudaf som villaen der sejler gennem græsset så grønt på den anden side og så tilbage igen det er bare for sjov det er bare et arbejde jeg ved ikke hvad det skal til for men alle de andre lader som ingenting
Virkeligheden er ikke hvad den har været i teksten er den en forladt bydel der mangler et sprog at tale ud fra og sådan hensygner det som et klaver ingen har spillet på i flere år der heller ingen vidnesbyrd har at videregive toner farvede i efterårets langsomme
Vi ligger i ske i søndagens tystesse som var vi i skuffen eller i skabet du ligner mig og vi går op og ind i forsvindingspunkter hvor søvnen tager fat og livet fra i går var cigaretter og snaps i dag er det juleaften i mit bryst der slanker

(20:29)

lydinstallation:
psykopomper i masseslagsmål

lydinstallation:
koncert for gyldne urfjedre

lydinstallation:
fyldte lejligheder lys der fosser mellem sprosser

lydinstallation:
gentagne krumninger af kvindefodsvang

lydinstallation:
musehjertekor visnende scene

lydinstallation:
10 gram spind og en zippolighter (loopet)

lydinstallation:
dybdeimplosioner

(20:20)

løbe vildt ad stier

i en labyrint af lyd og

stå stakåndet i pausernes lysninger

lytte efter forsvindingspunkter

ufattelige vidnesbyrd

røde ahornblade

arkitektens glemte visitkort

åbne og lukke hænderne som fugleflokkene letter

at flyve gennem lejligheden

*

kun jazz med bygninger af vingummi

kun rock med spermsolo

kun folk med urhavet

kun afkræftet hensygnende klassisk

fingre der næsten ikke har kræfter til at trykke tangenten ned

andet end på det helt skæve tidspunkt der ikke længere er skævt

kun elektronica med løse forbindelse

kun heavy med kviksølv

kun shogaze med snørebånd der sprænger

[20:17]

lydinstallation:
ekspressionistisk flæskesteg

lysinstallation:
kubistisk baconsalat

lydinstallation:
tørrede klokkeblomster

lysinstallation:
glødende solsikker

lydinstallation:
overhængende tåge

lysinstallation:
faretruende rimfrost

lydinstallation:
14 milliarder afhuggede hænder

lysinstallation:
14 milliarder blinde øjne

lydinstallation:
kongeangst

lysinstallation:
magtdemonstration

[20:12]

Væk mig væk mig
træk mig ud af den bløde sweater
se mig nøgen
med din grådige uskyld

En villa med hud og hæk af hår
kroppen er en fårehyrde
i et bureaukrati af efterår

Det er tid til at bytte villaen ud
med noget mindre bekvemt. Dig f.eks.

(20:06)

det næstbedste efter døden er at sidde her og nynne med fingrene

over et tastatur

nogens krop

et instrument

en kat fyldt med efterår mellem hårene

***

der gror mere og mere sølv ud af min hovedbund

mellem hårene ligger soveværelsets stillestående

senere gader mellem lokkerne

og så tager rytmen til som byens gamle kvarterer der hæver sig og sænker sig

sværme af prismelysekroner mellem bygningerne

vi kan ikke holde mere elektricitet ud

det hele må gerne gro til

***

i Tjernobyl er ulvene flyttet ind

deres naturlige livscysklus gør at de ikke når at få kræft

de synger som altid

[19:50]

Hvorfor fortæller du mig det ikke, som det er? Himlen er en stor fed hund, der logrer med halen, når jeg kalder på den. Der er ingen kærlighed, som den du har lyst til at give væk til hvem som helst, der er klar til at tage imod den. Hvis du kunne sige det enkelt, klart og tydeligt, ville du så gøre det? Kærligheden er en stor fed hund, der logrer med halen, når jeg kalder på den.

Kald mig ved rette navn og luk mig ind i din verden. Du skal synge det på et sprog jeg kender, men ikke forstår. Vi skal være et villakvarter uden hæmninger. Vi skal elske i død og ødelæggelse. Hvem gider at gå i snor, hvem gider hente den samme pind igen og igen. Hvis jeg kun havde et navn, ville du så give mig nye?

Tal til mig uden form, præg min natur med et svirp fra din tunge. Jeg vil høre din vejrtrækning, din nynnen, din lyd. Den skal være en forlængelse af din krop. Ikke en staffage, men en ekstra arm, der griber ind i virkeligheden – og sådan efterlader det tyste med et sprog, der er båret af din krop.

(19:46)

Lyden er blæk

tiden er en summende nål

billedet af et skib på din vrangside

(19:42)

Huset er på vej

men det er stort og langsomt

så jeg ved hvor det bor

og det bor cirka der hvor jeg var

jeg var en parantes på tolv år og jeg red på taget

mod solnedgangen hvor Mike Oldfield uden at vide det spillede om kap med solsorten på antennen

og jeg hørte alt for luften stod stille den sommeraften som jeg slugte med hver en celle

den tid hvor intet kæntrede men alt var på vej op

og taget var lunt da mørket faldt

og jeg gik ind for at se

gennem loftet

[19:36]

Lad det hvide være
luften
lad den
forsvinde
ind i sig selv

du trækker
vejret
gennem en trompet som var
det en harmonika
sømand, livet er tungt og
sort som din tatovering

Lad blæksprutten tegne
verden som den er
du skal synge
om den pige du har
mødt i natten og ikke
kan genkende
dagen derpå

sådan er gaderne hukommelsens pantefogeder
der indkræver
hvad
der tilhører dem

du er kun til låns
læg dig til køjs
sømand, din tatovering
er et reb om din hals

(19:33)

spurvene i hækken kunne påvirke

villaens beboere lidt mere målrettet

hvis de organiserede sig

Mennesket kunne påvirke spurvene i den retning

hvis det gav slip på sin orden

Det er som det er

og hækken er et vandfald af sange om fjer og sex og katte

 

 

[19:27]

stoltheden knækker som en pølse, du ved

en god medister strammer i tarmen
ligesom skoven er sjovest fuld af træer

på et vandfald af ord skal jeg lægges i graven
det er den vej
jeg sætter mig i et komma

[19:25]

komponistnissen har nosser i panden
der hænger de og dingler
i takt til melodien ”jeg gik mig over sø og land”

hver dag er en kamp mod Satans technobæst
der æder radioen indefra

sving din stok som en sok du tager af
og på hundrede gange

i spastiske rytmer og glohede
dunker nosserne mod panden
på hver eneste publikum
som skulle de deltage i et vielsesritual
med komponistens afkom

(19:22)

Drøn drøn drøn

Rung som et agern

Kling som værelsets verdensrum

(19:17)

Søde lille Satan

Onde, onde Pan

Din pik taler med dobbelt drøbel

og virkeligheden er ikke til at stole på

følg din løgnagtige natur

drøn

(19:14)

alle huse synker

alle hylder skråner

lydene flyder ud af skabene

fundamentet slår rødder af tomhed

og nedenunder alting

holder Satan technofest

så alting smuldrer

og kun skoven står tilbage

[19:11]

(og sådan starter jeg på noget nyt hvergang
eller fortsætter med det samme moment
alt efter hvordan man vender arket
alt efter om man tror at vi alle skal dø en dag
eller ikke)

sommer og vinter bytter plads som hænder
der rystes i en stillelagt vandløb der er
ingen trompetfisk at fange og det usagte
spreder sig som ringe i vandet

[19:06]

der er rå fisk i havet
og dine drømme er for udtalte

til gengæld blæser det gennem trompeterne
mens paukerne skjuler hjemløse insekter

hvad skal det til for
når man ikke kan sætte ord på det
når man ikke kan konkludere noget

alting skal være så hemmeligt
smukt men hemmeligt

[19:02]

det er tid til at synge :

der er en nynnen i villaen
du kun kan høre
når du lægger øret til væggen

tapetet skjuler en rytmen sort som nonner
den vrikker til tungens utugtige spjæt
der tilfældigt bryder lydspejlet

bag øret er en skov af lyde
der bare venter på at blive sat fri

(18:58)

at savne verden så hult

som en pauke fyldt med blæst

hvert skridt slår et slag

at næsten blive kørt over

helst midt i noget smukt

(18:42)

i munden sværmer en kugle af ildfluer

ubeslutsomme blink brag og

mundens teater er rødt af tungens uro

luften er tyk af venten

landet kommer og vandet kommer

og hun kommer og kommer

køligt ud af munden

og musklerne i halsen spændes

spiller uden en lyd

denne skamløse optakt

denne sang til de elskende i alverdens marker

inden ilden tager fat

[18:38]

jeg savner dig, jeg saver sommerfugle over
snorlige hænger vingerne som halve noder

og imellem hver pause er der noget jeg ikke
ved hvordan jeg skal forklare det gangbare i

du er dit eget loft, du er dine egen sult

[18:33]

hænderne er en afbrændt kornmark
og græsset er vindens cello

en lydmur bøjer med klodens krumning
står som en lynild på et sølvfad i et skovbryn

hver ting har sin lyd hver dag har sine fortolkninger
og i morgen giver tørhed og smag af aske i mund

(18:26)

der er højt i dig

som en fabrik

der er stempler

der er puls og muskler så blanke som skæl

slået i metal

der er lyde som kager af rust

der er have der æder sig ind

insister på at lytte til rust

tving rytmen

vær ubønhørlig kærlighed

vær ubønhørligt videre

Menneskehavet [18:26]

publikum er forvist til et lille hjørne af salen
der er koncert for de tvekønnede tunger
talentmassen er en grød af klør og langt hår

det knager i knogler og
kinder der sprænges af latter

lyset er en flakkende vind over havet
det runger i maven på Jonas
og skyerne driver forbi under vandoverfladen

Suite [18:21]

Enken skriver rockmusik
langt ude i Østersøen
på et skib der gentager sin rejse
indtil rejsen bliver ental
og stavelserne udstilles på tom mave

*

Hvalerne padler sig gennem
et stykke rockmusik

*

Rejsen frem og tilbage
Hebron ! Hebron !
på et tidspunkt kan vi ikke kende
forskel og alt blive ental et flow
en guitar der lyder som en hængerøv

*

Rockmusik er en anakronisme
en edderkop på et skib i Østersøen

Hvem er interesseret i fluer
når man kan få sommerfugle på spyd

Stjernerne hænger fast
vi kunne have været en del af et spind

*

At hælde vand på vand
dråber eller stråler

trommesolo og en hjemsøgende violin
der kaster med skibet så det knager

Hvordan har du tænkt dig at udtale
et ord der ikke findes

(18:11)

det synes til

det synes fældigt

det synes sammen

det synes sat

det synes af ingen

det synes af ting

men under koncerten buer baldakinspindet

du hænger der og venter med hovedet ned

og kløerne i slået i lyden og dråberne

døgnets kølige tvillingeprismer

violinens farve der syr sit bytte ind

[17:58]

kast en mønt i vejret og skub lidt på luften
lyt til lyset kaste sig ind over landet
for at navngive en ny dag

du er selv din egen prisme værst
så uimodståelig forudsigelig
at et oprør er at spise den ånd
der opfylder dine ønsker

hvad vælger du
når du står i kartofler til op over begge ører
hvad vælger du
når verden bliver større med hver eneste beslutning

i oplandet er der sået
med tvillinger

dag efter dag bliver alle yngre
tiden fastfrosset eller opløst og du i et højere tempo
gennem tågen og ud på den anden side af parentesen

(17:52)

det starter med enkelte toner

lange buer små paranteser

klodens krumning

ryggen på et stort væsen på sin vej

parabler fra æbler

kastet

som vind der stiger og falder under kraven

som en bølge og en til om hjørner

sådan vokser verden i størrelse

sådan bliver der højt til loftet

alt bæres hurtigere afsted

og Jonas synes haven ligner kysten

og huset slår et slag med halen

[17:46]

edderkopperne trækker noderne sammen
under det grønne gilde i det vestlige København
blæksprutterne på hver side af bordet
strikker en sweater af lyse toner
der stiger mod lysekronen
der holder hof fra loftet og ned
her er frugt og chokoladepapir
og parenteser der ligner svajende træer

det hele er en lang pause
som en flyvemaskine der aldrig lander
for det er rejsen i sig selv der giver en rungen
og rumlen i maven hvor ellers tage på æblerov
hvor ellers finde en fest i hovedets trækrone
min lykke er en tvilling der tager imod lyde
så følelserne kommer ud i stereo
med begge arme om livet på livet

(17:32)

at trække sit ansigt for

at trække sit ansigt fra

øjenhulernes tragtspind

og i hver hule en grådig ejer

halvt lurende halvt sovende

tvillinger kloner i hovedets busk

du lyser og rammer otte prismer

et blik af sølv vil fare ud

for at bære et offer ind

“Kender du Satie?” spørger jeg

Det er blevet mørkt udenfor

og hvert spørgsmål er på rov

[17:23]

det hele er i meget begrænset oplag
prismerne i dine øjne
armhulen som violin
brystet et sted at lade sit ansigt
give slip

[17:18]

Hvordan skal jeg synge mig ud af stilhedens modhager
når uvejrets konklusioner kommer med en rungen så gennemtrængende
at edderkopperne bryder ud i fællesspind

Der skal fanges hvaler
så ansigtets gardiner kan falde til ro

(17:15)

når det tyste ( ) braser ud af skoven

som lyden af lyd der forsvinder

når gardiner der falder til ro

som noget der glattes af sin egen vægt

når det slutter for at begynde

som ansigter der giver endeligt slip

synes yngre

og stilheden en begyndelse

[17:06]

det tyste vælter ud af min hals, jeg har kappet hovedet af
og givet direkte adgang
som havde jeg pakket lungerne sammen og spyttet dem ud
i hænderne :

stilheden er et opkog af bombetunge adamsæbler

konklusionerne står på række og du har udnævnt dig selv
til førstevælger

(17:02)

din bror

Jonas, den vilde

synger og sangen er tung og blød som en sweater

med æbleråd og tågerne fra haven

det er umuligt at styre denne lykke

over stilheden

umuligt at sige hvorfor det er lykke

over denne tid på året

hvor edderkopperne er bombetunge som adamsæbler

Jonas nynner spind fra punkt til punkt på denne tid

skriger uden en lyd

tramper med poter

det giver ikke mening for det er bedst sådan

Og edderkopperne syr verden sammen

over et sovende rensdyrs hoved